Fitness træning: 25 Kropsvægt squat -air squat - variationer

Wellness Leksikon: Spa og wellness begreber

Af Marina Aagaard, MFT

Spa? Det kan lyde eksklusivt eller endda dovent, men spa, sanum per aquam, sundhed gennem vand, er en virksom og anbefalet – også i forbindelse med sport – restitutionsaktivitet, der fremmer afslapning og velvære.

Wellness leksikon

Her finder du en guide med oversættelser og forklaringer på udtryk, man kan støde på i wellnesscentre, under spa besøg og diverse former for terapier eller i forbindelse med læsning af wellness bøger og artikler samt wellness blogs og hjemmesider.

Wellness leksikon spa tips Marina Aagaard blog


Wellness tip

For bedre sundhed, velvære og præstation:
Tag en tur i spa med jævne mellemrum.

I en spa, et wellnesscenter, får man typisk udleveret et kort, en ‘spa guide’ til valg af aktiviteter og ellers kan man spørge om råd. Selv følger jeg for det meste samme protokol; bad, boblebad, dampbad, 4-5 gange sauna og koldt kar på skift, så måske dampbad igen, så koldt bad – og til sidst: Et varmt fodbad.

Efter ophold i varme bade anbefales det, at man lægger sig og hviler en halv time i et lunt rum, afslapnings-afdelingen.

Wellness definition

Wellness kommer af ‘well’, som på engelsk har en dobbelt betydning; at være rask, at have det godt. Wellness kan oversættes til og forstås som sundhed og velvære.
Ordet forbindes i dag ofte med velværebehandlinger, men er meget mere end det.

Wellness omfatter fysisk, mentalt, emotionelt, spirituelt og socialt velvære.

Wellness drejer sig om balance på de fire områder:

  • Krop
  • Psyke
  • Sjæl
  • Omgivelser (omverden, job og privatliv)

Wellness, sundhed og velvære, kan opnås på mange måder med mange midler og metoder – fra enkle hverdagsaktiviteter over mindfulness og bodymind træning med fokus på åndedræt og vejrtrækningsøvelser til avancerede terapier og spabehandlinger.

Wellnessaktiviteter giver: Forbedret restitution og præstationsevne, øget energiniveau, koncentration og fysisk og mental balance, mindre stress og mere fokus og tilstedeværelse i nuet, mindfulness.Denne blog og side omhandler wellness; elementer, midler og metoder.
For længere, sundere og gladere liv.

Massage wellness velvære og sundhed


A – C

Akupressur

Massage med tryk på akupunkturpunkter.

Akupunktur

Kinesisk behandlingsform med nåle på særlige punkter.

Alexander teknik

Metode til udvikling af optimal holdning.

Alger

Havplanter, der er rige på vitaminer, mineraler og sporstoffer.

Apodyterium

Omklædningsrum, latin; i de romerske termer, som var forløberne til spacentre.

Aroma

Duft. Kan benyttes i terapi og for velvære.
Undgå overdreven brug af syntetiske dufte.

Aromaterapi

Brug af æteriske olier til behandling af diverse lidelser.

Asanas

Kropsstillinger, grundøvelser, i yoga.

Ayurveda

Indisk naturmedicin og holistiske helseprincipper.

Bach blomstermedicin

Behandling af stress og fysiske og psykiske tilstande med 38 blomsterremedier.

Balneo terapi

Terapi med forskellige bade, vandmassage, indpakninger og kost, motion og afspænding.

Bio-feedback

Behandling med instrumenter, der giver feedback om kroppen. Forbedrer mental kontrol.

Biosauna

Sauna med en moderat temperatur, 40-60 grader, og en luftfugtighed på ca. 45 %.

Blodtryk

Det tryk, som skabes, når blodet pumpes ud i kroppen. Blodets tryk på blodårernes, arteriernes, vægge. Blodtrykket afhænger af med hvor stor kraft hjertet pumper blodet ud og hvor stor modstand blodet møder i karsystemet, arteriernes vægge.
Blodtrykket måles i mm kviksølv og normen er 120/08 mm Hg (op til 140/90 mmHg). Flere faktorer afgør om et givent blodtryk er risikabelt.
De to tal angiver systolisk blodtryk, hjertets sammentrækningsfase, når hjertet pumper blodet ud, og diastolisk blodtryk, hjertets hvilefase, når hjertet fyldes med blod.
For højt blodtryk, vedvarende, slider på hjertet og arterierne og er forbundet med en række sygdomme, fx hjertetilfælde og åreforkalkning.

