I form i år? Hvordan får du mest fitness for dine penge?

Alt Du Altid Ønskede At Vide om Fitness (Men Var Bange for at Spørge om)

Alt Du Altid Ønskede At Vide om Fitness (Men Var Bange for at Spørge om). Fordi man skal ikke tro, man skal vide, når det handler om at få mest for sine fitnesskroner. Så spørg bare. Få svar på dine spørgsmål, så du får den bedste start på fitness.

Dagens artikel om Hvorfor?, Hvornår?, Hvad? og Hvordan? er baseret på spørgsmål fra DR journalister i forbindelse med research til DR PENGE: Undgå spildte fitnesskroner (11.1.17).

Alt Du Altid Ønskede At Vide om Fitness

Alt Du Altid Ønskede At Vide om Fitness Marina Aagaard blog

Hvorfor træne? Hvordan afdækker man sit fitnessbehov?

Man stiller sig selv en række nærgående spørgsmål, som man besvarer ærligt.

  • Hvad har man behov for og hvad har man mulighed for:
    .
  • Hvad er formål?
    Sundhed/almen form, optræning/skadesforebyggelse (kræver fysioterapeut/særlige kompetencer), idræt/sport, større muskler, vægttab?
  • Hvor vil du gerne træne?
    På job, skole, i hjemmet eller andre steder, inde eller ude?
  • Hvornår vil du gerne træne?
    Morgen, middag, aften, hverdag eller weekend?
  • Hvor ofte og hvor længe vil/kan du realistisk set træne per uge?
    Det skal passe ind i hverdagen og målsætningen, hvis der er én.
  • Hvordan/hvad vil du helst træne?
    Især med kropsvægt, frie vægte eller maskiner?
  • Hvem vil du træne med?
    Sig selv (selvtræning), en makker, en træner eller på hold.
  • Hvilken type facilitet ønsker du?
    High end luksus, standard, low budget, hardcore gym. Afdæmpet eller larmende. Stort eller lille (boutique). Ingen eller mange hold.

Hvordan finder man ud af hvilken fitness type man har brug for?

  • Læser.
    Man kan læse på fitnesscentrenes hjemmesider, hvad de tilbyder – og læse anmeldelser (ikke alle anmeldelser er dog reelle eller relevante).
  • Spørger en professionel.
    Spørg fx en fitness receptionist, instruktør eller personlig træner.
  • Spørger de nærmeste.
    Spørg familie, venner og bekendte om deres erfaringer.
  • Spørger sig selv:
    Spørg: Hvad vil jeg især træne; kondi, styrke, motorik, balance, stræk?
  • Prøver sig frem.
    Det er anbefalet at prøve forskellige fitnessaktiviteter:
    En ting er teori, en anden er praksis.

Hvordan finder man det rigtige fitnessmedlemsskab?

For at få mest muligt ud af sit medlemsskab bør man stille sig selv følgende spørgsmål:

  • Hvor mange dage om ugen vil man træne?
    Enkelte centre har klippekort eller enkeltgange.
  • Hvornår på dagen og ugen vil man træne?
    Det påvirker prisen i nogen centre; prime time er dyrere.
  • Hvor mange aktiviteter vil man benytte?
    Individuel og/eller holdtræning? Det påvirker prisen i nogen centre.
  • Hvordan vil man træne?
    Selvtræning eller med instruktion ved instruktør, træner eller fysioterapeut. Der er forskel på tilbud i de forskellige centre.

Hvad er et fitnesscenter godt til og hvad er det mindre godt til?

Fitnesscentre er vidt forskellige, så der er ikke et entydigt svar.

  • PLUS: Fitnesscentre er særligt gode til grundtræning, fysisk træning; opbygning af styrke, kondition og bevægelighed under relativt kontrollerede forhold.
  • PLUS: Fitnesscentre har rige træningsmuligheder, mange redskaber/meget udstyr og ofte mange forskellige hold og indendørs holdcykling (spinning).
  • MINUS: Fitnesscentre er i de fleste tilfælde mindre gode til idræt med spil og leg, der kræver opmålte baner, ekstra lofthøjde og plads til langdistanceaktivitet eller boldspil.
  • MINUS: Fitnesscentres indendørs aktiviteter mangler frisk luft og dagslys.

