Kilimanjaro trekking dag 4: Lava Tower tour

Kilimanjaro trekking dag 5: På tur i den alpine ørken

Af Marina Aagaard, MFT

Onsdag. Endnu et langt trek venter i dag. Vi er allerede højt oppe og skal højere endnu. Før det skal vi passere bjergmuren “The Breakfast Wall”. Ja, god morgen.

Kilimanjaro trekking dag 5 Marina Aagaard fitness blog travel rejse foto

Kilimanjaro trekking dag 5

6:30-7:00. Solens første stråler oplyser den kantede klippemur over vores camp. Vi skæver op til den på vej til morgenmaden. Igen i dag er der grød, toast, røræg, og kaffe, te og kakao (vand). Rigelig med kakao til mig, tak, det luner dejligt i det kølige spisetelt.

Ved morgenmaden er turleder Peter insisterende. “I skal spise rigtigt meget i dag, så I har rigeligt med energi til dagen og natten og dagen imorgen.” Jeg pipper, nu ikke for at være på tværs, mest for at konversere “Jeg kan næsten ikke få noget ned” (den sætning er speciel; det har jeg vist aldrig før sagt i mit liv). Peter bjæffer “Ingen debat. Du skal.”
Ergo finder jeg min kæmpe pose blandede (saltede!) nødder frem, i dag skal de spises.

Igen har jeg haft en streng nat uden søvn. Hårdt, fordi man vanvittigt gerne vil sove, for at få energi til den følgende dag. Ekstra hårdt, fordi det nu er fire nætter med minimal eller ingen søvn. De sidste tre nætter har været tiltagende kølige. De seneste to, har jeg ydermere modstræbende måttet ud på toilet i nattens løb. Under frysepunktet!

At skulle ud af teltet om natten er pænt anstrengende, men der er et lille plaster på såret: Hver nat har himlen været skyfri og afsløret en fuldstændigt fabelagtig flot kulsort, stjernespækket nattehimmel. Så smuk, at man (næsten, kun næsten) får lyst til at blive uden for teltet og stirre opad. Ydermere kan man ved at rette blikket nedad, se de glitrende lys fra byerne langt nede spredt ud over vidderne ved bjergets fod

500px Photo ID: 133802373 - One of the most amazing views during the climb of mount Kilimanjaro was the night sky. You simply can?t understand how many stars there are in the sky until you get to a completely dark location with no light pollution and wh
Foto: Sleeping Under the Stars [Kilimanjaro] © Dror Bekerman. 500px.

 

Handskejagt

Efter morgenmaden bliver vores stave samlet ind, for de skal bæres op af en bærer, eftersom vi får brug for vores hænder til at hjælpe os op ad ‘morgenmadsmuren’.
Jeg sætter to farvede elastikker på mine stave, da jeg tænker, der kan blive lidt tumult, når vi skal finde vores respektive stave igen; stavene er i forvejen parvist ret forskellige.

Vi har travlt i dag. Der bliver skyndet på os. Jeg fryser og er langsommere end normalt i mine bevægelser; jeg skynder mig at børste mine tænder og skyller hastigt mund og børste med vandet fra drikkedunken henne over en græstue.

Haster tilbage til teltet. Alt er pakket. Vi skal af sted nu! Men hvor er nu mine handsker? Jeg har et par tynde stofhandsker (inderhandsker til skiløb) på, men vurderer at jeg får rigtig megen brug for mine skihandsker i læder til klatreturen.

De andre tripper. Jeg leder og leder efter handskerne. Åbner min duffelbag. Nej.
Roder rundt i rygsækken. Nej. Hvor er de dog henne? En lille ting, men det er stressende.
“Har I set mine handsker?”, “Har I set mine handsker?” “Nej”. Ingen har set dem.
Til sidst må jeg opgive eftersøgningen. Vi skal af sted.

Dag 5: Barranco Camp (3950 moh) – Barafu Camp (4673 moh)

kili-w-20160217-IMG_0869-2

Vi møder muren

Vi begiver os hen over klippegrunden, over et lille vandfald. Stenene er isglatte med høj risiko for fald: Geoffrey og Peter hjælper resten af gruppen sikkert over. Og så begynder det at gå opad. Jeg er stadig lidt stresset over det med de forsvundne handsker.