Bodymind

Eller mind-body. Krop-sind. Træning, som integrerer både krop og sind. Det omfatter alt fra meditation, yoga, qi gong og tai chi til mere dynamisk træning som kampsport og specialdans.

Bodywrapping

Kropsindpakning.

Botox-behandling

Indsprøjtning af nervegift for at modvirke rynker. Lammer musklerne. Kan give alvorlige bivirkninger inklusive ‘vansiring’ af ansigtet. Frarådes af mange kosmetologer og eksperter! Der findes andre typer behandlinger. Bedste behandlingsmetode: Glæde og latter, sund kost, motion, sauna og sex.

Børstemassage

Kroppen børstes med handske eller naturhårsbørste. Det sætter gang i blodcirkulationen til huden.

Caldarium

Dampbad med middeltemperatur, cirka 45 grader.

Cellulitis

Fedtophobninger.

Chakraer

Knudepunkter for energibaner i kroppen. Der er syv chakraer.

Champagnebad

Boblebad med kultveilte.

Chokolademassage

Luksusmassage, hvor man masseres med varm chokolade.

Colon-hydroterapi

Tarmskylning med filtreret vand ved forskellige temperaturer. Kontroversielt. Frarådes af eksperter inden for tarm-systemet; den naturlige tarmflora bør ikke forstyrres.

D – F

Dampbad

Varmt rum med damp.

Detox

Afgiftning. Af toxin, gift. Der findes forskellige typer ‘afgiftningsforløb’, fra milde diæter, hvor man eliminerer sukker og spiser sundere til omfattende forløb med mere eller mindre seriøse metoder.

Eksfoliering

Afskalning. Huden slibes, så døde hudceller fjernes.

Eksspiration

Udånding. Se også åndedræt.

Elektroterapi

Kroppen stimuleres med svag strøm for at stimulere muskler og sætte gang i blodgennemstrømningen. Diatermi.

Endermologi

Af dermo, vedrørende huden.

Essens

Koncentreret væske (til udvortes eller indvortes brug).

Eutoni

Normal spændingstilstand i muskler og sener.

Fango

Italiensk vulkansk mineralslam til bade og omslag.

Feng Shui

Videnskab om harmoni mellem mennesker og omgivelser.

Fitness

Af fit, at være egnet eller klar. Målrettet træning.

Floating

Flydning. Kroppen bæres oppe af vand med højt saltindhold.
Kan foregå i saltsøer, i store bade eller i specielle lukkede ‘badekar’.

Flow

Jævnt glidende strøm. Sammenhæng. Flydende.
En tilstand, hvor man oplever sammenhæng mellem udfordringer og kompetencer;
man ‘glemmer tiden’, det er ren fornøjelse.

Frigidarium

Et koldt rum med et bassin eller bruserum til afkøling.
Af latin.

G-J

Gyrokinesis

Speciel muskeltræning på gulv eller skamler.

Gyrotonics

Muskeltræning i specialmaskiner.

Hamam

Tyrkisk bad med bassiner, dampbade, massage og hvile.

Hands of harmony

Massage ved to massører, som masserer synkront.

Havsalt

Især fra Det Døde Hav. Øger stofskiftet og modvirker væskeansamlinger i kroppen.

Homøopati

Sygdomsbehandling med meget små doser af midler, som i større doser vil kunne fremkalde samme sygdom.

Hormon

Stof, som regulerer processer i kroppen. Mange forskellige med vidt forskellige funktioner.

Hot Stone

Varm sten. Varme sten bruges til massage eller terapi.

Hydromassage

Vandmassage.

Hydroterapi

Vandbehandling.

Hypnose

Søvnlignende tilstand, hvorunder man er lettere at påvirke. Benyttes til afvænning og stressbehandling, mod fobier m.m.

Høbad

Kroppen indpakkes i hø. Hø-aromaerne virker afslappende.

Iltterapi

Inhalering af koncentreret ilt. Benyttes til behandling og forebyggelse af sygdomme. Giver et øget energiniveau. Tilbydes af ganske få wellness- og sundhedscentre.

Infrarød sauna

En sauna med infrarød stråling. Bliver kun 38-45 grader varm. Næsten samme effekt som almindelig sauna uden at man sveder.

Inspiration

Indånding. Første del af åndedrættet. Bør i hvile foregå gennem næsen. Se åndedræt.

Jacuzzi

Varemærke. Boblebad.

K – M

Kinesiologi

(Selvhjælps)terapi med bevægelseslære, ernæring m.m.

Kleopatrabad

Bad med mælk og olie.

