Af Marina Aagaard, MFT

Il chilometro più duro al mondo.

Verdens hårdeste kilometer: 2700 trappetrin svarende til 158 etager. 500 højdemeter. Et ultra trappeløb hvor eliten løber op, mange løbere går og enkelte kravler en del af vejen.

Valtellina Vertical Tube Race, afvikles i de italienske bjerge i Lombardiet, Montagna Valtellina, Sondrio. Et løb på en meget stejl trappe ved siden af to store vandforsyningsrør. Et løb med cirka 400 deltagere. Især italienske elite bjergløbere samt hvert år et antal trappeløbere fra andre lande som Kina, Rusland, Polen, England med flere.

I 2018 var der en dansk deltager. Undertegnede. Jeg gennemførte. På benene – uden at kravle. Men det var ikke trappeløb. Det var anstrengt trappegang. Jeg er ellers glad for trapper, men løbets kælenavn “verdens hårdeste kilometer” er meget præcist.

Hvorfor havde jeg dog tilmeldt mig?

Hvorfor, hvordan, hvor, hvad og hvilken placering (sidst?) kan du læse her.

Hvordan opstod ideen?

For 4-5 måneder siden sendte min kollega Gert mig et facebook-link med fotos fra løbet. Det så vildt hårdt ud på billederne, men som trappe-fan virkede det også interessant med en kæmpetrappe på hele 2700 trin.
Men der var travlt ved jule- og januartid, så vi snakkede ikke rigtig mere om det.

Hvad så?

Efter en travl januar i fitnesscenteret, begyndte vi i februar igen – for sjov – at diskutere muligheden for at deltage. Det var naturligvis helt urealistisk, især for mig, fordi min form aktuelt er for dårlig; for ringe kondition og for høj vægt.
På det tidspunkt havde jeg ikke set videoklip fra løbet, for så var enhver ide stoppet da.

Vi snakkede, men foretog os ikke noget. Vi gik dog hver især – for sjov – i gang med at supplere almindelig fitnesstræning og cykling (Gert) og løb (jeg) med trappetræning 1-2 gange om ugen i et lokalt højhus med en ucharmerende kold, rå trappe med 330 trin (indendørs, men med sne på afsatserne …).

Indtil da havde trappetræningen for mit vedkommende på grund af vinteren og manglende trappe-faciliteter været sat i bero.

Der er enkelte “højhuse” (16-20 etager) i Aarhus området, men de er stort set alle sammen aflåste, så det er ikke muligt at trappetræne der. Når vejret er til det, går eller jogger (aktuelt ikke løb) jeg på en udendørs trappe med 121 trin – Ørnerede trappen – omtrent hver anden uge (et par gange med sne på). Trappemaskiner har jeg ikke tidligere brugt.

Nu kom der så fra februar en anelse mere gang i træningen. På høje tid. Af forskellige årsager og mentalt underskud, har jeg det sidste 1-1½ år trænet mindre regelmæssigt og intensivt end tidligere. Faktisk kan jeg sige til de fleste af mine kollegaer:
Your warmup is my workout …

Vægten er samtidig øget med tunge 5 ekstra kilo: En stor bagdel er en fordel i twerking, men en kæmpe bagdel i trappetræning, hvor hvert ekstra kilo føles træls!

Hvad var næste skridt?

I starten af marts satte vi os sammen. Vi kunne jo altid tilmelde os – for sjov – og derfor gik vi ind på hjemmesiden og undersøgte tilmeldingsproceduren.

Det var hverken let eller overskueligt. Men når man har sagt A, må man også sige B, så vi kæmpede med det og fandt ud af at skaffe os et italiensk RunCard, som man skal bruge for at løbe i Italien.

Desværre kræver ekstremløb også en lægeerklæring, hvilket vi prøvede at skaffe, men lægerne havde ingen ikke-akut tider, før det var for sent!

Alternativt, viste det sig ved nærlæsning af reglerne, kan man lave en egen erklæring på tro og love som skal suppleres med køb af en italiensk CSEN forsikring. Med formalia på plads kan man tilmelde sig. Alle forsøg på at udfylde tilmeldingsblanketten uden at nævnte dokumenter var i orden mislykkedes. Vi prøvede ellers ad flere omgange …

Selv da vi begge havde fået udfyldt blanketten, betalt tilmeldingsgebyret på 25 euro, og vedhæftet RunCard og selv-erklæringer blev vi ved med at få mails – med advarsler med store røde bogstaver – om at tilmeldingen ikke var i orden.

