Dobbelt så gode træningsresultater? Kend tricks og lav disse tests

Min dagbog 6. september 2017

Af Marina Aagaard, MFT

Del din dag. Som del af Nationalmuseets antropologiske projekt om danskernes hverdag skriver jeg også ligesom mange andre dagbog onsdag den 6. september 2017 og uploader den til natmus.

Min dagbog 6. september Marina Aagaard blog

At skrive dagbog er ikke helt uvant. Af tidnød har jeg aldrig skrevet en “rigtig” dagbog, men jeg har så længe, jeg kan huske, lavet kalendernotater om både små og store begivenheder. Til daglig skriver jeg aftaler, aktiviteter og ideer ned i min sorte Mayland Diplomatkalender, der ligger slået op på mit sorte hævesænke-skrivebord. Så jeg skriver også i dag. Ekstra detaljeret i dagens anledning.

Min dagbog 6. september

Tidlig morgen

05:00 Bip, bip, bip, bip, bip, bip, bip, bip, bip, bip, bip. I dag bipper vækkeure, i gamle dage ringede de. Da min hørelse aldrig har været supergod, kan det radiostyrede vækkeur bippe flere gange, før jeg registrerer det.
Vækkeuret står på en antik mahogni kommode, der står bag stål-sengen, i soveværelset, der går ud i et med et åbent badeværelse med fritstående spa-badekar, brusekabine, toilet og bidet. Åbent badeværelse var specielt da vi fik det, men er nu mere almindeligt.

Vækkeuret får lige et puf i dag. Tidligere, da jeg 2-3 gange om ugen fast arbejdede og mødte kl. 07.30 i Aalborg 125 kilometer væk, ringede uret 04:30 og da brugte jeg ikke snooze funktionen, men i den senere tid er det sket af og til, når tiden har været til det. Dog sjældent senere end 6.00, for jeg er A-menneske og elsker at komme tidligt i gang.
Også nu i dag, selvom jeg først møder lidt før 9.00 i fitnessdk, Viby J, ved Aarhus.

05:08 Op. I brusebad – hvor jeg børster tænder, vasker hår, ansigt og krop. Så tørring og hårtørring med en lille, grå Clairol hårtørrer, som jeg fik af min søster for 17 år siden. Mange gamle ting i husholdningen holder endnu, mens de nye ret hurtigt går i stykker ?

Så påklædning; i dag fra inderst til yderst og top til tå i dansk Purelime træningstøj, alt er sort svedtransporterende kunststof undtagen de hvide træningssokker, og hvide Asics løbesko; antrækket skyldes, at jeg er instruktør og træner en stor del af dagen (i dag).

På venstre håndled monterer jeg det finske beklædnings-islæt: Min sorte Polar 370 fitnesstracker, kombineret ur, pulsmåler og aktivitetsmåler inklusive skridttælling – i stedet for mit almindelige Sektor sportsur med stållænke, som jeg nu sjældnere bærer.

Så minimal make-up: Dagcreme, fra hele Danmarks humørspreder, kosmetikproducenten og tv-stjernen Ole Henriksen (der solgte sit kosmetikfirma), løs, lys beige pudder fra Clinique og vandfast sort mascara fra Lancome. En kort proces på cirka 2 minutter.

Drikker to glas vand, fordi vandglasset står der fra i går. Ellers stikker jeg typisk hovedet ind under vandhanen og drikker løs; det kan man jo heldigvis i Danmark og det lokale Ugelbølle Vand smager godt og er min favoritdrik ? foruden kaffe, grøn te og vin.

05:30 Går nedenunder i køkken-alrummet med kombineret kogeø og køkkenbord. Laver en stor kop sort kaffe i den indbyggede Siemens kaffemaskine, der maler bønner, for det meste 100 % arabica bønner, økologiske og fairtrade.

Vi har i mange år, allerede inden det blev så udbredt som det heldigvis er blevet nu, købt økologiske mælkeprodukter og æg, og køber nu så meget som muligt økologisk, når det giver mening og er økonomisk rimeligt. Smagen er for det meste betydeligt bedre og jeg vil gerne gøre så meget som jeg kan for miljø og dyrevelfærd.

Koger vand i kogekanden, der ellers står gemt i køkkenskabet. Det kogte vand skal fortynde kaffen lidt og fylde op i Bodum kæmpekruset, der rummer hele 300 ml. Jeg drikker normalt tre store kopper kaffe før frokost, hvorefter jeg går over til grøn te af forskellig art.

