Af Marina Aagaard, MFT. Fotograf: Henrik Elstrup

Underjordisk sightseeing. Ja, tak. Takket være et tip fra en steward ombord på den KLM Dreamliner, der fløj os til Bogota, er vi i dag på vej til Saltminen i Nemocon; Colombias andenstørste saltmine.

Ikke til Salt Katedralen i Zipaquira, som taxichaufføren udenfor hotellet ellers har anbefalet. En underjordisk kirke. Interessant, men ifølge nogle beretninger på nettet ikke nær så fotogen som saltminen, som vi netop har fået anbefalet.
Saltkirken ligger kun 25-30 minutter fra saltminen, men da tiden er knap, må vi vælge.

I dag er det gråvejr med periodisk let regn, så det er en perfekt dag til at gå under jorden.

Man kan komme til saltminen på en arrangeret bustur, med offentlig transport (bus) eller med taxi. Turen tager 1-1½ time fra Bogota. Vi tager en taxi på hotellet, samlet pris for 6 timer 240.000 colombianske pesos; vi blev vist snydt, det blev lidt dyrere end aftalt pris.

Turen foregår først på motorvej, så ujævne landeveje og til slut meget ujævne grusveje. Det er lettere rystende, men hele turen værd.

Undervejs ser man Colombia på tættere hold. Boligkvarterer, industrikvarterer, supermarkeder og tankstationer, luksusvillaer oppe i bjergene og blikskure og faldefærdige eller ufærdige boliger i mange forskellige materialer.

På vejene er der store forkromede tankbiler, udtjente ældgamle personbiler og frygtløse motorcyklister i den rimeligt kaotiske trafik som ikke er for folk med svage nerver.

Pulsen kommer til gengæld ned igen, efterhånden som vi kommer længere og længere ud på landet, hvor køer græsser langs vejkanten enten tøjrede eller ikke tøjrede. Overalt på markerne og engene i det frodige, grønne landskab er der græssende køer, heste, får, geder og vores taxichauffør må standse for en hane og høne, der krydser vejen.

Mina De Sal De Nemocón

Efter denne køretur fyldt med indtryk, når vi en lille by, Nemocon, hvor vi kører meget stejlt nedad, 20 grader hældning mindst. I bunden standser chaufføren og peger op ad en indkørsel. I skal den vej.

Ved indgangsporten bliver vi mødt af en ung kvinde, der bryder ud i en længere hilsen på spansk. På grund af manglende spanskkundskaber mumler jeg bare ‘inglese’,hvorefter hun vender ryggen til og går efter hjælp. Engelsk er langt fra udbredt på disse kanter.

Nu kommer en guide som hilser os på et lige akkurat forståeligt engelsk. Han forklarer os med ord og fingersprog, hvad der skal foregå hvornår. Om lidt mødes vi ved indgangen til deres udstilling, hvorefter vi går til minen på en 1½ times tur.

Da vi er de to eneste engelsktalende får vi en eksklusiv tour for kun os, mens gruppen foran os er på 20-30 spansktalende besøgende.

Vi starter i udstillingen, et lillebitte geologisk og forhistorisk museum. Her forklarer vores guide på bedst mulige vis om geologi, saltudvinding og Nemecons historie. Ikke alt er forståeligt, men det meste. Mellem 1816 og 1968, hvor minen lukkede kort efter, blev der udvundet cirka 8 million tons salt.

Efter denne introduktion får vi hårnet og beskyttelseshjelm på. Guiden forklarer igen om turen, hvad der skal foregå og at vi skal passe på det fugtige gulv og holde godt fast i håndtagene på turen nedad.

Nede i minen

Fra indgangen går man nedad, det er ikke alt for stejlt, og man skal kun 80 meter ned. Hele det øverste mineområde er i denne højde. Nogle aflukkede skakter går helt ned i 120 meters dybde under jorden, men de er delvist oversvømmede og ikke tilgængelige.

Takket være en meget stor luftskakt er luften behagelig. Der er køligt, men ikke koldt.

Der er mørkt i minen, men den oplyses af spots med hvidt lys. De mørke vægge er overalt dekoreret med hvide saltaflejringerne og mærker efter mekanisk bearbejdning.

Man starter med at komme ind i en ‘forhal’ med høje trækonstruktioner, der skal forhindre sammenfald. Guiden fortæller levende og forståeligt om minen og minedrift.

Næste stop på turen er den magiske oplevelse: Et stort rum med en kanal fyldt med saltvand. Det stille vand reflekterer minens loft og de standerlamper der er opstillet for effektens skyld. For at øge den magiske effekt er der i rummet lys i forskellige farver.

Den mangefarvede belysning er åbenlyst populær; de besøgende fotograferer i et væk. Personligt ville jeg have foretrukket den oprindelige belysning, fordi minen og dens saltaflejringer i sig selv er en spændende natur-attraktion.

En gangbro (her over) fører hen til en saltformation, der næsten minder om et vandfald. Her står jeg og fotograferer seværdigheden.

Et andet populært mål i minen er et lille kapel med minearbejdernes skytshelgeninde, og en Jesus-figur skabt i salt ud fra figuren i kirken på Monserrate bjerget. Kapellet bliver brugt til messer, koncerter og vielser.

I et større rum er der salt-stalaktitter fra loftet og enkelte salt-stalakmitter fra gulvet.
Der, hvor luften har strømmet, dannes der snebold-agtige formationer. De øvrige er tynde som lange dråber

Endnu en lille saltsø, som er dybere end den ser ud til, det klare saltvand er blikstille.

Mange steder ses’ forstenet’ (saltmættet) træværk, som skal forhindre at minevæggene styrter sammen. Rundt omkring er der afsat orange måleværker, så teknikerne kan holde øje med at væggene ikke har bevæget. Der hænger også enkelte steder snore fra loftet med markører i, så man kan se om loftet bevæger sig nedad.

Endnu et fotostop. En smuk saltsø, der reflekterer saltminens loft og salt-stalaktitterne.

Rundt i minen er der også tre tableauer, der viser den tyske geolog Humboldt, der hjalp Nemocon med at forbedre salt-udvindingen, Nemocons stærkeste mand, og en lokal høvding. Et andet stort område er dedikeret til minde om den chilenske redningsaktion, hvor chilenske minearbejdere fanget i en sammenstyrtet mine blev reddet ud efter 33 dage. En del af filmen Los 33 blev filmet i netop Nemocon saltminen.

Efter 1½ times rundtur i minen kommer man ud igen. Derefter kan man gå nogle meter opad højen, hvorfra man kan se ud over Nemocon.
Med billetten fra minebesøget har man også mulighed for at gå ned i den lille by og besøge det diminutive saltmuseum. Ingen stor seværdighed, men lokalhistorie; et enkelt rum med saltminens historie vist med figurer og én montre med smukke salt-stykker.

Man bør afsætte 2-3 timer til besøget, måske lidt mere, hvis man vil nyde en kop kaffe, vand eller et stykke kage ved saltminen eller nede i byen, hvor der er også er muligheden for spisning. Entreen til minen er 12.000 pesos for voksne (27 DKK, 3½ EUR), en rimelig pris. Minen er åben alle dage fra 10.00-16.00; tjek tider og priser på forhånd.

Efter besøget kører vi i taxien retur til Bogota i tæt eftermiddagstrafik.

2 Comments »

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s