Optræning

Uanset dette fortsatte vi med 1-2 ugentlige trappetræninger. Jeg erstattede nu ligesom Gert trappetræningen med trappemaskinetræning i fitnessdk Viby på en Power Mill med rullende trappetrin. Absolut ikke det samme som at forflytte kroppen opad som på rigtige trapper, men med den fordel at trinene fortsætter endeløst og uden afsatser.

    

Indtil da havde vores trappetræninger været gå/jog op og ned, op og ned, og op og ned … altså på ingen måde specifikt i forhold til den enorme trappe med 2700 trin i træk uden afsatser, der virker som et lille afbræk.

Som supplement fik jeg derfor den smarte ide – desværre for sent – at vi kunne tage til Himmelbjerget og løbe opad for at forberede os på fornemmelsen af kontinuerligt opad-løb.

Desværre blev dette af praktiske årsager først muligt bare én uge før løbet, lørdagen forinden. Ikke smart. Men vi løb. På grund af regnvåde stier og pytter måtte vi dog løbe rundt om dem op og ned ad skråningen … efter bakken, snuppede vi trapperne i tårnet.

Himmelbjerget_Gert_Marina_IMG_8685[1]

Det var hverken et kønt eller hurtigt løb og træningen var meget uvant.

Himmelbjerget_Run_Ned

Resultat: Næste dag kunne min makker mærke sit knæ og jeg mine fødder og ankler. Ikke smart at lave alternativ træning så kort tid før. Alligevel virkede det forud som fornuftigt at teste graden af anstrengelse med bakkeløb (det er det, men ikke så sent).

Ugen op til løbet

Fordi vi ikke havde fået bekræftelse, mistede Gert til sidst tålmodigheden og trak sig, mens jeg sendte mails til løbsledelsen uden at høre nærmere. To dage senere, onsdag, fire dage inden løbet, kom der bekræftelse: Vi var tilmeldt.

Jeg foretrækker at have overblik og være i god tid, så det var ikke en optimal situation, men vi havde bragt os selv i den ved at være ude så sent – det var jo også kun for sjov …

Uha. Kun en eftermiddag til at træffe endelig beslutning, skal, skal ikke, og eventuelt arrangere hotel og rejse. Heldigvis har jeg en mand, der gerne handler fra sekund til sekund, så for at jeg ikke skulle tage turen alene, tilbød han at tage med og fotografere.

Jeg havde på forhånd undersøgt flere rejsemuligheder, men den billigste viste sig denne gang at være bilen, selvom jeg ville have foretrukket fly for ikke at sidde ned så længe, hvilket er dårligt for sundheden, formen og benene …

Da rejsen nu var bestemt, bookede jeg onsdag eftermiddag hotel i Sondrio, det første hotel på arrangørernes liste: Grand Hotel della Posta. Gratis wifi, gratis parkering, spa og restaurant, og prisen endda rimelig, så alle væsentlige kriterier i forbindelse med denne tur var opfyldt. Og der var ikke tid til en nærmere undersøgelse af alle de andre hoteller på listen. Der var en del.

Torsdag

Rejsedag. Tidligt torsdag morgen 04:00 stod vi op og pakkede med lynets hast og smurte madpakker og lavede kørekopper med kaffe. Klokken cirka 05:00 kørte vi. En cirka 15 timer lang, men o.k. tur. Læs kort om den her.

Hele torsdagen gik med køretur og ingen træning, men det var også planen.

For at restituere bedst muligt efter en lang træningsdag onsdag, var torsdag, fredag og lørdag morgen planlagt til at være helt træningsfri og jeg prøvede at anstrenge mig mindst muligt. For en gangs skyld tog jeg elevatoren på hotellet!

Vi ankom klokken 20:00 og indkvarterede os hurtigt. Spiste aftensmad på hotellet. Pakkede ud. Gik en lille tur i byen og kom en anelse sent i seng omkring kl. 23:00.

Fredag

Vi stod op og spiste morgenmad ved 7-tiden. Herefter gik vi rundt og så byen Sondrio.
En dag med høj sol og hyggelig sightseeing og fotografering af byen. Se fotos her.
Det ville have været endnu mere hyggeligt, hvis jeg ikke skulle løbe næste dag. Jeg var lettere anspændt.

