Skiløb, skiløb peak to peak: Whistler, Canada

Fascinerende sne og is skitur: Whistler Glacier Ice Cave

Af Marina Aagaard, MFT

Overjordisk spændende underjordiske oplevelser? Ikke kun børn er vilde med huler. Mange voksne er mindst lige så fascinerede af naturen under jordoverfladen. Undertegnede inklusive.

Whistler Glacier Ice Cave Canada Marina Aagaard blog travel rejsePacific Coach Whistler Shuttle Bus værtinden giver mig en Where Whistler turistbrochure i hånden. Jeg tager den, stikker den i tasken og tænker ikke mere på den.

På hotelværelset tager jeg den ud af tasken og lægger den på bordet som en mellemstation på vej til skraldespanden, fordi jeg skal ikke på sightseeing, jeg skal stå på ski. Min bedre halvdel Henrik åbner dog brochuren og slår tilfældigt op på en side med en hule …

Henrik er fyr og flamme for at komme afsted for at tage nogle hulebilleder og selv er jeg vild med huler af enhver art, så det er jeg med på.

Vi spørger i receptionen: Hvor er den hule? Svaret lyder: Man tager liftene op til toppen af Blackcomb bjerget, til gletscheren. Den sidste lift er en T-bar slæbelift med navnet Showcase, og fra den kan man løbe lige ned til hulen.

Hun får det til at lyde nemt og vi tjekker lige liftkortet. Jo, foruden nogle sorte ekspertpister er der en blå rute fra toppen af bjerget; det burde være lige til at gå til.

I tre dage holder vi øje med tavlerne, der viser, hvilke pister, der er åbne. Desværre er vejret ret ustadigt og veksler mellem kraftig vind på toppen, regnvejr, snevejr og tåge, så Showcase liften og andre top-lifter forbliver lukkede.

Whistler Glacier Ice Cave

Dårligt vejr. Altså ingen mulighed for en huletur.

Til sidst opgiver vi og tager i stedet over på Whistler bjerget og løber på ski. Op ad dagen på tredjedagen klarer det momentant op og så kan vi se, at Showcase T-bar liften til toppen af Blackcomb er åben.

I højest mulige hastighed – for os – skiløber vi hen til Peak2Peak gondolen og tager med den over på den anden side. Herfra løber vi ned ad Jersey Cream pisten. Ved Glacier Creek tager vi Glacier Express stole liften op. Så en lillebitte nedfart over til Showcase T-bar-liften og op, mens vi antager, at vi er tæt ved hulen.

Da vi er hoppet af T-liften bliver vi mødt af flere advarselsskilte og en Mountain Guide. Han fraråder os at fortsætte. En lavine har ødelagt pisten ned ad bjerget, så det er vanskeligt at stå på ski. Vi er ret forhippede på at se hulen, så fornuften er forduftet.
Han siger, at skiløb i dag kun er for eksperter, og spørger om vi er det?
Jeg siger med fast stemme (der dækker over en snigende tvivl), at vi er vant til at stå på ski … og så tramper vi forbi ham med skiene på skulderen.

Det er op ad bakke. I bogstaveligste forstand. Det lød som om, at der var en regular adgang til hulen lige ved toppen af liften. Desværre nej. Der er kun en stejl mørk bjergside, som er dækket af en skråning af sne. Der er ingen trappe, gelænder eller lignende. Men et par snowboarder vovehalse er på vej opad, så vi tramper opad i deres dybe fodspor. Da vi når toppen mødes vi af endnu et advarselsskilt:

Lavinerester, udfordrende skiløb, løb forsigtigt! Uha. Bjergguiden mente det nok alvorligt. Modet svigter næsten, men vi regner med, at nu må den hule da være lige rundt om hjørnet …

Da vi når op og rundt om hjørnet synker hjertet ned i livet. Der er ingen blå piste i syne og slet ingen hule. Tværtimod er der meget dårlig sigtbarhed, det hele går ud i et. Vi går på en snedrive på en afsats. Til højre er der snedriver og bjerg, til venstre ser vi ingen piste (der må være stejlt), kun tåge og sne langt nede.

Vi tåger rundt

Vi fortsætter i sporet af snowboarderne. Selvom der er trampet et spor, synke vi alligevel i næsten til knæene; det er meget vanskeligt at gå der.