Hvordan finder man en personlig træner?

  • Man kan finde trænere i et fitnesscenter, hvor man kan læse (og høre) om dem.
  • Man kan søge på nettet, blandt andet via fitnessportaler, hvor man kan finde data og dernæst kan man skrive eller ringe efter flere oplysninger. Den første vigtige samtale koster et vist beløb.
  • Man kan spørge sig for blandt venner og bekendte.

Hvorfor er det en god investering at få vejledning af en træner?

Træningen bliver:

  • Sjovere, når man ved, hvad man laver og hvorfor.
  • Sikrere, når man udfører øvelserne rigtigt og undgår overbelastning og skader.
  • Mere effektiv, når man laver de rigtige øvelser, der passer til en; man får bedre resultater (hurtigere).

Hvad koster en personlig træner typisk?

Priser varierer afhængigt af træner, træningscenter, træningsindhold og om man køber en gang eller flere gange. Typiske priser svinger fra 300-750-1000 DKK for enkeltgange, men ses også højere. Der kan være rabat ved køb af pakker med fx 10 gange.

Hvordan gennemskuer man certificerings-junglen?

Det er vanskeligt for lægmænd at gennemskue certificeringer, men man bør tjekke, at træneren har en eller anden træner eller personlig træning uddannelse, for en del fungerende trænere har ingen træneruddannelse, kun enkeltstående kurser.

Træner uddannelser og kurser i Danmark:

En officiel erhvervsuddannelse til Fitness Instruktør, i Kolding og København, hvor nogle studerende tager ekstra moduler (videregående programlægning/personlig træning).

En statsanerkendt idrætsuddannelse, DIF Diplomtræneruddannelse (fitness/personlig træning, EHFA eksaminering), Aalborg Sportshøjskole.

Der er flere kommercielle kursusforløb, heraf i dag flere, hvor man kan tage en certificering med et europæisk ‘stempel’, EHFA; Fitness Institute, Fit & Sund, At Work. Der er desværre ingen fælles dansk branchestandard eller certificering.

Flere højskoler tilbyder trænerkurser.

Certifikat eller ej kan der være gode eller mindre gode trænere; vigtige kvaliteter for trænere er empati, motivationsevne, egen teknisk dygtighed og analytiske og organisatoriske egenskaber.

Hvilken alternativer er der til personlige trænere?

Alternativer til personlige trænere er fysioterapeuter, kiropraktorer, medicinstuderende og kandidater i idræt. Disse faggrupper har en stor, måske større, viden omkring kroppen samt sygdomme og skader eller idræt. Til gengæld, med mindre de har uddannet sig indenfor træningsplanlægning og programlægning, er det ikke sikkert at de kan varetage fitnesstræning bedre end veluddannede personlige trænere.

Hvilke fitnesscenter og fitnesstræning muligheder er der?

  • Kommercielle fitnesscentre, uafhængige enkeltstående centre, og kædecentre.
  • Foreningsbaserede fitnesscentre i mange størrelser og kvaliteter.
  • Firmaidræts fitnesscentre (på jobbet) i mange størrelser og kvaliteter.
    Centre kan være fuldt bemandede, delvist bemandede eller ubemandede (nøglekort).
  • Træningspavilloner samt udendørs fitness- og træningsområder (legepladser).
  • Hjemmetræning, inde eller ude, med træner eller som selvtræning.

img_5376-1

Hvad kan man bruge udendørs fitnessudstyr til?

Til træning med frisk luft og dagslys, hvilket giver en særlig og anbefalet sundhedseffekt, som overgår fitnesscentres indendørs områder.

Er de et reelt alternativ til indendørs fitness? Ja og nej.

Udendørs træning er anbefalet, men noget udendørs fitness udstyr er:

  • Dårligt. Det kan være sjovt at lege på og med, men giver begrænsede træningsresultater, det gælder en del udendørs ‘maskiner’, der har begrænset værdi.
  • Okay. Men måske med ringe mulighed for progressiv belastning og fortsat træningseffekt.
  • Godt. Det kan være enkelt, men meget effektivt, især hvis man er stærk i forvejen og ved, hvordan det bruges.