Klokken 17:00 mødte jeg op i Mazzucchi Sport Store på Via Mazzini 51 for at hente min chip til skoen – bip til måling af start- og sluttid – mit startnummer og min goodiebag, et net fra en hovedsponsor, Berg Outdoor.

Den indeholdt en Red Bull drik, en pakke lokal bresaola, en lille lokal yoghurt, et armbånd (med reklame for dalens vinmaraton!), et specielt kølende tørklæde og en stak reklamer for bjergløb …

Desuden fik man udleveret en Berg Outdoor t-shirt med løbets logo og påskriften ’finisher’. Den pakkede jeg straks væk, for man skal jo ikke være overmodig.

Efter at have set den absolut skræmmende trappe i virkeligheden, da vi kørte ind i byen torsdag aften, var mit mod tæt ved fordampet og mine tanker kredsede om risikoen for at man kan falde eller snuble og komme til skade (hvilket vist skete for et par stykker). Indtil da havde jeg regnet med som minimum at gennemføre – og nogen skal jo komme sidst.

Jeg pakkede mit løbsnummer ud. Jeg havde ikke haft tid til at se startlisten på nettet, men nu så jeg det store tal: 2. Startnumrene var efter alfabetisk orden (jeg havde ikke skænket konsekvenserne en tanke, selvom jeg havde læst det i reglerne):

Med navnet Aagaard var der ingen vej uden om: Jeg skulle åbenbart starte på den første løbstid klokken 13:00. Der var kun 1 før mig og det var en italiensk mandlig atlet som åbenbart skulle fungere som ’hare’?

Nu var jeg ret rystet. Jeg havde regnet med at gemme mig nede i feltet blandt 80 andre kvinder. Nu skulle jeg starte som den første og første kvinde. Hvis jeg var alt for langsom ville det betyde, at jeg en del af vejen op ud over at skulle kæmpe med trappen skulle træde til venstre ud af den smalle trappe – ud på en skrå betonflade med kun en tynd stålwire at holde i – for at lade andre hurtigere passere, højre om. Bekymrende.

Med den nyhed tog jeg tilbage på hotellet for at sunde mig. Jeg havde regnet med at spise tidligt, men det gør man ikke i Italien, så det måtte blive spisning på det første sted, der åbnede: En pizza- og pastarestaurant klokken 18.30. Det var o.k. Mit måltid havde jeg planlagt til at være pasta, fisk og grønt og det var det jeg fik. Naturligvis med vand til.

Om aftenen havde jeg regnet med at gå i spa for at få løsnet godt op. Den plan gik jeg dog væk fra igen, fordi varmen i kroppen kan gøre det svært at sove og en god nats søvn har første prioritet. I stedet lagde jeg mig ½ time på gulvet i værelset med benene op ad væggen og tog nogle dybe åndedrag.

Lørdag er løbsdag

Vi står op ved sekstiden og spiser morgenmad kl. 7:00. Mit før-konkurrencemåltid består af yoghurt med müsli, en banan, vand, 1 glas juice og kaffe.

Efter morgenmaden skriver jeg et par timer på et blogindlæg for at tænke på noget andet. Ved 10-tiden trækker jeg i træningstøjet. Jeg havde tænkt på at få lavet en DANMARK trøje, men gik væk fra ideen; det ville være dårlig reklame for dansk løb, hvis jeg udgik eller kom sidst.

Outfit of the day, OOTD: X2U bukser. Purelime undertøj og Purelime tanktop. Nike in-shoe løbesokker og Asic Gel Kayano løbesko. Jeg monterer min chip synligt på skoen og sætter mit startnummer fast med otte sikkerhedsnåle på en måde, der viser min manglende løbs-rutine.

På billeder fra de tidligere års løb ser det ud som om, der er overskyet. Men allerede fra morgenstunden er der skyfri himmel og strålende sol. Jeg rynker panden ved tanken om at skulle løbe i middagssolen. Jeg er ikke den største fan af høj sol og for megen varme i kombination med træning. Hvad nu?

Heldigvis fik jeg under den meget hastige pakning kastet lidt af hvert i min taske. En kasket i tæt stof fravælger jeg. Til gengæld har jeg et tørklæde med; det ruller jeg sammen til pandebånd. Sort med hvide dødningehoveder, altså meget passende.

