Af Marina Aagaard, MFT

Så er du også selv ude om det!

Så kontant blev det sagt.

Pinligt

For 2½ års tid siden var jeg på et kursus. Vi sad omkring bordet og skulle installere en app. Det lykkedes for alle andre, men jeg kunne ikke få det til at fungere trods adskillige forsøg og forslag fra de andre kursister.

Til sidst spurgte en it-kyndig ved bordet “hvilken mobiltelefon har du da?”
Jeg svarede “en iPhone 3”. Det udløste svaret “Så er du også selv ude om det!”
Udtalt med vantro og et ansigtsudtryk; “er det muligt at ha’ så gammel en mobil?”

Der var godt nok yngre personer, der ind imellem havde kigget på min telefon og sagt “Neeeeeej, er det virkelig en 3’er???” Jeg tog det som tegn på, at de var imponerede over, at det var lykkedes mig – som en i de få i vennekredsen – at holde min mobil i live:
Ikke tabe den i toilettet, ikke vaske den i vaskemaskinen og ikke tabe den på gulvet, hvilket for alle venners iPhones havde medført den sikre mobil-død.

Den dag på kurset stod det mig med et lysende klart, at der var slet ingen, der var imponerede over, at jeg både er sparsommelig og omhyggelig med at passe på mine apparater. Tværtimod havde der været tale om overraskelse og medlidenhed:
En teknologisk tilbagestående tåbe/taber.

Lidt bagefter

Min første mobiltelefon var en Ericsson GH 337 som jeg fik midt i 90’erne. Længe efter at alle andre havde fået deres. Jeg er ikke teknologi-forskrækket, men skal lige se ting an. Den fungerede perfekt. Den havde blandt andet antenne og jeg har ikke siden haft så god forbindelse i en mobiltelefon eller så god holdbarhed.

Efter den fulgte en Ericsson T28s. En af de mindste mobiltelefoner – efter den tid blev de bare større og større igen, men dengang havde man en lillebitte telefon med tydeligt signal, lang batterilevetid og super modstandskraft: “Tabt på gulvet”? “Ingen problem.” 

Sidst i 90’erne og omkring 00’erne var det slut med antenner og modtagelsen blev straks dårligere, men der kom flere faciliteter og dem ville man jo gerne have. Min næste mobil var en Nokia 3210 (lanceret i 1999, min fik jeg langt senere) – finsk kvalitet; en fin telefon.

Den næste mobiltelefon jeg fik, var min mands aflagte – og eftertragtede – Nokia 8810. En superflot, mindre, sølvfarvet sag. Den fungerede godt, men batterilevetiden var (blevet) kort, så jeg brugte den ikke ret meget … for i 00’erne og frem til 2010 brugte mange voksne – inklusive undertegnede – stadig fastnettelefon en relativt stor del af tiden.


Den første iPhone, iPhone 1, blev lanceret i USA i 2007, men i Danmark fik Apple fans først adgang til iPhone 3 fra 2008. Personligt havde jeg ingen intentioner om at udskifte min Nokia.

Men. Cirka 2010 brød jeg sammen og købte en 3’er efter års hjernevask af Trænerakademi elever, som hævdede, at jeg blev nødt til at have en iPhone, fordi det var så smart med musikbibliotek/iTunes, der kunne erstatte min store transportkasse med musik-CD’er!

Denne flotte, flade mobiltelefon – med ringere forbindelse og batterilevetid end mine tidligere mobiler – havde jeg i (for Apple fans) ualmindeligt mange år. Trods det, at jeg tabte den fem gange, skete der intet med glas … 

Og det lykkedes mig at beholde den: En dag ringede min mands mobil: “Hallo, kan det passe at din kone har tabt sin mobiltelefon (det havde jeg ikke opdaget). Min søn fandt den på stranden mellem stenene.” Sådan en dag tænker man – der ellers mest er uheldig: Det er da utroligt heldigt og meget betænksomt og ærligt af sønnen.

Trods ydmygelsen på det før nævnte kursus, fortsatte jeg faktisk med min 3’er et stykke tid endnu – trods de manglende apps fungerede den jo fint. Jeg forsøgte at holde den gående ved at installere de opdateringer, der nu kom hen ad vejen. Desværre var det til sidst ikke længere muligt at opdatere til tidssvarende programmer.

Presset

Nødtvunget – også fordi jeg som foto-fan rigtig gerne ville på Instagram, hvilket ikke var muligt med 3’eren – måtte jeg bide i græsset og købe en iPhone 6 (lanceret i 2014), mindst et år efter at Apple-afhængige havde købt deres 6’er.

iPhone_3_og_6_mobiltelefon_Marina_Aagaard_blog

Eftersom mobiler i tiltagende grad også købes for kalender-, video- og kamerafunktionen m.m., faldt valget på en 6 Plus med stor skærm. En flot telefon, men nu så stor, at den ikke længere er lige til at putte i kvinde-jakkelommer, men kræver taske – og hverken batterilevetid eller modtagelse er i top.

