Af Marina Aagaard, MFT. Akvariefoto: Henrik Elstrup

Sælgeren lokker. Hvad med en tur ud på en eksotisk ø; dase på stranden og happy hour? Nej tak, det er ikke lige mig. Til gengæld synes Henrik at en sejltur lyder godt. Så han booker alligevel denne dagtur til Islas del Rosario.

Forventningerne er ikke høje. Og typisk mit held: Næste dag klokken 8.00 da turen til denne ø skal løbe af stablen, er vejret for første gang i løbet af ugen rigtig dårligt. Det er fuldstændig overskyet, gråvejr og let regn, da vi bliver hentet med bus fra hotellet.

Vejret er ikke bedre, da vi efter en halv times hotelrundtur for at hente andre gæster, ankommer til kajen i Cartagenas centrum. Og ak. Jeg kan lide at være på vandet, men havde i dag forventet at vi skulle sejle med et større skib, hvor man kunne gå rundt på dækket. Men nej. Dagens fartøj er en åben, lille, hurtiggående båd med plastiksæder.

Det regner let og vinder mere. Efter indtjekning på fartøjet (koster ekstra 15.000 pesos ud over aftalte pris på 185.000 pesos) og montering af redningsvest, sejler vi. Først roligt ud af havnemundingen forbi en fæstning, så fuld fart over bølgerne i en time.

Faktisk er det en fin tur, hvis man kan lide at sejle med speedbåd – og en anbefalet tur. Dog ikke hvis man har meget dårlig ryg, for båden hopper en del på bølgerne.

Da vi ankommer til målet for turen, Isla Encanto, en af de 28 øer i øgruppen Islas del Rosario, er det stadig gråvejr, men der er en god varme, vel omkring 28-30 grader.

Vejret er gråt i gråt, til gengæld er vegetationen på øen glitrende grøn med gule og røde blomster og frugter. Der er frodigt og smukt.

Som en overraskelse – for os – fortæller guiden nu, at ud over at man i den næste time kan se sig omkring i det nærmeste område (et resort med strand og pool) kan man, hvis man har lyst, vælge sig på en af tre aktiviteter; dykning, snorkling eller akvarium besøg.

Alle tre ting lyder rigtig interessant, men man kan kun vælge én … Henrik vælger akvarium og jeg snorkling. Hver aktivitet koster 25.000 pesos, en meget rimelig pris.

Da tiden er inde, sejler vi igen af sted på hver sin båd i hver sin retning. Da vi er sejlet i 15-20 minutter standser båden et stykke ud fra land ved en del af revet. Vi 11 deltagere på turen ifører os dykkerbriller, snorkel og svømmefødder og hopper i vandet.
Det er kun anden gang i mit liv, at jeg snorkler og igen er det en kæmpe oplevelse.

Det er skønt at svømme (næsten) som en fisk i vandet og livet under havoverfladen er fuldstændig fortryllende. Jeg kan varmt anbefale alle at prøve snorkling.

Man skal lige vænne sig til at trække vejret gennem munden og snorklen. Det gik ikke specielt godt for mig i starten for et par år siden, men når teknikken er lært, fungerer det og man får nogle fantastiske øjeblikke. Foto her ligner, men er ‘snyd’, er taget i akvarium.

Parque Nacional Natural Corales del Rosario y de San Bernardo.

Kort video af DanyMonsalveTV. Et par klip fra revet – i mangel af egen video.

Efter en times aktiviteter, sejler bådene tilbage til Isla Encanto og nu klarer vejret heldigvis op, så vi når at få et par timer på øen med høj sol og paradis-ø stemning.

Ved 15.30-tiden er det tid til at sejle tilbage og tæt ved kl. 17.00 er vi tilbage i Cartagena efter meget mere end en solbadnings-tur. Ø-turen kan anbefales.

Bocagrande skyline i eftermiddagssolen.

1 kommentar »

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s