Mens vi bevæger os fremad mellem stenene, bemærker jeg, at noget trykker mod mit bryst. Jeg mærker efter. Det er handskerne. Det slår mig straks: Med et glimt af genialitet har jeg stoppet handskerne helt ind til kroppen, så de skulle blive dejligt varme til turen. Til ingen nytte eftersom jeg glemmer alt om dem sekundet efter. Jeg skammer mig så meget over den dumhed, at jeg lader handskerne blive der, hvor de er …

Så er vandringen slut. Nu starter klatringen. Geoffrey har ret. Det går forrygende og er rigtigt spændende, en alsidig fysisk udfordring. Man skal nok bare ikke kigge nedad.

Great Barranco Wall er bjergvæggens korrekte navn; tæt på er den ikke nær så slem som det kan se ud til på afstand; de 257 meters højde syner af dobbelt så meget.
Guide Geoffrey: “A piece of chocolate cake” (before a bigger piece of chocolate cake!).

kili-MaM-w-BW-climb-MA Et af de nemme steder. “kom nu, kom nu”, tænker guiden. foto: Marianne Martinsen.

Jeg tænker, at kun to steder er det så udfordrende, at man forbinder det med de bjerg-katastrofe-film, man har set. Rundt om et hjørne med ‘spread eagle’ stilling. Armene er ude på hver sin side af klippen, hænderne griber krampagtigt fat i kanterne. Den ene fod er på spidsen af afsætskanten og den anden hænger frit i luften og søger nyt fæste; det magter jeg kun lige med nød og næppe, for en sikkerheds skyld haler guiden i mig! 

1:45 t senere er vi oppe efter en kontinuerlig klatretur. Længere end den normerede tid (45-60 minutter). Men nok hurtigere end de, der tager længst tid om det (håber jeg).

På toppen får vi betalingen for arbejdet: Fra toppen af Breakfast Wall kan vi se ned på lejren og skyggen af vores just besejrede bjergside. Det er en motiverende følelse.

Stavgang

Vi får stavene igen. Dem er vi blevet ret glade for, så der er en vis gensynsglæde. Jeg finder dog kun min ene stav, elastikken må være sprunget af den anden, så selvom jeg finder to stave, er de nu endnu mere forskellige, mindst 10-11 cm længdeforskel. Skidt. Der er ikke tid til at rode med det. Efter en kort foto- og vandpause skal vi videre.

kili-w-20160217-IMG_0870kili-w-20160217-IMG_0871kili-w-20160217-IMG_0873

Kigger man den anden vej, er vi nu kommet en hel del skridt nærmere målet for vores tur, Kibo, toppen af Kilimanjaro. Og endnu en dag skinner solen fra en periodisk skyfri himmel og gør det til uforglemmelig oplevelse, som er svær at sætte passende ord på.

kili-w-20160217-IMG_0875

Vi vandrer videre i det evigt skiftende landskab. Kigger op, ned, til højre og venstre og knipser løs på skift, vel at mærke så hurtigt vi kan, så vi stadigt kan følge med gruppen. Det er trekking, ikke en fototur, og der er ingen løbende pauser til den slags. Fotos skal tages i farten og selv om den er langsom “pole, pole” kan man hurtigt nok sakke bagud.

kili-w-20160217-IMG_0876 kili-w-20160217-IMG_0877 kili-w-20160217-IMG_0878 kili-w-20160217-IMG_0879

Panoramudsigt

Udsigten ud over et hav af skyer kan man næsten ikke blive træt af. Et uvirkeligt syn. Da vejrtrækningen for mit vedkommende, trods højden, stadig er uden anstrengelse (bortset fra under periodiske klatreudfordringer), kan man momentant glemme, at man er flere tusinde meter over havets overflade. Så ser man sky-havet og husker det igen.

kili-w-20160217-IMG_0880kili-w-20160217-IMG_0881 kili-w-20160217-IMG_0882kili-w-20160217-IMG_0883 kili-w-20160217-IMG_0884kili-w-20160217-IMG_0885 kili-w-20160217-IMG_0886

Marslandskab

I 4000-5000 meters højde ser man et nyt landskab, den alpine ørken. Et enestående, bart landskab, stort set uden planter, bortset fra lav, mos og små, robuste blomster.