06:00 Omkring klokken 6, lidt før eller efter, hvis jeg ikke allerede er kørt, sætter jeg mig de fleste dage ved computeren og skriver et blogindlæg. Det tager cirka ½ time, andre gange mange timer, hvis der skal læses op på noget og referencer skal tjekkes.

Lægger så blogindlæg op og tjekker mails: Der kommer af og til private eller kunde mails om aftenen eller amerikanske nyhedsbreve i løbet af natten.

Nogle dage går jeg morgentur med vores alaskan malamute / schæferhund Rex, fulde navn T-Rex Aagaard (på grund af T-aftegning på bryst og temperament som hvalp),
fra ½-1 time, men for det meste gør Henrik det, fordi jeg ofte skal køre tidligt til morgentræning. I dag går Henrik med Rex, mens jeg sidder ved pc’en … hov, nu mindede jeg lige mig selv om igen at komme op at stå ved hæve-sænkebordet; det er sundere.

Morgen

07:00 Spiser morgenmad, hvilket for madglade mig er en god start på dagen. Typisk kogte æg ? eller omelet i weekenden ? rugbrød og tomat eller havregrød med banan, mandler og rosiner, men i dag, fordi nu skal det alligevel gå lidt hurtigt; Thise økologisk yoghurt naturel 0,1 % med müsli. Müslien varierer jeg løbende, for det meste økologisk granola, crüsli (ikke så sundt) eller havregrynsmüsli som i dag, Belsø’s; en müsli jeg også spiste for 25 år siden. Dertil en banan og et æble.

Selvom det er en uskik: Samtidig med morgenmaden læser jeg ofte enten JP, Jyllands-Posten, eller ser TV2 News i 20-30 minutter. Men i dag er der stille og spisning på 15 korte minutter. Efter morgenmaden går jeg retur til pc og skriver noter til morgendagens foredrag om motivation for Rønde gymnasium og weekendens DGI workshop i funktionel træning.

08:00 Lige før jeg går ned til bilen laver jeg en kørekop: En kop kaffe med kogt vand i en Bodum metal termokop med kaffefarvet plastlåg. Tager så (pc) taske med telefon, pung, papir, penne og kamera over skulderen.

Bilen holder i kælderen i en lukket garage; en efterhånden meget gammel, men dejlig sølvgrå Audi A8, 4,2, med slidt, sort læderindtræk. Bilen står ved siden af firmabilen på gule plader; en godt brugt, sort Range Rover Sport til mudderkørsel på byggepladser.

Det er et dilemma; vi er begge glade for naturen og forsøger at passe bedst muligt på den og miljøet, men vi er også meget glade for biler – har begge kørt langt over en million kilometer på arbejde og ferie – og nyder benzin- og dieselmotorers brummen, indtil det nok snart er forbi, når de lydløse el-biler kører længere på en opladning. 

Træningsudstyret, sjippetove, træningselastikker, bolde, markeringskegler og andet som jeg skal bruge til træning i eftermiddag, har jeg allerede i går pakket i en kæmpestor plastikbærepose – fra Citti Markt i Flensburg, hvor vi handler når vi alligevel er i Tyskland, på vej til skiferie i Italien, til Hamburg lufthavn, hvorfra vi har fløjet 3-4 gange, eller besøg hos venner i Hamburg eller Bremen – og lagt i bagagerum sammen med to kettlebells.

Jeg sætter mig i bilen, sætter kørekoppen på plads, tænder for DR P3, og kører af sted, cirka en halv time på landevej, motorvej og ringvej, mens jeg hører Radioavisen, nyhederne. P3 morgenmusikken er tit ret mainstream pop, så det slukker jeg ofte for og kører enten i stilhed eller hører rock eller techno (denne bil har stadig 10 CD-afspiller i stedet for stik til smartphone) eller af og til DR P1 interviews og fakta-udsendelser.

Parkerer i parkeringskælderen. Bagest i kælderen, hvor fitnesscenteret fitnessdk har pladser. til personale.

Formiddag

09.00-11.00 Underviser i holdtræning i holdsalen: Dance, 1 time blandet, enkel fitness dansetræning til Safri Duo trommemusik. Quick core, mave-lænderyg-træning, ½ t. Uden musik; fordi vi er i et hjørne af styrketrænings-salen. Her træner vi også Mobility, dynamisk og statisk stræk træning, ½ t, uden musik.