Et problem ved udendørs udstyr kan være, at det bliver fugtigt (glat) og koldt at være på og holde omkring, hvilket kan vanskeliggøre eller umuliggøre træning på udstyret.

Hvad skal man være opmærksom på ved hjemmetræning?

I sin egen stue kan man træne med apps og online instruktion – med opmærksomhed:

  • Man skal udføre øvelserne rigtigt, så man ikke overbelaster eller skader sig selv (man kan tjekke teknik i et spejl eller vurdere skærmbillede).
  • Man skal mærke efter, træningen må gerne være hård, men der må ikke føles smerte fx i led. Problemet er overbelastningsskader, som kommer gradvist, så man ikke altid mærker dem, før det er for sent, derfor er periodiske tjek af en live træner anbefalet.

Hvordan får man mest ud af de gratis alternativer?

  • Man læser manualen eller en vejledning på nettet, tjekker app og/eller:
  • Får en instruktør eller en træner til at hjælpe sig i gang.
  • Mange venner (og andre trænende) hjælper gerne frit og kvit, dog ikke altid på den rigtige måde, så det skal man være lidt varsom med.

Hvordan kommer man bedst i gang med fitness (i januar)?

  • Få den bedste start; start med en programlægning og instruktionstime, så det grundlæggende læres.
  • Start sammen med venner, familie eller kollegaer, så man motiverer og hjælper hinanden.
  • Sæt specifikke mål og delmål for træningen. Det kan være store eller små mål, fx at man får trænet regelmæssigt to gange om ugen.

Hvordan holder man motivationen oppe ud over de første par måneder?

Man kan opretholde fitnessmotivation ved at:

  • Sætte konkrete mål, skrive dem ned og følge dem.
  • Få hjælp og støtte af træner, makker eller træningsprogram.
  • Bruge hjælpemidler, musik eller app.

dr_penge_kb

Læs mere her:

Fitness guide: Værd at vide om valg af Fitnesscenter

Rigtig god træningslyst.

Spørgsmål, kommentarer og forslag er meget velkomne i kommentarfeltet.

Bonusinfo:

Indlæggets titel er tyvstjålet, oversat og let tilpasset – fra den originale titel:
Everything You Always Wanted to Know About Sex* (*But Were Afraid to Ask),
en kultfilm af Woody Allen, der besvarer en del omend ikke alle spørgsmål om sex.

Følg min Blog HER og Instagram HER

2 kommentarer

  • Suzan Pinarbasi

    Hej. Hvis jeg går på løbebåndet i 3 timer og spiser Sund kost taber jeg mig så..? Eller er det bedre at løbe eller skal man kombinerer det med styrketræning? Hvad er bedst..Jeg er nybegynder og starter i fitness center i maj jeg er 164 cm høj og vejer lige nu 86 til 87 kg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marina

      Hej Suzan,
      Mange tak for dit gode spørgsmål.
      Med sund kost er du på rette vej (rigelig grøntsager og nok protein).
      For at tabe dig, bør dit energiforbrug være højere end nu. Alt for langvarig træning er ikke nødvendigvis vejen frem.
      Du kan, hvis du ikke laver noget nu, gå på løbebåndet (eller gerne udenfor) 20-30 min. time 3 gange om ugen. Øg varigheden til max. 1 time 3 gange om i løbet af 3 måneder. Hvis du skifter med at presse dig selv lidt ved at gå hurtigere i korte perioder forbrænder du mere.
      Løb kan være godt, men er normalt hårdt for led, når man har ekstra kilo på sidebenene. Det kan være bedre at gå hurtigt – og måske på trapper eller bakker. Men læg ikke for hårdt ud. Træning skal IKKE gøre ondt.
      Styrketræning er rigtig godt at kombinere med. I starten kan 20-30 minutter med øvelser for store muskler – 2 gange om ugen – være nok. Styrketræningen er med til at gøre kroppen bedre til at forbrænde energi både under træning og hvile.
      Rigtig god træningslyst.
      Skriv gerne igen, når du ser resultater.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I form i år? Hvordan får du mest fitness for dine penge?