Strålingen fra solen er intens, så selvom solen ind imellem dækkes af skyerne er det essentielt at al hud er dækket af tøj eller solcreme med højeste faktor. Et par gruppe-deltagere erfarede allerede første dag, at en lille lapsus udløser højrøde brændemærker. 

Fordampningen er høj og der kan være meget store daglige temperaturudsving fra under frysepunktet til op over 36 °C; men ikke i dag.
Vi får dog temperaturforskelle at mærke; skyerne kommer og går, så vi oplever et bredt spekter fra køligt gråvejr til sommervarme med høj sol.

kili-w-20160217-IMG_0887kili-w-20160217-IMG_0888 kili-w-20160217-IMG_0889kili-w-20160217-IMG_0890

Efter en længere vandring i det magiske Mars-lignende grå og rødbrune landskab skal vi igen nedad. Landskabet skifter. Nu bevæger vi os igen igennem ‘grønne områder’ ad en snørklet sti, mens vi presser hælene i for at at undgå at glide i den stedvist mudrede jord. Også krogede grene på døde træer giver en hjælpende hånd under nedfarten.

kili-w-20160217-IMG_0891 kili-w-20160217-IMG_0892 kili-w-20160217-IMG_0893 kili-w-20160217-IMG_0894 kili-w-20160217-IMG_0895 kili-w-20160217-IMG_0896 kili-w-20160217-IMG_0897

Karanga

Da vi er kommet ned til bunden af skråningen, Karanga-dalen, skal vi ifølge planen holde frokost, men efter en ultrakort vandpause fortsætter guiden (?) – og dermed også os – utrætteligt. Vi skal stejlt opad igen. Opad, opad, opad.

Da vi kommer op på toppen af den grønne skråning, bliver vi mødt af udsigten til et trøstesløst vindblæst klippeplateau med Karanga Camp (4033 moh). Her holder vi frokostpause og spiser vores madpakker (en stjerne max) og får serveret varm te.
Teen varmer dejligt. Med-trekker Michelle Martinsen anmelder madpakken:

“Madpakken i dag var forfærdelig! Vi fik en mango juice, som var lækker, men ellers fik vi den såkaldte “margarinemad”; to toaststykker med noget smørlignede imellem, en marmelade mad, og et (faktisk) rigtig godt stykke kylling og det var det mad – til sidste dags tur!”

Efter denne korte frokostpause bevæger vi os videre og mødes af et nyt ørkenlandskab. I denne højde er der tiltagende risiko for højdesyge, så vi vandrer videre i et meget adstadigt tempo. Fremad, fremad, fremad. Kun afbrudt af korte vandpauser.

kili-MaM-w-SKIFERskifer; skønt at skue, skørt at gå på. Foto: Marianne Martinsen.

 

Det venlige vejr og det langsomme tempo gør, at kroppen stadigvæk fungerer tip-top. Trods hårde nætter føler jeg mig virkeligt veltilpas i hoved, muskler og led og tænker, at det er ret fantastisk. Alligevel er der nogle små mentale og fysiske udfald, der viser, at der ikke er 100 % funktionsdygtighed; eksempelvis handske-floppet … og …

Vi er instrueret om at drikke løbende og det følger jeg/vi til punkt og prikke. Mens vi går, går det fint at række armen bagud og lirke flasken ud af sidelommen på rygsækken, tage et par mundfulde, og så sætte den retur. Ind imellem er det dog sværere (for os alle) og så hjælper den bagvedgående hurtigt med assistance. Det fungerer superfint.

Nu holder vi en samlet vandpause. Jeg træder lidt til siden, jeg trænger til en stor tår vand. Men koordinationen er åbenbart lettere forringet. Jeg forsluger mig, får vandet i den gale hals og spytter en kaskade af vand ud, mens jeg bøjer sammen og hoster virkelig voldsomt. Ubehageligt, men uproblematisk. Det sker dog igen kort tid efter og jeg mener at kunne læse i resten af gruppens øjne “det var det, nu er hun er færdig”. 