På plads(en)

Klokken 11:00 kørte vi fra Sondrio centrum til Montagna in Valtellina, en lille bjergby. Vi fandt ret nemt frem til pladsen med det enorme rør. Vi parkerede. Henrik forlod mig for at gå op på en af broerne længere oppe, hvorfra han ville kunne fotografere nedad og opad med telelinse.

Startområdet er en skrånende græsplæne med borde og bænke, nogle sponsortelte, et par boder med mad, snacks og vin! Sondrio er et kendt vinområde med fantastiske vine.

Der er et Red Bull telt, hvor løbsledelsen holder til. Der holder også en sort Red Bull firehjulstrækker foran et telt med dj, som spiller rock og dance, der lyder højt ud over pladsen. Musikken er meget motiverende.

Til venstre for pladsen ligger de to kæmpestore forsyningsrør og trappen. På otte broer over trappen er der plads til tilskuere – og på stilladser op langs trappen er der udstationeret officials, hjælpere, fotografer og førstehjælpere … nær startområdet holder en ambulance klar (uha).

Rundt om på plænen står toptrimmede løbere i avanceret løbetøj, kompressionsstrømper, Oakley løbesolbriller og high-tech pulsmålere. Flere har t-shirts på fra tidligere ekstremløb af forskellig art. Jeg føler mig udenfor …

Der er ingen, der varmer op, så vidt jeg kan se? De fremmødte enten ligger og slikker sol på plænen eller står og snakker med venner. Ergo lægger jeg mig på ryggen med benene opad et hegn i et kvarters tid, men så bliver jeg utålmodig og rejser mig op og går rundt i stedet.

Klokken 12:00 spiser jeg en stor håndfuld rosiner og drikker løbende små slurke vand i den næste time. Jeg render også på toilet et par gange … bare for en sikkerheds skyld.

Trappen

Ved halv tolv tiden begynder officials og deltagere at trække over på trappen, så det gør jeg også. Jeg kigger på trappen:

Meget smal – måske 50 centimeter bred og ret høje trin, måske 20 centimeter i højden – ujævn, ru beton. Cirka 50 centimeter til venstre ligger det ene store rør og helt oppe ad det, løber der langs siden en tynd stålwire omtrent 5 mm i diameter. Altså ikke et gelænder, som man har lyst til at trække sig op ad. For hvert 100. trin er der spraymalet antal: 100, 200, 300 …

12:40 er der stadig spærret af, så deltagerne ikke kan komme op til startstedet: Red Bull portalen og startblokken, der er et stykke oppe ad trappen. Spændingen stiger.

Over højtalerne gjalder informationer ud på italiensk. Jeg ægrer mig over, at jeg endnu ikke har fået lært italiensk på trods af at jeg har besøgt landet mindst 16 gange (på to-do-liste).
Jeg forstår næsten intet af, hvad der siges og spørger en official, som kun taler lidt engelsk. Det fik jeg ikke meget ud af, men en anden løber fortæller: Løb starter snart. Den del havde jeg nu regnet ud.

Før Red Bull portalen i sidste øjeblik pustes op, tror jeg, at man skal starte helt nede fra bunden. Jeg tænker; det er heldigt at man lige får det lidt fladere stykke med de lave trin til at varme op på. Det er ikke tilfældet. Starten går, der hvor trappen bliver stejl og der præcis er 500 højdemeter til slut.

Jeg tripper lidt. Jeg burde have varmet rigtigt op, men ingen omkring mig varmer op? For en gangs skyld laver jeg bare en serie dynamiske lægstræk og nogle få knæløft, hælspark og spark, mens de andre ser undrende på mig …(senere på dagen ser jeg topløbere varme rigtigt op ved at løbe op og ned på startområdet).

Jeg nøjes altså med 3 minutters lav-intensive underkropsbevægelser, der næsten ikke hæver pulsen. Jeg vil helst ikke tære på benenes kræfter og tænker, at jeg skal gå op ad det første stykke med måske 50-75 trin og det vil tælle lidt som opvarmning. Stik mod mine normer for grundig opvarmning er jeg til dette løb altså ikke ordentligt opvarmet …

Endelig med kun 10 minutter til start, får de første 10 starter lov til at komme op til selve startstedet. I løbet af 3 minutter starter jeg mit pulsur, Polar 430, for ikke at glemme det.