Kolesterol

Voksagtigt (fedt)stof, sterol, i kroppen.

Kromoterapi (chromoterapi)

Farveterapi. Forskellige farver, fx farvet lys eller maling, kan virke enten opkvikkende (orange) eller beroligende (grøn). Benyttes af og til i saunaer og dampbade.

Laconium

Tørt, moderat varmt rum (en slags sauna). Cirka 55 grader.
Af latin.

La Stone terapi

Massage med varme lavasten og kolde marmorsten.

Lomi-lomi

Rytmisk massageteknik fra Hawaii.

Loofah-svamp

Engelsk navn for svamp lavet af græskar-fibre.

Lulur

Et indonesisk plejeritual. Også luksuøs spa behandling; med bl.a. massage med kokosolie og blomster og eksfoliering med ris og planter.

Lydterapi

Behandling med lyd eller speciel musik (musikterapi).

Lymfe

Klar, gullig væske, som fjerner affaldsstoffer fra kroppens væv.

Lymfedrænage

Massageteknik, som fjerner væskeansamlinger.

Lysterapi

Terapi med uv-stråling.

Magnet(felt)terapi

Behandling med elektromagnetiske felter, som fremmer blodgennemstrømning og fremskynder heling.

Mandara-massage

Firehånds-massage ved to massører.

Manicure

Håndplejebehandling.

Meditation

Metode til at mindske og undgå spændinger og stress. Aktiviteten foregår typisk siddende uden fysisk bevægelse, men kan også foregå stående og gående.
Meditation omhandler egentlig ‘tankevirksomhed’, men gå ofte ud på at få ro på tankerne eller slippe af med forstyrrende tanker. Hvis de dukker op, lade dem forsvinde igen.
Nøgleord er afslapning, stilhed, ro og rekreation samt koncentration.
Der er mange forskellige metoder.

Mind-body

Eller bodymind. Krop-sind. Træning, som integrerer både krop og sind. Det omfatter alt fra meditation, yoga, qi gong og tai chi til mere dynamisk træning som kampsport og specialdans.

Mindfulness

Bevidst opmærksomhed og fokus. Bevidst nærvær. Tilstedeværelse i nuet. Til stede med alle sanser. Benyttes både i forbindelse med afstressning og velvære og for at skærpe koncentrationen og forbedre præstationsevnen.

Mylar

Polyesterfilm, som bruges til indpakning ved kropspakninger.

N – P

Namaste

Et sanskrit ord for både goddag og farvel eller vær hilset.

Osteopati

Holistisk behandlingsform, som søger at genskabe menneskets korrekte funktion med blide, manuelle teknikker.

Padahyanga

Ayurvedisk fodmassage med olier eller ghee (smørprodukt).

Pedicure

Fodplejebehandling.

Peeling

Slibning af huden. Kemisk peeling er ætsning af huden for at reducere arvæv og rynker.

Pesticid

Ukrudtsmiddel. Plantegift.

Pilates

Muskeltræning med fokus på kropsstammen og vejrtrækning. Foregår hovedsageligt som gulvøvelser med kropsvægt, mat exercises. Der findes også pilates maskiner med fjedertræk til specialtræning. Opfinder: Joseph Pilates.

Pindasweda

Aromatisk varmemassage med svedvirkning. Med:

Potalis

Urtebolde, som benyttes til speciel trykvarmemassage.

Power nap

Kort lur. Bør maksimalt være på 5-20 minutter. Kan give ny energi, hvis koncentration og overskuddet er dalet. Forskning har vist gode resultater (for nogen) med power napping.
Bør ikke benyttes, hvis man har søvnproblemer.

Pranayama

Bruges om yoga åndedrætsøvelser. Egentlig kontrol af ? eller bedre; at strække eller forlænge ? åndedrættet. Handler om vejrtrækning, livsenergi og sjælen.
Af sanskrit med betydningen ‘forlængelse af åndedrættet’ eller ‘forlængelse af livskraften’.

Q – S

Qi Gong

Kinesisk trænings- og helbredelsesmetode.

Træning omfatter blandt andet øvelser i liggende, siddende og stående stilling, herunder øvelser, hvor man står stille i lange perioder af gangen (evt. med armene ude foran kroppen som omfavner man et træ).

Rasul-bad

Orientalsk plejeceremoni, hvor kroppen pakkes ind i mudder. Rasul er marokkansk lerjord.

Reiki

Japansk ord for universel livs-energi. Behandlingsmetode med let håndspålæggelse.

Retræte

Tilbagetrækning. Hvile. Fx ophold på afsidesliggende steder med fuldstændig ro.
Visse steder er tale begrænset til udvalgte tidspunkter.