Som altid entusiastiske deltagere, mange har trænet i over 20 år: Vi hilser på hinanden, jeg kender de fastes navne, og snakker om vind og vejr ? og ferier; hvem har været hvor. Man bliver næsten altid i godt humør af holdtræning: Musik og glade mennesker.

11.00-12.30 Personlig træning: Min mor og far kommer til som vanligt til træning onsdag middag: Jeg er indpisker – for en sikkerheds skyld, så de ikke får lyst til at blive hjemme i stedet. Opvarmning på kondicykler, så styrketræning i maskiner og med frie vægte og kropsvægt. Til sidst lette stræk. Cirka 1½ time; der skal være tid til snak!

Middag

12.30 Jeg spiser frokost i fitnesscenterets personalekøkken. Ikke noget at prale af for en sundhedsvejleder, men det glippede med madpakkesmøringen, så det blev til: 1 æble (hjemmefra), 1 banan og 2 müsli-boller og en gulerodssmoothie nede fra bageren!
Der er alt for lidt protein, så det må jeg rette nogenlunde op på senere …

Både i køkkenet, og uden for køkkenet, i cafe-hjørnet, går snakken livligt, både personale og medlemmer (kunder) kender hinanden godt ? de fleste ses en til flere gange ugentligt i fitnesscenteret og der er en indbydende og positiv stemning.

Eftermiddag

13.00-14.00 Er jeg i køkken eller i træningssalen: Forbereder program og musik til eftermiddagens træning. Det skulle have været udendørs; udstyr og program var klart, men det har regnet det meste af dagen, så nu er det efter en sms-besked rykket indendørs til en kantine i kælderen i den bygning, hvor firmaet, jeg træner, holder til. Nu udformer jeg et andet program og med musik til som jeg finder i musik-biblioteket på min nye iPhone 7 telefon med et 4-5 år gammelt skærmbillede fra en DJ Tiësto koncert.

14.00- Kører fra Viby-Centeret og træningscenteret fitnessdk – i tæt eftermiddagstrafik op ad Ringvejen i Aarhus – op til nordbyen og Incuba bygningen, hvor Aarhus Universitet og forskellige it-virksomheder holder til.
Jeg parkerer udenfor på gaden og går inden for, går i kælder-kantinen og gør musikken klar; den overføres trådløst via bluetooth teknologi til en lille boks med højtaler.

   

15.00-15.45 Træning med et lillebitte hold med stor energi. Træningen består af opvarmning med dynamiske strækøvelser, muskeltræning for ben, overkrop og krop (core) blandet med enkelte pulsøvelser.

Al dagens musik er af Yello, tysk elektronisk musik, som har været brugt i utallige tv-programmer – og gymnastikopvisninger. Specielt, spændende og karakteristisk. Jeg har før, især i 1990?erne, brugt deres musik til opvisninger i aerobic shows til DR TV.

16.00- Kører hjemad. Efter bestilling fra min mand, der er husets kok og ellers næsten alle dage laver god mad fra bunden eller af rester, henter jeg i dag take-away mad fra en lille deli, Things, på vejen. På menuen er der blandt andet krydret kylling, Chicken Masala, med ris og grøntsager. Det bliver til to gange af det; den lette løsning i dag.

17.00- Hjemme. Henrik er ude til møde og lidt forsinket, så jeg tager imod en fotograf-ven, der skal hjælpe Henrik med at sætte lys op til en portrætfotografering senere i aften; vi er begge glade for at fotografere og Henrik bruger ekstra megen tid på det og billedbehandling og er efterhånden semi-professionel; har haft et par jobs og udstillinger.
Fotograf-vennen og hans kone har rejst meget, så han spørger rejseinteresseret til vores nylige tur til Colombia. Jeg har egentlig ikke tid, men bliver hængende og snakker om det.

Aften

18.00- Sætter de to plastbakker ind i den indbyggede Siemens ovn: 20 minutter på 180 grader. Går tilbage ind til pc?en og arbejder videre på foredragsmateriale; finder anden og bedre grafik, egne billeder og gratis clip art fra diverse fotodatabaser, til præsentationen.

18.30-19.00 Spiser vi aftensmad ved spisebordet. Aftensmadstid er en hyggestund med tid til snak om dagens aktiviteter, men også jævnligt – selvom det ikke er synderligt mindfulness orienteret – til DR nyhederne på B&O-tv’et på væggen.

