Af Marina Aagaard, MFT

Sighiosaora. Alene navnet lyder fortryllende og det viser sig da også, at denne rumænske by fra en fjern fortid har et malerisk middelalder-centrum beklædt med brosten, blomster og betagende brogede bygninger. Masser af hygge og lidt uhygge.

Søndag morgen ved 7-tiden sidder vi som vanligt klar til at spise morgenmad. Denne gang i Extravagance Hotel i Sighisoara. Morgenmåltidet er næsten uundværligt i min bog. Ud over at jeg glæder mig til at stå op og spise mad, giver morgenmaden energi til dagen.

I dag venter en helt ny oplevelse i restauranten:
På positiv-siden: Det lilla neonlys er slukket og dagens første lysstråler fylder lokalet.
På negativ-siden: Den ringeste morgenmad jeg har set og smagt i hele mit liv.

Tjeneren viser en menu, hvor vi kan vælge tre ting fra tre kategorier
1) varme drikke, 2) kolde drikke, 3) en (kun en?) morgenmadsret.

Udvalget er for at sige det mildt sparsomt og jeg er ellers langt fra kræsen. Jeg vælger en kop kaffe, et glas vand og i mangel på alternativer en tun sandwich. Ikke lige noget jeg har lyst til om morgenen, men de 3-4 andre retter frister endnu mindre. Det valg fortryder jeg.

Ind kommer to kridhvide slatne skiver toastbrød. Begge skiver er påsmurt et eller andet a la harsk mayonnaise. Mellem de to brødskiver den mindste mængde tun jeg endnu har set; man kunne kalde det slæbetun efter det gamle udtryk slæbesild; man slæber en syltet sild henover brød for at give brødet smag. Dertil et lillebitte stykke rød peber. Intet andet.

Den såkaldte morgenmad så så sølle ud og smagte så slemt, at jeg – helt sensationelt – ikke spiste rub og stub på tallerkenen og måtte gå sulten fra bordet. Gisp.

I min chokerede tilstand nåede jeg desværre ikke at dokumentere miseren (mad blogging R.I.P.). Man må bare forestille sig synet, lugten og smagen. Eller helst lade være.

Jeg kan anbefale hotellets værelser, men må i skrivende stund fraråde restauranten.

Sighisoara

Sighișoara er en lille (middelalder) by ved Târnava Mare floden i Mureș kommunen, der ligger i Transsylvanien. Byen har 28.102 indbyggere (2011).

Klokken 8 denne efterårsmorgen er det stadig dunkelt og fantasy-agtigt. Vi går en tur uden for bymuren og over på den anden side af floden til Biserica Sfânta Treime, The Holy Trinity Church, en rumænsk ortodoks kirke på den nordlige bred af Târnava Mare floden.

wimg_2579-1

Vi tager et par fotos og fortsætter rundt om byen udenfor bymuren. Her ser vi endnu et par af de typiske transsylvanske trafikskilte målrettet de mange hestevogne på vejene.

wimg_2592-1 wimg_2595-1

Efter få minutters gang finder vi en sti og trapper, der fører os op til en af byens porte.

wimg_2598-1

Sighisoara byder ikke alene på middelalder kulturoplevelser, men også på topmoderne,
trendy street art. Mit øje fanges tilfældigt af en ikke helt tilfældig bunke sten på gaden.

wimg_2605-1

Byen er ikke særligt stor, men meget charmerende og man får helt lyst til et romantisk weekendophold i byen, måske om sommeren, når det er lunt og lyst … modsat i dag.

wimg_2607-1    wimg_2631-1 wimg_2637-1

Sighișoara er forståeligt nok et populært turistmål med en velbevaret gammel bydel, en fæstning med bymur og ni tårne (ud af 14 oprindelige); byen er et UNESCO World Heritage Site. Flere af midtbyens huse er mindst 300 år gamle og historiske monumenter.

Kirken på bakken, Biserica din Deal, den fjerde største gotiske kirke i Transsylvanien, bygget i flere etaper mellem 1345-1525, anses som byens mest værdifulde arkitektoniske monument. Det har et 42 meter højt klokketårn, et kapel, en krypt og en fangekælder.

Biserica_din_Deal_Sighisoara_photo_Henrik_Elstrup

Et usædvanligt arkitektur element er den overdækkede trappe fra 1642 med over 100 trin fra byen op til kirken. Rumænere er vist vilde med mange, lange trapper. Det er toppen.

wimg_2623-1wimg_2628-1

Ved kirken er der en gammel kirkegård med gamle, forfaldne gravsteder side om side med nyere grave med friske blomster. Blandt gravene breder bregner sig sammen med døde eller døende træer. Det er et særegent sted, som i det svage, grå morgenlys virker en anelse uhyggeligt. Meget transsylvansk. Der er sikkert anderledes i solskin.

wimg_2621-1wimg_2618-1

Også byens middelalder klokketårn fra det 14. århundrede er virkelig smukt og seværdigt.
Det er muligt at komme ind i klokketårnet, hvor der er et lille museum og kig til urværket.
Vi når desværre kun at se tårnet udefra. Så bliver det formiddag og turister strømmer til.