Det sker heldigvis ikke igen … fjumreperioden er overstået … vi går videre i stilhed.

kili-w-20160217-IMG_0899

Sten

Sten, sten og atter sten – heldigt, når man som jeg er helt vild med sten af alle slags – i sandhed en ørkenvandring. Kigger man rundt, får man fornemmelsen af, at stien er næsten endeløs. Til sidst når vi dog til en stejl skråning, som vi går opad. Og opad.

kili-w-20160217-IMG_0900

Og opad.

kili-MaM-w-Barufa_skilt

Hver gang vi tænker, at nu er vi ved toppen, skal vi et stykke længere op. Vi når dog endelig til tops sidst på dagen. Så har man lyst til at gå til teltet, men alle skal først en tur lidt højere op til lejrens indskrivningsdisk, hvor man indskriver alle detaljer:
Dato, navn, stilling, antal i gruppe, antal trek dage, guide, trek nr., sidste camp, pas nr.

Denne camp, Barafu Camp, ligger i 4.600 meters højde over havet, mellem klipperne. Barafu betyder ‘koldt’ eller ‘is’ på swahili og det passer perfekt på stedet. Her er gråt, råt og råkoldt. Det blæser – ikke ret meget – men i denne højde føles det bidende.
Et virkeligt brutalt udseende, barsk sted, der langt fra virker indbydende.

kili_MaM_IMG_2676Vi trekker hen til indskrivningen. Det er rigtig råkoldt. Fotos: Marianne Martinsen.

 

Det var det. Nu er der lige tid til at pakke ligeunderlag og sovepose ud. Og: Gøre uld-sokker og uld-undertøj (altså nr. 2 sæt) og skitøj klar til nattens vandretur mod toppen.

Aftensmad

Da alle er samlede til lejren, vi er ankommet let forskudt, mødes vi klokken 18:30-19:30 til aftensmad med suppe, spaghetti med kødsovs, og et stykke frugt.

I dag spiser og snakker vi mindre i dag end ellers.

Spiser mindre? Fordi der ifølge de andre ikke er nok pasta, hvilket udløser en vis misstemning. Men jeg må være blevet momentant højdesyg, for jeg er slet ikke sulten (uhørt ukarakteristisk) og bemærker ikke den manglende pasta.

Snakker mindre? Ikke så meget på grund af mathed efter dagens lange vandring, men på grund af, at i nat starter turen til toppen: Spændingen vokser mærkbart.

kili-w-20160217-IMG_0903Udsigt fra teltet i Barafu Camp. Sten og atter sten og kig til Kibo. Soon, Kibo, soon.

Efter spisningen briefer chef guiden Geoffrey:

“Nu skal I gå til jeres telte og forsøge at sove i cirka 2-3 timer. Jeg vil gerne vække jer igen omkring klokken 22.30, så vi er klar til at begynde vandringen mod toppen omkring klokken 23:00.” 

Vi siger god nat til hinanden og går til teltene.

Jeg snupper lige et enkelt (læs 10) fotos af udsigten ved teltet lige ved solnedgangstid.

kili-w-20160217-IMG_0901

Så går vi til ro.

Jeg ligger lysvågen, med lukkede øjne og trækker vejret dybt.

Jeg vil simpelthen så gerne sove, for nu er det nu, nu gælder det, men jeg kan ikke.

Jeg krabber mig ud i kulden, og forretter min nødtørft på klippekanten næsten lige udenfor.
Toilet-teltet er kun sølle 20 meter væk, på en afsats lidt højere oppe, men jeg vurderer at turen er for farlig; vejen dertil er fuld af telt-barduner og klippestykker, der er svære at se i mørket. Ingen grund til dumheder eller uheld lige nu.

Jeg krabber mig ind i teltet igen og prøver at sove, men det går ikke.

Vente. Vente. Vente.

Læs mere:

Kilimanjaro trekking – fysisk forberedelse, rejsetips og en sand trek historie (bog)

Kilimanjaro National Park, National Parks Tanzania

Følg min Blog HER og Instagram HER

1 kommentar

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kilimanjaro trekking dag 4: Lava Tower tour