Så løber den italienske mand og tidtageren beder mig om at være klar. Man står ikke på startpladen, men ved siden af, så da starten går, skal man springe til siden og så op.

Man kan ikke forestille sig, hvor hårdt et sådant løb vil være. Man er måske lidt nysgerrig:
Personligt har jeg haft en blanding af spænding og frygt. Frygten var berettiget:

Det er ulideligt hård fysisk som mentalt.

Jeg jogger de første 200. trin, men så er min puls allerede på vej mod maksimum (løbspuls mellem 86-98 % af HFmax) og mine ben føles tunge. Jeg sætter farten ned.

Da jeg ser tallet 300 kan jeg næsten ikke klare tanken om yderligere 2400 trin. Jog bliver til gang og enkelte dobbelttrin.

Når jeg trappetræner hjemme, skifter jeg mellem at tage ture med et og to trin ad gangen, dobbelt trin. Og jeg havde en forventning om at gøre det samme her for hver 100 trin; det skulle være mit trumfkort. Det gik overhovedet ikke.

Normalt synes jeg, at dobbelt trin er nemt, men her var det som om, der overhovedet ikke var kræfter til store trin. For hver 100 trin (de første 1500 trin) tog jeg kun 10 dobbelt trin, så kunne benene ikke mere. Det er demotiverende at opleve.

Flere gange må jeg skubbe fra på benene med armene. Selv det giver ikke kraft nok.

Det eneste positive er, at jeg klarer det uden at kravle eller at trække mig op ved hjælp af wire eller tov til højre for trappen (som set i hænderne på andre løbere).

Pulsen hamrer hårdt i mit bryst, jeg gisper efter vejret og det er ligesom om hele min krop bare er en enorm dødvægt, der skal hives op med møje og besvær.

Jeg ser kun opad et par gange, fordi trappen virker endeløs.

Indtil nu har jeg næsten altid tænkt, når jeg har gået på trapper: Bare der var flere trin, for det er fedt at gå på trapper. Under løbet tænker jeg, at jeg nok aldrig mere vil trappe-træne (men man skal jo aldrig sige aldrig …).

Jeg ser bagud en gang, ret tidligt i løbet, for at se om der er andre på vej, så jeg skal flytte mig dem. Men de er længere nede, så de næste 2000 trin holder jeg blikket rettet stift mod trappen, for det er forstyrrende at dreje hovedet og se nedad; trappen syner meget stejl.

Utroligt nok er der mod forventning ingen, der ræser forbi mig i løbet af de første 2000 trin. Selvom der er forskudt start – de sidste starter over en time efter mig – havde jeg forventet at blive passeret en del gange.

I løbet af de sidste 400-500 trin, sker der noget. Før jeg når at se skyggen, bliver jeg pludselig overhalet inden om af en ung, slank italiener med ret meget fart på.

En official i nærheden råber højt, det virker som om han vil standse mig. Jeg bremser lidt op (fra langsom til slow motion), taber et par sekunder, og råber til ham, at jeg ikke blev varslet, og fortsætter trods hans fagter opad, ekstremt udmattet og nu oveni bekymret.

Ifølge reglerne skal man, når man overhales af hurtigere atleter, træde ud på et lille stykke stærkt skrånende beton, og holde sig fast ved hjælp af stålwiren. Det er jeg klar over.
Men den bagfrakommende havde ikke råbt og varslet mig, hun spurtede blot forbi. Alligevel er jeg resten af vejen op ret bekymret: Bliver de 2700 trin forgæves? Bliver jeg på grund af en fejl diskvalificeret? Det vil være typisk for mit sædvanlige held: Hvis jeg taber et stykke smørrebrød, lander det med pålægget nedad …

Med mindre end 100 trin tilbage hører jeg en gruppe bag mig råbe opmuntrende, så jeg regner ud, at en anden er lige i hælene på mig. Jeg drejer forsigtigt hovedet og den er god nok, der er en hurtigere løber på vej. Det betyder, at jeg må trække ud til venstre.

Den stejle, skrå betonside ser dog risikabel ud, så jeg forsøger at sætte farten lidt op (med 0,5 trin i minuttet), for med mellemrum er der store betonstykker som støtter rørene og jeg vil gerne nå et af dem og støtte på.

Faktisk når jeg at passere to af dem, og så er jeg nødt til at trække ud til siden og klamre mig til wiren, lige før jeg tror, at hun når mig, og må så vente til hun er forbi. Jeg mister nok 5-10 sekunder, men er ret ligeglad. Lige nu handler det kun om at overleve!