I denne uge har det drejet sig om den groteske historie om den kendte opfinder raket-Madsen, der for nylig sejlede den svenske journalist Kim Wall ud i sin ubåd. Efter et par dage sank hans ubåd og han blev reddet i land ? alene. Kort tid efter blev Kim Walls torso, kun torso, fundet ved Køge Bugt. Det meste af Danmark følger vist med i historien og de fleste håber nok, at sandheden kommer frem.
Heller ikke ellers er nyhederne særligt opmuntrende for tiden med stormagternes raslen med sablerne (og atomvåben). Som om naturkatastrofer på grund af klimaforandringer ? 
i disse dage ødelæggende orkaner ? ikke var nok?

19.00-20.30 Jeg går ind på mit kontor til computeren for at forberede mig til et DR Lev Nu (DR hjemmeside) telefoninterview senere i aften; om træning for overvægtige børn
(cirka halvdelen af danskerne er nu overvægtige og desværre også mange børn):

Hvad skal der til for at tabe sig? Hvilke idrætsgrene taber man sig mest ved? Hvordan regner man energiforbruget ud? Hvilken træning er den bedste for overvægtige børn?
Interviewet udskydes i sidste øjeblik via sms til i morgen, men så er forarbejdet gjort.

Jeg har idræts- og træningslitteratur (plus skønlitteratur og rejsebøger) fordelt i reoler i flere af husets rum; kontor, gang, galleri, køkken, konferencerum, kopirum og arkivrum, og finder som vanligt et par bøger frem for at forberede mig, blandt andre ACSM’s Guidelines for Exercise Testing and Prescription. Og kommer også i tanke om at google (!) ekstra kilder og et par artikler, hvori jeg allerede har oversat eller samlet nogle af informationerne.

20.30-21.00 Ofte gå vi tur alle tre, Henrik, Rex (foto) og jeg, nede ved den lokale Ugelbølle Strand, cirka 2½ km væk (så vi kører derned), men ikke i dag. I dag går jeg alene tur med Rex i skumringen i regnvejr, meget typisk dansk vejr, men ikke noget der generer mig.

En halv time; det er en alt for kort gåtur til så stor – 50 kg – og energisk en hund, så jeg har rigtig dårlig samvittighed, men vil gerne forberede mig lidt mere til mit foredrag i morgen tidlig. I det mindste er det en god gåtur i det grønne, Rex snuser energisk rundt på stierne på den lokale golfbane, vores nabo. Der er meget kuperet, små søer og mange små træer og frugttræer, fordi der har været frugtplantage tidligere; det er ret idyllisk.

Sen aften

21.00-22.00 Hjemme igen til aftenarbejde. Det bliver tit sent; nok 40-60 timers arbejdsuge; sådan er livet også som selvstændig (arbejdsnarkoman); hvilket har jeg været siden 1991.

Her i aften lægger jeg sidste hånd på mine power point slides. De var egentlig klar, men som sædvanlig bytter jeg rundt, tilføjer lidt og trækker lidt fra. Og gør det så igen. Da jeg synes, nu kan det være nok, slukker jeg for computeren. Men så griber jeg lige telefonen for at lægge et billede op på Instagram.

22.00 Går i seng. Og ganske uacceptabelt sundheds- og præstationsmæssigt set – fordi lys forstyrrer søvnen: Vi har fjernsyn i soveværelset og ser igen fjernsyn fra sengen. Vi har ellers netop fjernet de hvide lamelgardiner og erstattet dem med sorte mørklægnings-gardiner for at sikre mørke i sommermånederne; sundhed og søvn er oppe i tiden.
I dag ser vi en halv time af en rigtig gammel James Bond Film med Sean Connory: Goldfinger.
Vi har dog set alle 007-film gennem tiden, så vi ved, hvad der sker ?

Så vi slukker sengelampen og tv’et omkring 22.30 efter en ret almindelig dag.

Altså efter at jeg har afmonteret min fitnesstracker, som viste dagens tal:
166 % af forventet aktivitet og 14.460 skridt. Og ingen advarsler (for at sidde for længe!).
Pulsudsving fra 40 (hvilepuls) til 166 (90-100 % træningspulszone) pulsslag i løbet af dagen.

Følg min Blog HER og Instagram HER

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dobbelt så gode træningsresultater? Kend tricks og lav disse tests