100 Workout rope skipping fun: Fitness sjip variation

Helt på hælene i fitnesscenteret: Motionister træner sig til skader og dårligere form

Af Marina Aagaard, MFT

En helt almindelig dag i et helt almindeligt lille forenings fitnesscenter.

Det er om sommeren og i dagtimerne, så der er færre end sædvanligt til træning:
Fem kvinder og fem mænd – formodentlig i alderen 20 til 50 år. Og undertegnede.

Som fitness-underviser og tidligere FIG-AER-konkurrence-gymnastik-dommer er jeg vant til at se på fysisk aktivitet helt ned i detaljerne og selvom jeg koncentrerer mig om egen træning, er det i pauserne umuligt for mig ikke at kaste et blik på de andre trænende.

Kvinde 1: Dødløft. Tungt løft med rund ryg. Ualmindeligt usundt for ryggen.
Og et specielt syn: Efter sidste repetition tager hun nogle skridt bagud på hælene som om hun er i ubalance og lige ved at falde. Det sker i begge de sæt, jeg tilfældigt ser.

Kvinde 2: Dødløft med strakte ben. Løft med rund ryg og helt bagoverbøjet nakke. Ubehageligt, usundt.

Kvinde 3: Går på løbebånd. Hænderne presset ned på sidehåndtag. Overstrakte albuer. Skuldrene helt oppe omkring ørerne. Ubehageligt, unaturlig gang-teknik.

Kvinde 4: Går på løbebånd. Løbebåndet er sat på incline, måske 5 % stigning. Hænderne fikseret om fronthåndtaget. Kroppen tilbagelænet i en unaturlig stilling.

Kvinde 5: Bevæger sig. En lille håndvægt i hver hånd ud for kroppens sider. Svinger krop og vægte fra side til side. Hvad mon det går ud på? Næste gang jeg kigger, bliver vægtene svinget i forskellige retninger uden fokus. Det ser ikke ud som om det gavner.

Mand 1: Biceps curl med kabeltræk. Stang hives op med kraftig bagoverbøjning af lænd, et klassisk ‘biceps curl’ syn, men ikke optimalt for hverken ryg eller biceps.

Mand 2: Biceps curl med vægtstang. Vægt løftes kontrolleret, men sænkes ikke helt. Hele træning er med begrænset bevægeudslag; reduceret styrke-effekt.

Mand 3: Går på løbebånd med hættetrøje-hætte næsten ned over øjnene og nakken bøjet under hele seancen. Skader nok ikke, men fremmer heller ikke god holdning og form.

Mand 4: Rygstrækning i rygbænk. Kroppen hives op med et voldsomt ryk og med nakke hyperextension (bagoverbøjning). Kroppen sænkes ned, men kun halvvejs.
Begrænset bevægelse og sandsynligvis ikke særlig sundt for ryggen.

Mand 5: Sit-up med ben fikseret i bænk og kettlebell ved maven.
Hvis kettlebell’en skal belaste, skal den sandsynligvis længere væk ud fra omdrejningspunktet.

Ovenstående scenarie er ikke et særsyn. Det er dagligt forekommende i mange fitnesscentre landet over; ifølge kollegaer træner 60-80 % af danske motionister forkert.

Superærgerligt. For fitnesstræning har potentiale til at forbedre fysisk form, figur og humør og at forebygge, helbrede eller lindre mindst 32 sygdomme.

Hvad oplever du i fitnesscenteret?
Kom gerne med din kommentar.


For år tilbage var der mangel på viden omkring fitnesstræning og der var kun få uddannede instruktører og ingen personlige trænere. Da var det lettere at forstå at træningen foregik lidt på må og få (for de fleste af os).

I dag er der flere uddannede instruktører og personlige trænere. Desuden er der utallige træningsbøger og en del seriøse instruktionsvideoer på YouTube og hjemmesider.
Så er det svært at forstå, at så mange aktuelt træner så uhensigtsmæssigt.

Ikke alene spilder mange tiden i fitnesscenteret med ringe til moderat effektiv træning. Men en del træner sig også i dårligere form; til ringere mobilitet og eventuelt skader (ifølge fysioterapeuter – og egne næsten daglige observationer).

Mange trænende kan opgradere træning og resultater med simple tiltag.

En times træning med en instruktør eller personlig træner koster mange steder mindre end et besøg hos frisøren – og en programlægning og instruktionstime kan spare en for mange timers/ugers smerter og større udgifter til behandling for overbelastningsskader.

Instruktion / uddannelse kan altid betale sig.

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

100 Workout rope skipping fun: Fitness sjip variation