wimg_2639-1 wimg_2663-1

Efter gåturen pakker vi toiletsagerne i tasken og i bilen og vi kører en sidste runde rundt i Sighisoara udenfor bymuren. Her ser vi glimt af de berygtede dårlige veje, som vi ellers ikke har set meget til på turen. Heldigt, for store huller og grus er ikke lejebilens livret …

wimg_2654-1 wimg_2655-1

Scarisoara Ice Cave

Vi kører ud af byen. Nu er det egentlig meningen, at vi skal retur til udgangspunktet, men så melder tanken sig, at måske kan man alligevel liiiiiiiiiiiiige nå at se en ekstra attraktion.
Før turen har en smule research til min glæde afsløret, at der findes huler i Rumænien. En af dem lyder specielt interessant; både hule og is. Vi gør klar til at køre dertil.

Fra Sighisoara til Scarisoara hulen er der en køretur på cirka 237 km, deraf mange på småveje med 30-40-50 km i timen, en biltur på cirka 4 t 20 min. Det passer meget godt; vi kører lange ulige stræk på idylliske bjergveje med lokale beboere ved og på kørebanen.

wimg_2672-1wimg_2743-1

Det er nu ikke helt let at finde ishulen, når vi søger på hulens navn eller nærmeste adresse: Intet kommer frem på satellitnavigationen. Lidt søgning på steder i nærheden bringer en anelse opklaring, men stadig uden præcis oplysning om, hvordan man kommer derhen. Hverken vores kort eller navigationsapp viser hulen eller navnene på de nærmeste byer, men det er et eller andet sted i et nationalparkområde i Apuseni Bjergene.

Heldigvis oplyser en rumænsk hjemmeside hulens gps-koordinater. Da vi taster dem ind i Navigon app’en bliver alt klarere. Selvom der stadig mangler bynavne, virker ruten rigtig.

wimg_2732-1

Det er en længere tur via hovedvej 75 vestpå forbi Albac og Deve. Forbi Scarisoara; hulen hedder godt nok Scarisoara Ice Cave, men man kan ikke komme dertil via Scarisoara by.
Vi kører forbi supermarkedet La Doi Pasa og drejer lige før Garda de Sus, nordpå ad 750.

Forbi Dobresti og Mununa og til Ghetari  Et sted i nærheden ser man en smal stejlt
stigende grusvej med skilt mod hulen. Der skal bilen heldigvis ikke op. Man kører videre ad den snoede asfaltvej op mod naturreservatet og Pestera Gheratul de la Scarisoara.

wimg_2722-1

Her se vi en lille samling huse, campingvogne, en p-plads og skilt mod hulen. Endelig.

wimg_2729-1

Hulebesøg kræver varm påklædning uanset årstid; huletemperaturen er lav:  Om vinteren cirka -7 grader C, 19 F. Om sommeren cirka 1 grad C, 34 F. Vi tager varmt overtøj på.

Dernæst køber vi fra et lille campingvog-køkken en rygende varm speciel tyk pandekage med ostefyld til 3 lei. Den smager ligeså godt som den er usund, næringsfattig og fedende. Vi tygger frokosten i os med velbehag, mens vi går op ad stien ind i skoven mod hulen.

wimg_2721-1

Gåturen fra p-pladsen til huleindgangen tager kun 5-10 minutter: Man kommer til en åben plads i skoven med et træhus. Der går man ind og køber et par billetter og i tilgift får man et par flyers. De er på rumænsk og fortæller absolut intet om hulen, kun om området …

Vil man vandre en længere tur til hulen, så kan man køre mod Arieseni og Gârda de Sus. Fra Gârda de Sus er der en grusvej, som fører til ishulen. Vandreturen tager cirka 2 timer.

wimg_2718-1

Information om besøg i Peştera Scărişoara (2016)

Pris: Voksne: 11 RON, ca. 20 DKK, 3 EUR. Åben: Mandag-lørdag: 10-18. Søndag: 10-17, eller 16. I lav-sæsonen bør man kontakte sted/guide før man begiver sig mod hulen. En guidet tur foregår i grupper med minimum 10. Varighed cirka 45 minutter.

Fra træhytten går man over lysningen til en indgangsmølle i stål. Herfra kommer man til en lille skovsti og næsten med det samme er man ved kanten af et kæmpe hul i jorden.

wimg_2685-1

Man kommer til hulen ad indgangen, denne store ydre skakt, 60 meter i diameter, og 48 meter høj, som man entrer via en række trapper af varierende beskaffenhed. Stigning og smalle trin kan virke lettere faretruende. De fleste trin er dog stabile nok, men enkelte hælder nedad (hold godt fast i rækværk). Her ses pudsige trappe-lappe-løsninger tæt på.

wimg_2708-1

Foruden flere andre advarsler fortæller et diskret skilt på rumænsk vist nok, at “det er forbudt at kilde flagermusene”. Dem så vi desværre ingen af; det ville ellers have været toppen af kransekagen på en tur i Dracula-land.

wimg_2717-1wimg_2692-1Nej, nej. Det er ikke mig, der er meget fuld og på rulleskøjter. Trappen er virkelig pilskæv.