Da vi har bevæget os et godt stykke henad, ser vi en skråning dækket af tyk ny sne. Udfordringen er, at det er diset, så det er vanskeligt at se strukturen i sneen og det er ukendt terræn … og hvor er den hule?!

Endnu et par snowboardere er kommet til og vi spørger dem. De tre kigger spørgende på os, mens den sidste forklarer, at vi skal nedad ad den blå piste, venstre rundt om bjerget og så kommer der ret hurtigt en middelstor sten på pisten, umiddelbart efter (eller før?) den skal vi skarpt til højre.

Jeg kigger nu bagud ad den vej vi er kommet og ser længere nede nogle blå pletter, den nævnte piste (de blå pister svarer til europæiske blå eller røde, denne starter rødligt).

Nu stopper fotograferingen midlertidigt og der er fuld koncentration omkring sne og ski!

Vi samler mod og glider ud over kanten, nedad i den dybe sne (vi har allround ski på, men det ville nok have været bedre med rigtige brede off-piste ski her). Det bliver verdens største og mest forsigtige slalomkurve ned mod bunden af skrænten til pisten.

Herfra kører vi videre og det går lidt lettere. Vi kommer til stenen, men kan ikke umiddelbart se noget, så vi kører lidt videre. Da vi kigger skråt bagud ser vi hulemundingen bag os.

Vi er kørt måske 250 meter for langt. Vi standser, vender skiene og stager os halvdelen af vejen tilbage mod hulen. Sneen bliver meget dyb og vi er i tvivl om vi kan stå på ski derhen, ergo tager vi skiene af og begynder at gå igennem sneen i skistøvler: En kæmpe fejltagelse. Vi synker dybt ned for hvert trin og det er en anstrengende, langvarig gåtur.

Ishulen

Men det er anstrengelserne værd. Den blanke, blå gletscher-is lyser op midt i kæmpestore driver af sne. Efter en lille kravletur opad en stor drive, der næsten dækker huleindgangen, kan vi se ind i hulen.

Vi kravler ned i den og kigger nu op i huleloftet og ud af hulen. Et fantastisk syn … men ikke helt ligesom på brochuren på hotellet. Denne hule ser noget mindre ud.

Det kan skyldes en af to ting: Gletscherhulen og huleindgangen skifter udseende fra år til år og i løbet af sæsonen. Og: Der er flere ishuler i staten: Man kan komme på guidede ture med helikopter eller snescooter.

Efter at vi har beundret hulen i en rum tid, er det tid til at begive sig nedad, mens det er lyst. Det er stadig ret tåget og vi har lavineområdet foran os.

Lavineområdet

Efter at have trasket tilbage gennem sneen til stedet, hvor vi stillede skiene, er vi godt møre, så vi kører ekstra forsigtigt nedad. Turen er ikke helt så slemt som ventet, men da vi runder et hjørne, mødes vi af et voldsomt syn. Det drejer sig ikke kun om sten og træstykker på pisten.

Foran os er der ikke længere en piste, men i stedet en stor tange af sne, is, sten- og træstykker, så vi bevæger os op og ned i en bølgedal af snebunker.
Jeg fotograferer ikke her, da jeg er koncentreret om at manøvrere igennem forhindringerne.
Foto herunder viser yderst til venstre en lille del af lavinen, set bagud over skulderen.

Heldigvis er det ‘rodede’ område ikke så stort og resten af turen er til at overskue.
En lidt smal blå piste, men sneen er fast og blød, så det går rimeligt fint med korte sving.
Og da vi er næsten nede, bryder solen frem for første gang i dag. Dejligt.

En udfordrende tur, men: Havde vejret været bedre, bedre sigtbarhed, mindre snefald og ingen lavine lige forinden – så der havde været en synlig piste – så var turen absolut overkommelig for de fleste middeløvede skiløbere. En anbefalet oplevelse i godt vejr.

Vel nede. Nu er det tid til en stor kop chokolade med flødeskum!

Følg min Blog HER og Instagram HER

2 kommentarer

  • Pia

    Igen, rigtig flotte billeder – hvor må det have været en stor oplevelse med den hule!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Pia,
      Tusind tak for din søde billedkommentar, fotografen er denne gang min mand. Ja, det var rigtig spændende, også selvom denne hule ikke er så stor som den ser ud på billedet. En stor hvælving, men ikke så dyb, gletcher isen var dog superflot (jeg er ret vild med sne og is)) 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skiløb, skiløb peak to peak: Whistler, Canada