Endelig, endelig, endelig, de sidste trin op til pumpehuset og mållinjen.

Med mine sidste kræfter når jeg op på den sorte slutplade og en hjælper rækker mig hånden. Nu forstår jeg, hvorfor folk til mesterskaber smider sig ned, når de når målstregen: Jeg sætter mig udmattet ned lige efter målstregen og ser mat til, mens 2-3 andre når op lidt efter med 20-30 sekunders mellemrum.

Jeg kigger på mit pulsur. Jeg er glad for bare at have gennemført. Alligevel, nu da jeg er oppe, tænker jeg at tiden 33:00 (der virkede som en evighed) kunne have været bedre …
Jeg lader uret køre videre et par minutter, for at se restitutionspulsen. Så slukker jeg det.
Polar Flow graf viser seancen fra min begrænsede opvarmning til løb og stop (pulsdrop).

Så afmonterer jeg min chip fra skoen. Afleverer den.
Rejser mig op fra trappen og går ind i pumpehuset og ud på den anden side.

Her er der et bord med friske udskårne blodappelsiner, småkager, vand og te.
Jeg sveder meget og er ekstremt tørstig, så jeg drikker fire glas vand, et glas te, spiser en småkage og en blodappelsin.

Nu føler jeg mig egentlig helt o.k. igen. Benene er en smule matte, men jeg går af sted, 600 meter ad en smal skovsti, hen til shuttlebussen, som skal køre deltagerne tilbage ned til startområdet. Der går kun 10 minutter, så er den første bus fyldt med seks deltagere og vi kører nedad igennem hårnålesvingene, der passerer små vinmarker og idylliske huse.

Fra målområdet nær toppen er der i øvrigt også en stejl skovtrappe og sti ned, cirka 4 kilometer. Den har jeg dog ikke lyst til at benytte i dag.

Efter køreturen står jeg af og går over græsset, jeg vinker afværgende til Henrik, som er kommet ned fra broen for at møde mig. Jeg haster forbi ham og går målrettet hen mod løbsteltet for at afklare sagen omkring situationen på trappen.
Heldigvis bliver der smilet og gestikuleret beroligende: Den situation er ikke mit problem. Jeg kan nu lettet slappe af og modtage en omfavnelse fra Henrik.

Så tager han “nu er det vel overstået foto”.

Og et mere med trappen i baggrunden. Jeg tillader mig V-tegn i dagens anledning.

På den ene side vil jeg gerne blive og se resten af løbet. Især fordi en udvalgt gruppe eliteløbere starter sidst på dagen. På den anden side vil jeg også gerne slappe af og restituere. Så vi kører fra pladsen. Tager på hotellet.

Jeg spiser en proteinbar med 30 gram protein og drikker mere vand.
Jeg strækker lægmuskler, baglår og lår cirka 30-60 sekunder hver.

Så går vi i hotellets elegante spa. Jeg starter som vanligt i dampbad og går så i koldt bad (her er ingen kar, så det er koldt brusebad). Så går vi i boblebad. Det er blide bobler, så massageeffekten er begrænset, men det er meget behageligt. Til sidst går vi i sauna. Jeg tager to gange 15 minutter efterfulgt af 2 minutters kolde brusebade.
Normalt ville jeg tage flere runder. Men jeg vil gerne op og se slutningen af løbet og præmieoverrækkelsen.

Efter badet er jeg frisk, tager hurtigt tøj på og vi kører tilbage til trappen.
Præmieoverrækkelsen er fastsat til 18:30, men før da, er der forskellige taler, så klokken bliver omkring 18:50 før vinderne og 2’erne og 3’erne kommer på podiet.

Jeg fik ingen podieplads, men smiler alligevel stort. Jeg gennemførte og er nu iført min ‘finisher’ t-shirt. Because I’m worth it! Bag mig til venstre står Michele, der startede løbet.

Jeg ser, at løbere stimler sammen om bordet i løbsteltet, så jeg trækker nærmere og finder ud af, at listerne med løbstiderne allerede er udskrevet.

Jeg skæver ned på listen, for at se hvad det blev til.

Vinderne af årets løb blev hos mændene Hannes Perkmann, Italien, i tiden 14:10 og hos kvinderne Gisela Carrion Bertrain, Spanien, i tiden 17:25.