Til gengæld har jeg været utroligt glad for musikbibliotek- og kamera- og videofunktionen. Den telefon kunne jeg have haft i årevis – til venners latter – havde det ikke været for to uheld, det ene fatalt.

I 2016, efter et år med telefonen, var jeg ude at gå tur med min søde, superstærke slædehund-schæfer T-Rex Aagaard. Vi var forbundet med et løbebælte som jeg havde om livet. Undervejs på gåturen fotograferede jeg med både kamera og mobiltelefon som lå i lommen.

Mens jeg var optaget af at trykke af på udløserknappen, ser T-Rex pludselig en lille hund bag mig og sætter af sted over stok og sten. Jeg når ikke at reagere og bliver revet omkuld og trukket 10 meter hen ad asfalten før Rex stopper ved målet for hans interesse. I mellemtiden er mit kamera blevet slået i stykker og pudsigt nok er også kameraglasset (objektivet) på mobiltelefonen blevet knust!

Jeg forsøger efterfølgende at slippe for at betale 2200 DKK for at skifte hele bagpladen, som alle anbefaler. I stedet betaler jeg en af de utallige iPhone reparationsbutikker (!) 880 DKK for at skifte bare det lille kameraglas. Det virker naturligvis ikke; længe er alle billeder slørede i hele den ene side og til sidst falder glasset af. De penge var ikke særlig godt givet ud, men jeg lever med elendigheden … går det, så går det.

Knust

For nylig er jeg til koncert. Hopper og danser. Ingen problem. Sidst på aftenen bøjer jeg mig frem for at samle noget op, som en har tabt. Crash! Ud af bukselommen falder min telefon aka mit kamera aka min kalender aka mit musikbibliotek: Hele forsiden af telefonen knuses i et sirligt mønster, som afgiver bittesmå glassplinter, når man sætter fingrene på. Det blev 6’ens endelige endeligt.

Knust_iPhone_6_mobiltelefon_Marina_Aagaard_blog

Skulle man tro. Men sparsommelig som jeg er – og langmodig som jeg kan være (samlet reparationspris er mindst 3500 DKK) – putter jeg mobiltelefonen i en plastikpose og bruger den fortsat i et par uger. Det går, men er ikke særlig praktisk – det tager blandt andet lang tid at få fumlet sig frem til ‘besvar opkald’ knappen!

Min egen telefon …

Til sidst bliver det nok for min mand, Henrik, som siden mobiltelefonernes fremkomst næsten altid selv har haft den seneste model. Han køber en iPhone 7 til mig! Den nyeste (lanceret september 2016), jeg endnu har haft. Og i modsætning til min 6’er nu med max hukommelse 132 GB: Endelig er der plads til hele mit musikbibliotek.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget! Helt til grin, men den, der ler sidst, ler bedst.


iPhone_7_mobiltelefon_Marina_Aagaard_blogSagaens foreløbig sidste mobiltelefon aka mobile kontor og diskotek.
Stadig med iPhone 3 foto fra Tiësto koncert i Parken for længe siden.

Læs mere:

Computerworld: Se mobiltelefonens udvikling her

BT: Husker du disse mobiltelefoner der var brandvarme i 90’erne

Mobilsiden. iPhone fylder 10 år.


Mobiltelefon og træning? Jeg bruger den sjældent selv i fitnesscenteret – undtagen til at afspille musik. Og jeg bruger eksempelvis Nabufit app’en til træning i mit træningsrum.
Til gengæld har jeg ikke behov for at tjekke sociale medier i løbet af træningen. Hver ting til sin tid og der er brug for fuld koncentration, når man løfter vægte.

En amerikansk kommentar til mobiler og workouts:

The truth of the matter is that your phone doesn’t belong in your workouts. Why? Because most human beings can’t workout without checking their notifications for texts, emails, calls, etc. People are addicted to their phones. In my mind, your workout is a time to disconnect from your busy life and re-connect with your internal compass. There’s no earth shattering text coming your way that you need to answer. There’s rarely a phone call that is an emergency. There’s almost never an email that needs your immediate attention. Your workout commands your undivided attention. I promise you…you aren’t missing a damn thing by not checking your phone for the next 45 minutes to an hour. Make your workout count. The other stuff can wait.

Adrian Parker, PhD: Your Phone Doesn’t Belong in a Workout

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s