Hamburg Julemarked: Rigtig Jul for Juleelskere
Af Marina Aagaard, MFT. Fotos: Henrik Elstrup og Marina Aagaard.
Op til jul tager mange danskere på egen hånd eller med et rejsebureau til Hamburg, Hamborg, Tyskland, for at opleve julemarkederne. Er man julefan kan det varmt anbefales. Der er jul for alle pengene.
Hamburg året rundt
For de der er mere moderat juledyrkende, er der året rundt masser at se i Hamburg også ved juletid. Selv for middel julende (undertegnede), som er mindre vilde med alt for megen “trængsel og alarm”, d.v.s. masser af juleturister og juleri, er det en oplevelse at være til julemarked med rødt, hvidt og grønt, live julemusik og duft af gløgg / glühwein.
Hamburg julemarked
For de der er vilde med shopping generelt, må Hamburg være et paradis. For de med en mere end almindeligt solid økonomi er alle eksklusive internationale mærker repræsenteret (med vilde varer i vindues-udstillingerne, som er værd at se).
Og julemarkedet? Det er faktisk et besøg værd.
Flot, ja næsten elegant. Med mange gode boder – og masser af gløgg.
Og sightseeing i rigelige mængder i gaderne omkring kanalerne.
For de med en mere gennemsnitlig konto er der mindst lige så mange muligheder i spændende specialforretninger, bugnende butikker og velassorterede varehuse.
Jeg var selv på en julegave mission; men det blev ved transportmotion, sightseeing og fotografering og indkøb for 0 kroner/Euro på turen! For en ikke shopping-rutineret kan super-udbud blive en tand for overvældende. Til gengæld kan jeg næsten ikke se mig mæt i Hamburgs vand, Hafenstadt og de mange kanaler (og broer). Altid fantastisk.
Juleshopping? Det endte med lokale Djursland juleindkøb.
Men måske prøver jeg et tysk julemarked igen næste år.
Rigtig glædelig jul.
Følg min Blog HER og Instagram HER
Ingen kommentarer endnu