Forbløffet opdager jeg min egen tid:

25:34 minutter

Overraskende! Ikke just en fantomtid, men et par minutter bedre end mine seneste tider på trappemaskinen derhjemme (og den er ikke tilnærmelsesvis så grum som “trappen”).
Da jeg på toppen så på mit pulsur og fik øje på tiden 33 minutter havde jeg momentant glemt, at jeg jo havde startet det omkring 7 minutter før start!

49. plads ud af 79 startende kvinder

En stor overraskelse! Ikke imponerende, men ualmindeligt tilfredsstillende i forhold til min alder (middelalder!), den aktuelt begrænsede form og mangel på muligheder for specifik fortræning. Hele 30 kvinder og 82 mænd “uddistanceret” af en newcomer!
Faktisk ærgrer jeg mig nu lidt over at jeg ikke har holdt min tidligere (trappe) form vedlige og vægten nede, for hvad kunne det ikke have været blevet til …

Resultatet, som jeg vil betegne som en relativ succes, gennemført uden uheld og med en o.k. tid, tilskriver jeg ugentlig (omend begrænset) trappetræning, 5 km løb i de lokale Djursland bakker (5-10 % stigning over korte distancer) og hop træning på plyo box samt styrke- og coretræning samt en smule vilje til at gennemføre på trods.

Efter løbet og ceremonierne er slut omkring 19:15 tager vi tilbage til hotellet.

Klokken 20:00 spiser vi aftensmad på hotellets restaurant 1862 Ristorante della Posta.

Lokale Valtellina specialiteter. Efter afholdenhed de sidste tre uger nyder jeg et glas hvidvin til forretten, tre mini-pandekager om ost, og et glas rødvin til hovedretten, æsel stykker med brun sauce, og polenta. Som finale en dessert (kage, is og mousse) med nogle af verdens fineste pistacier fra Sicilien. Et dejligt måltid med fantastisk vin og uovertruffen, venlig service. En skøn afslutning på en meget speciel dag.

Klokken 22:00 er vi i seng og sover godt.

(Søn)dagen derpå

Retur-rejse-dag.

Næste morgen vågner jeg frisk og veloplagt. Jeg mærker intet til gårsdagens strabadser. Det skyldes sandsynligvis hurtige restitutionstiltag. Efterskrift: Der er heldigvis heller ingen DOMS, muskelømhed, dagen efter.

Vi spiser vores sidste morgenmad på hotellet klokken 7:00 og efter pakning er vi klar til at køre klokken 8:30. Turen går opad igennem Italien, Schweiz, Østrig, Tyskland og til sidst Danmark. Vi stopper for at tanke to gange i henholdsvis Schweiz og i Tyskland.

Og tager et stop fra cirka 19:15-20:00, hvor vi spiser på den lille restaurant Schweinske i Hamburg. Grilltallerken og øl samt spaghetti bolognese og vand. Så hurtigt tilbage i bilen og videre hjemad.

23:00 er vi hjemme igen og går straks i seng.


Hvorfor tog jeg, der ikke er eliteløber (faktisk heller ikke engang rigtig motionsløber), aktuelt kun i middel fitness form, ældre end de fleste i feltet, og uden konkurrence-gen, turen på 1415 kilometer, 15 timers køretur i bil fra Rønde til Valtellina, for at deltage i et løb, der beskrives som ekstremt, stejlt og risikabelt?

Jeg kan virkelig godt lide at gå på trapper, vel at mærke til hverdag og på rejser, hvor jeg går i mit eget tempo (som træning synes jeg, at det er hårdt).

Jeg var nysgerrig. Hvordan føles så mange trin?

Jeg var overmodig (min søster kaldte det ‘dumt’) og tænkte det ikke helt igennem.

Jeg ville gerne benytte lejligheden til at sætte fokus på trappegang som motion:

Trappeløb er en hård sport, mens trappegang er en eminent, funktionel motionsform, der forbedrer kroppens funktionsevne i hverdagen, forbedrer konditionen markant og nedsætter risikoen for sygdom og for tidlig død.
Trappegang kan næsten alle dyrke, endda frit og kvit, når som helst og hvor som helst, hvor der er en trappe. Man behøver ikke at være i form eller have særlige forudsætninger og der er ikke behov for udstyr.

Læs mere:

http://www.verticaltube.it/it

2 Comments »

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s