Rigtig Glædelig Påske 2016

Kom i form på en dag. Er det muligt?

Af Marina Aagaard, MFT

Tror du på det? Eller håber du på det?

Jeg tror ikke på det, men da jeg for nylig så artikeloverskriften “Kom i form på en dag” på forsiden af et indstik i avisen blev jeg alligevel nysgerrig og bladrede frem til siden og læste videre.

Kom i form på en dag Foto Megan Ironside personlig træning

Kom i form på en dag

Allerede i de tre første linjer under overskriften blev alt opklaret:

“Okay, du kan ikke komme i form på en enkelt dag, men du kan snøre træningsskoene og tage beslutningen om, at nu skal det være. Sammen med en personlig træner kan du tage hul på en livsstilsændring allerede i dag”.

Derefter følger en sides artikel (reklame) om personlig træning i henholdsvis en fitnesskæde og et uafhængigt træningscenter.

Kom i form på flere dage

I artiklen anbefales noget mere end en dag som kom-i-form strategi:

“Træn en time tre-fire gange om ugen”. Og:
“Sørg for at få otte til ni timers søvn om natten.
Spis mere grønt.
Drik to liter vand om dagen.”
Rikke Hansen, personlig træner

På den ene side synes jeg, at det er lige lovlig smart – falsk markedsføring – med en urigtig overskrift, der vil få mange fysisk inaktive, motions-uinteresserede, til at glæde sig for tidligt og derfor næsten helt sikkert skuffes, når de læser videre.

På den anden side er det måske o.k. at nysgerrigheden vækkes, hvilket kan få en eller flere til at læse videre og tage det første skridt henimod en sundere livsstil. For ja, det første skridt, en dag, gør en stor forskel og hvert skridt, træning, tæller (på celleplan).

Selvom jeg ville have formuleret det anderledes, er det er også rimeligt rigtigt at:

“Hvis alternativet er at sidde i sofaen, er en gåtur lige pludselig sindsyg god træning. Så hvis du træner tre gange om ugen, er det en gigantisk ændring i dit liv og du vil få kæmpe resultater ud af det”
Søren V. Bitsch, Personlig træner, i artiklen.

Konklusion

Du kan ikke komme i form på en dag.

Men: Du kan komme i bedre form på en dag.

Hver dag du træner (rigtigt), gør du noget godt for sundhed og præstationsevne.

Til uddybning: Man kan øjeblikkeligt under et enkelt træningspas:

Med information og instruktion: Få en bedre teknik, så man lige med det samme kan løfte mere, strække mere og balancere længere.

Med motivation (og musik): Yde mere, løbe/cykle/ro hårdere og længere, bl.a. fordi følelsen af anstrengelse reduceres.

Det er ikke strengt nødvendigt med en personlig træner, som artiklen kunne antyde. Alligevel kan netop det være en rigtig smart ide. Mange har brug for ekstra hjælp og motivation til at komme godt i gang og holde ved: Personlig træning kan være alle tiders sundhedsinvestering. Man kan altid starte med et kort forløb og så vurdere effekten.

Rigtig god træningslyst.

Læs mere:

Personlig træning: Hvad er det (værd)?

Følg min Blog HER og Instagram HER

2 kommentarer

  • CC

    Hæhæ, du fangede også min interesse med det vups! 🙂 Til trods for at jeg elsker at træne. Min basis-form forsvinder aldrig rigtig helt, og jeg kan relativt hurtigt komme på banen igen. Det er jo dejligt. Men det medfører også kortere eller længere periode i mit liv, hvor jeg tillader andre ting (og til tider dårlige uvaner) at snige sig ind i hverdagen.

    Jeg tror at du har ret i, at motivation er en vigtig faktor. Helst skal den komme indefra. Hvis ikke man har lært glæden ved bevægelse, findes den ikke. Den må tillæres – og i nogle tilfælde indpiskes. I bund og grund, så tror jeg at det handler om, at være ærlig over for sig selv – og realistisk. Både med hensyn til hvorfor man vil træne, og hvilke mål man sætter sig. Målene skal være realistiske og mærkbare efter relativt kort tid. Så kan man sætte baren op igen. Livsstil er alfa-omega, så der er Ingen tvivl om, at hvis man bare når til at læse artiklen, og tage anbefalinger om godt med frugt og grønt, samt vand til sig; så er man et godt skridt videre, den dag.

    For nogle mennesker er sport slet ikke en del af deres mindset (muligvis mange i den gruppe, som du nævner?) 🙂 Så sent som i går sad vi 3 piger og snakkede om emnet. Vi var 2 som fik mere energi (og livsglæde) af at løbe, imens den 3. slet ikke kunne forstå os. På ingen måde. Hun fik energi af at strikke (!) Pigen er 15 år yngre end mig, så det er altså ikke et spørgsmål om alder (i dette tilfælde), men mindset og livsværdier. Lad mig straks tilføje, at jeg respekterer dette. Det er hendes gået valg, og hendes egen krop. Jeg ved så, at hun godt kan lide at gå lange ture i naturen, og selvom det måske ikke er sport, så er det bevægelse. Lvsnødvendig bevægelse. Kroppen er ikke skabt til at sidde mange timer bag en pc skærm, for siden at sætte sig ind i en bil, og hjem i lænestolen. Det dør vi af. Helt bogstaveligt talt og langsomt. Det er alvorlig snak det her. Men også tydelig tale, der skulle være til at forstå. Kroppen skal også have hvile og mulighed for at restituere sig selv (genopbygge), men det forudsætter en aktivitet forud for dette.

    Tak for dine motiverende og kloge indlæg om motion og bevægelse. Jeg tror at du kunne motivere mange flere med din facon via en APP – personligt kunne jeg godt tænke mig nogle varianter af din 7 minutters træning, som en inspiration og appetizer til at få nogle nye øvelser med ind-over. Jeg ved det meste selv, men synes også at det er sjovt at være fælles om det, og hente ny inspiration udefra. Det jeg vil sige er, at selv os der elsker sport, og kan være meget selvmotiverede, kan have behov for indspark og motivation en gang imellem. Kender du det ikke selv fra din egen krop? 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak for din positive feedback og for deling af dine tankevækkende observationer, erfaringer og historier. Jeg er enig. Du uddyber det væsentlige. Og rammer naturligvis rigtigt; alle (inklusive undertegnede) har brug for ny inspiration fra tid til anden – nu gav du mig lige et (ind)spark til i dag.
      Og: Ja, hvis jeg var mere teknologi-orienteret, så havde den app været der!
      Måske i fremtiden? Jeg håber, at der kommer mere gang i formidlingen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rigtig Glædelig Påske 2016