Sanarium

Begreb for helbredende område eller moderat varm sauna. Af latin.

Saunagus

Saunakultur med æteriske olier, der sammen med den varme luft viftes mod kroppen.

Shiatsu

Japansk tryk-massage.

Sabia Med

Et 30-40 min. hvil på varmt sand. Lys i flere farver illuderer cyklus fra solopgang til solnedgang.

Simple living

Enkel levevis. Tankegang med fokus på orden og harmoni.

Sisal-svamp

Svamp lavet af stærke fibre fra Yucatan-agave.

Slow food

Langsom mad, spisning. Måltider, der nydes i ro og mag, med mindfulness; mindful spisning.

SPA

Sanus per aquam. Sundhed gennem vand.

Stress

Belastning. Fx mental, fysisk, kemisk, termisk.

Syntetisk

Kunstig.

T – W

Tai Chi

Ældgammel kinesisk kampsports- og motionsform.

TCM

Traditionel kinesisk medicin. Omfatter blandt andet akupunktur, akupressur og massage.

Tecaldarium

Rum, hvor alt er varmt – gulve, vægge og bænke.

Tepidarium

Moderat varmt rum, cirka 35-40 grader.

Terapi

Pleje eller kur.

Terme

Af thermae, varme bade.

Thai-massage

Massage uden olie og i påklædt tilstand, med stræk.

Thalasso-terapi

Behandling med søbade eller saltvand, sand og alger.

Toksin

Giftstof.

Tridosha

Ayurvedisk afspændingsbad (benyttes efter massage).

Triggerpunkt terapi (trigger point therapi)

En massageform, der blandt andet benyttes i sportsmassage. Triggerpunktterapi foregår med lette tryk på bestemte punkter på muskler og bindevæv og benyttes til behandlinger af smerter, ømhed og spændinger.
Formålet er at påvirke nervesystemet og få kroppen til at frigive hormoner (histamin, endorfin, m.fl.), som lindrer smerter, forbedrer blodgennemstrømningen og gør musklerne smidige.
Triggerpunkter er et net af sensitive ømme punkter i spændte muskelfibre (læge Janet G. Travell, USA).

Vaporium

Af latin vapor, damp. Andet navn for romersk dampbad.

Vapozon

Et ansigtsdampbad, som benyttes i hudplejebehandlinger.

Vejrtrækning

Vejrtrækningen eller åndedrættet består af:
Indånding, inspiration, med frisk ilt til blodet, og udånding, ekspiration, som fjerner kultveilten fra kroppen. Man trækker vejret ca. 20.000-28.000 gange i døgnet. For det meste ubevidst. Bevidsthed omkring et dybere, langsommere åndedræt kan forbedre helbredet, fx sænke blodtrykket, og mindske risikoen for sygdom.

Venusbad

Varmt, orientalsk oliebad med afslappende virkning.

Watsu

Af water (vand) og shiatsu. Trykmassage i vand.

Wellness

Af well, godt eller rask. Velvære og sundhed; at have det godt.

Y – Å

Yoga

Betyder »at forene«. At skabe harmoni mellem krop og sind.
Yoga er en livsstil med fokus på sjæl, sind og krop. De fysiske øvelser omfatter ‘prayanama’, åndedrætsøvelser og ‘asanas’ forskellige kropsstillinger som holdes i længere tid af gangen, en form for muskeludholdenhed, kropsstammetræning og stræk, med lav eller høj intensitet. Der findes mange forskellige former for yoga.

Zazen

Siddende zen-meditation.

Zilgrei

Blid selvmassage til fysisk og mental afspænding.

Æterisk

Flygtig. Bruges især om æteriske olier, der indgår i velværebehandlinger og bade.
Der er forskellige effekter fra afslappende til opkvikkende.

Økologisk

Egentlig »husholdning«. At dyrke jord og holde dyr i balance med naturen uden brug af kunstgødning eller sprøjtegift på planter; at dyr har mere plads, får bedre foder og ingen vækstfremmere eller medicin.

Åndedræt

Åndedrættet består af:
Indånding, inspiration, med frisk ilt til blodet, og udånding, ekspiration, som fjerner kultveilten fra kroppen. Man trækker vejret ca. 20.000-28.000 gange i døgnet. For det meste ubevidst. Bevidsthed omkring et dybere, langsommere åndedræt kan forbedre helbredet, fx sænke blodtrykket, og mindske risikoen for sygdom.

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fitness træning: 25 Kropsvægt squat -air squat - variationer