Afstressning? Træningsinspiration: The Unwinderator

F*** dig, din fede so! Er du for fed eller for sølle?

Af Marina Aagaard, MFT

Hva’be’har’???
Hører jeg rigtigt?

På vejen, mens jeg kører bil, hørte i tilfældigt DR P3 (2017.11.02) og hører en kvinde sige, at en fremmed ung mand har råbt: “Fuck dig, din fede so!” til hende, da hun kommer cyklende. Hun fortæller videre, at mindst en gang om måneden bliver hun overfuset på gaden af vildt fremmede mennesker, der kommenterer hendes udseende. Det lyder helt surrealistisk.

Fede so sprog kropskultur bodyshaming mobning Marina Aagaard blog fitness

Fede so?

Jeg hører lidt mere af programmet, der har besøg af journalist – og kropsaktivist – Ida Rud, en 35-årig kvinde, som vejer omkring 100 kilo. Hun fortæller om sit liv og sin hverdag i DR3 tv-serien Tykke Ida.
Den har jeg ikke set, så i dag kigger jeg på nettet og ser DR Lev Nu artiklen: Ida skammede sig over at veje 100 kilo – i dag er hun et forbillede for andre kvinder. 

Stor respekt for Ida (der er utroligt smuk, så hele historien er ubegribelig) som er stået frem med sin historie og næsten-nøgen-billeder på tv og de sociale medier, for at hjælpe andre piger og kvinder.
Det triste er, at Ida i tiden efter 12-års alderen har tænkt, at hun var den “klammeste og allermest ensomme i verden” og først da faren dør, tænker hun, at “livet er for kort” … til at gå og hade sig selv og vente på at blive tynd.

Jeg bliver igen trist over, at 1) noget menneske kan tænke sådan om sig selv, 2) nogen føler sig ensomme – i en verden med 7,44 mia. mennesker, og 3) der i samfundet findes mennesker, der ter sig som umennesker; er alt andet end “fede”, og har så lavt selvværd, at de opfører sig så sølle overfor sine medmennesker.

Og tænker tre ting:

Alle M/K/I bør være glade for sig selv og for livet

Hvordan kommer det dertil, at Ida og så mange andre piger og kvinder – tykke som tynde – tænker, at jeg er ikke god eller slank nok? Det er en monumental tankefejl, der ikke hører nogen steder hjemme.

Skyldes den tankefejl gener, opvækst, opdragelse, (manglende) rollemodeller, omverden?
Den sidste er vi alle del af, så man kan måske tænke lidt over de signaler, man (u)bevidst sender til andre.

I alle tilfælde er det vigtigt at sprede budskabet til store og små, tykke og tynde, at hjernen er magtfuld og har det klart bedst med positivitet: Fortæller man sig selv, at man ikke er god nok, kan det blive ‘sandheden’. Omvendt kan man sige: Jeg er god nok (for det er man jo) og så bliver det ens historie.

Tal nu ordentligt

Din so? Selv er jeg vild med grise, ikke som bacon, men fordi de er sjove, søde dyr – men det var vist ikke det, ham den stakkels råbende fyr med lavt selvværd tænkte.

Jeg citerer en populær telefonselskab kampagne: Tal Ordentligt

Positiv tale (tænkning) er sundt. Tal ordentligt; til dig/mig selv og til alle omkring dig/mig. Det bliver dagen og verden bedre af. Det er utroligt lidt, der skal til.
Positive, venlige ord avler virkelig glæde og velvære.

“Hej”, “Godt”, “Tak”.

Filosoffen Wittgenstein sagde helt genialt:

“Die Grenzen meiner Sprache bedeuten die Grenzen meiner Welt.”

Mit sprog er min verdens grænse. Det kan man vist godt indirekte oversætte til, at har man ikke noget godt at sige (om andre), så definerer det nogenlunde ens verden; trist og negativ.

Det bør enhver huske på, hvis nogen mobber. Det er jo staklinge, der har det svært, og det er egentlig mest synd for dem selv. Alligevel håber jeg, at alle mobbere kommer under behandling, så de ikke ødelægger mere for sig selv og andre. Fedt, at Ida havde overskud til at sende luftkys til en af de råbende ignoranter.

Er en fed krop fed?

For mig er en ‘fed’ krop, én, der er til og kan det, man vil: Hoved (og hals), arme og ben bevæger sig, er sund, rask, har dynamisk holdning og energi, fysisk og mentalt overskud …

For nogle år siden fortalte en videnskabelig rapport, at hvis man er buttet, kan det være direkte usundt at forsøge at slanke sig. Derfor er det på tide at droppe det hysteriske slankefokus …
en slanke-tanke mani, der delvist drives frem af hæmningsløs photoshopping, så magasin billeder og SoMe fotos er uvirkeligt langt fra virkeligheden. Det narrer vel efterhånden de færreste, alligevel lader mange sig påvirke.

Form norm?

På den ene side er det positivt og væsentligt, at der efterhånden er øget fokus på, at forskelligt udseende kroppe (også overvægtige) er almindelige, naturlige, og smukke.

På den anden side må fedme ikke blive normen. Alle bør være glade for deres krop, og har man normalvægt eller er let buttet, bør man være rigtig glad for det, MEN er man til gengæld kraftigt overvægtig, bør man passe på sig selv og nok forsøge at undgå, at vægten stiger yderligere:

  • Være glad(ere) for sig selv, sin krop og livet – negative tanker øger stress og gavner ingen/intet.
  • Ikke gå på slankekur (for de fleste ender det dårligt); spise almindeligt fornuftigt og med nydelse.
  • Være fysisk aktiv, ikke for at tabe sig, men for at ha’ det godt/få det bedre og forblive rask og rørig.

Federe formgivning

Det sidste fremhæver jeg igen, igen, fordi jeg – ud fra litteratur og utallige fortællinger samt kunders og egne erfaringer – ved at overflødige kilo hæmmer én fysisk – det slider på kroppen og gør dagligdag, fritid og idræt vanskeligere – og det værste: Overvægt og fedme kan med tiden medføre en række sygdomme.

Man bør/behøver ikke at træne for at slanke sig.
Man skal bare bevæge sig mere og sjovere,
så får man det bedre på alle måder og for det
meste taber man sig ad den vej næsten automatisk. 

Behandl derfor krop (og sind) positivt – bevæg dig, bevar dig – så hylster og humør holder.

Rigtig god weekend og god træningslyst.


Jeg hørte i øvrigt lige før jeg måtte slukke bil og radio en kommentar, om at overvægtige får negative kommentarer i fitnesscenteret? Det har jeg heldigvis aldrig oplevet i de fitnesscentre, hvor jeg er kommet:
Der har kun været opbakning til og respekt for enhver – uanset kropsstørrelse – der motionerer.

Følg min Blog HER og Instagram HER

2 kommentarer

  • Keith von Spiegel

    Ich habe die erste Serie von/über Ida gesehen und sie hat mich tief bewegt. Eine tolle, mutige, intelligente Frau. Du bleibst nicht allein, du nicht!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Afstressning? Træningsinspiration: The Unwinderator