80-100 trin nede får man kig til den store del af hulen … og gangbroerne, der ikke er i den bedste stand. På billedet her under ser der ret lyst ud, men det er snyd; billedet er kunstigt lysnet i Photoshop: Når man kommer ned ad trappen oppefra lyset, ser man et sort hul.

Flere trin ned og ind i hulen. Der er meget mørkt. Kun en enkelt lampe lyser op i den fjerne ende af hulen: De første mange minutter, kan man ikke se gangbroen under sig, så man skal være forsigtig med, hvor man sætter fødderne. Det er ikke for svagtseende sjæle.

wimg_2691-1

Det er generelt anbefalet at man besøger hulen tidligt på året, før sommeren, fordi
is-formationerne i foråret er markant større end sidst på sommeren og efteråret.
Hulen og isen overvåges kontinuerligt, fordi gletscheren smelter gradvist. 

wimg_2699-1

Man kommer ind i den Store Hall, den store del af hulen, hvis bund er dækket af smeltevand (sommer og efterår) og is. Lige frem ses Kirken, “The Church”, med mere end 100 stalagmitter. I hver ende af hulen er der indgange til de dybere dele af hulen, gletscherens base, hvor de med adgang kan studere enkelte stalagmitter.

ice_cave_map_harta02

Det ene område kaldes “Lille Helligdom, “Little Reservation”, det andet område med en større indgang er “Store Helligdom”, “Great Reservation”, hvortil indviede kommer via skakter. Almindelige besøgende kan kun se Store Hall og Kirken med isformationerne. Adgang til de dybe dele af hulen er for forskere og kræver reb, rappelling og en guide.

Scarisoara Ice Cave rummer den næststørste undergrunds-gletscher i syd-øst Europa og er rumæniens største ishule. Hulen ligger 1165 m.o.h. og er over 3000 år gammel. Den har en længde på 720 meter og en dybde på 105 meter. Den er stor, men ikke kæmpestor.

Ifølge hjemmesiden er der 75.000 m3 is med en tykkelse på 15 meter. Isen er 3000-4000 år gammel og holdes afkølet af en særlig naturlig ventilering, der skaber gletscher-klima.

På reklamebillederne ser hulen og de særlige is-formationer større ud end i virkeligheden: Lige nu om efteråret er der desuden meget mindre is end i foråret. Det er heller ikke muligt at komme ned og gå på isen sådan som det ses på informationssiden. Øv.

wimg_2693-1

Det burde man oplyse om på hjemmesiden. På den anden side ville mange måske så ikke besøge hulen og det ville være synd, for det er en fin hule, selvom den ikke er så stor. Og det er velgørende autentisk at hulen – i modsætning til andre huler – kun oplyses af en enkelt lampe i stedet for et unaturligt flere-farvet lysshow. Bare det fortsætter sådan.

En helt i orden oplevelse og en flot køretur dertil.

Nu gælder det kun ‘hjemturen’. Vi vil køre tilbage til Cluj-Napoca og tilbringe natten, morgendagen og endnu en nat der, før vi skal hjem med et tidligt morgenfly tirsdag.

Navigationen siger 100 km og en køretid på cirka 2 t 24 minutter. Vi er jo i bjergene.

wimg_2747-3

Lokalt skilt: Undgå at bruge horn, altså det rigtige (messing) horn på (heste)vognen.

wimg_2779-1Cluj_Fields_Romania_photo_Henrik_Elstrup

Mørket falder på og det er sent inden vi når Cluj-Napoca. Mætte af oplevelser og over seks timers bilkørsel i alt undlader vi at eksperimentere med nye logi-muligheder og ringer til vores pension Deja Vu fra første nat. Der er heldigvis et ledigt værelse. Prisen er dog nu en anelse dyrere (men stadig billigt); vi burde nok have besværet os til at booke online.

Det er sent, så ved 20:30-tiden nøjes vi med at gå nogle få skridt ned ad gaden og tjekke ind på den lokale villakvarters-restaurant, som er ‘hemmelig’; den har ingen navn så vidt vi kan se og findes ikke på kortet eller Google Maps. Udefra ligner det mest et beboelses-hus, men indvendig er der hele to spisestuer med fine sildebens-gulve og et stort åbent køkkenområde, hvor to kokke er i gang, og vi modtages af en restaurant-manager.

Vi får straks et par menukort: Menuen er fin og enkel, men vi ønsker det endnu enklere og endnu hurtigere og bestiller begge pizza (en sundhedsformidler i frit fald!) og vand.

wimg_2791-1

Fast food og så ‘fast’ bed. Jeg drømmer om hulen.

wimg_2700-1 wimg_2703-2wimg_2702-1

ZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZ

2 Comments »

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s