Er sundhed ikke sundt? Sundhed, Sygdom, Sunddom!

Bornholm rundt: Fitness wellness tour

Af Marina Aagaard, MFT. Fotos: Henrik Elstrup og Marina Aagaard.

Ultimate Workout Paradise! La Santa? Playitas? Nej, Bornholm.
Solskinsøen er et paradis for alle, der kan lide at gå, løbe og cykle i naturen.

Bornholm Jons Kapel Marina Aagaard fitness blog rejse

Øen har et areal på 587,5 kvadratkilometer med 158 km kystlinje og 235 km cykelveje: Masser af motionsmuligheder og alligevel overskueligt; kun ca. 40-50 km fra nord til syd, fra Hammeren til Dueodde, og 30 km fra vest til øst, fra Rønne til Svaneke.

For vandrere og andre outdoor fitness entusiaster er der 110 kilometer kyststi,
der kan gås rundt på 4, 6, 10 eller 14 dage afhængigt af tid og lyst.

Bornholm_Moelle_Marina_Aagaard_fitness_blog

Takket være en arrangementsinvitation fra en seriøst cyklende Spinning-bog læsende instruktør fra I/K Viking i Rønne fik jeg endelig lejlighed til at besøge den østligste del af Danmark. Et ønske gik i opfyldelse. Og det var på høje tid.

Bornholm

Bornholm_Ekkodalen_Skovsti_IMG_7820

Byerne er i særklasse idylliske og landskabet er en lise for krop og sjæl; fortryllende og afvekslende, lange, flade strækninger eller bakker i alle størrelser.

Vi, Henrik (mand) og jeg, gik på med krum hals – kun en talemåde (!) – og besøgte de fleste af øens byer og seværdigheder bevæbnet med 2 x Canon.

Bornholm_Mark_og_Gravhøj_414X8286

Smukke strande, spændende skove, Bornholm er Danmarks mest skovrige område med 23 % skov, milde marklandskaber og som noget helt unikt og ret udansk: Klipper og klippelandskab.

Det burde næsten være obligatorisk at tage en tur til Bornholm. Afskrækker prisen i højsæsonen, så kan et sensommer-besøg anbefales, for sommeren holder længe åbent her (længere end mange af restauranterne) – og Bornholm er den region i Danmark, der har flest soltimer.

Ud over hoteller findes der utallige pensionater, ferielejligheder og Bed-and-breakfast-steder i flere prisklasser; vi boede i en fin ferielejlighed i Ll. Myregaard (foto fra morgenmadsstuen) nær Dueodde og Poulsker (foto af kirke).

Bornholm_Lille_Myregaard_Morgenbord_18_09_IMG_7879  Bornholm_Poulsker_Kirke_414X8294

Rønne

Rønne er den største by på Bornholm, som i alt har ca. 40.000 indbyggere, hvoraf cirka en tredjedel bor i Rønne. Byen er første stop, når man kommer sejlende fra Køge, Ystad i Sverige eller Sassnitz i Tyskland.

20150914-414X6703

Mange turister og Bornholmere vælger at sejle fra eller til Ystad, en kortere tur i en almindelig bilfærge bl.a. fordi den længere Køge-tur med lastbilfærge larmer mere (jeg sov nu problemløst på udturen om natten).

I havnen, der er en af Nordens hyppigst besøgte krydstogtshavne, kan det være en fordel at gå ind i Bornholms Velkomstcenter – et godt sted at starte ferien – hvor man kan finde turistbrochurer, tjekke oplysninger på centerets computere eller bruge det gratis trådløse netværk eller spørge sig for.

Som supplement eller alternativ kan man downloade den gratis app.bornholm, en digital udgave af den varmt anbefalede (min nu slidte) guide Bornholm Kort og Godt.

Navnet Rønne kommer af middelaldernavnet Rodne for rådden (fiske)lugt. Lugten er væk og tilbage er en lille hyggelig by med brosten og bindingsværkshuse, fyrtårn og Sct. Nicolai (Rønne) kirke fra 1215.

20150914-414X6716    20150914-414X6725

Kultur og figur og natur

Den huser desuden Danmarks ældste fungerende teater, biograf, musikhuz, museum, restauranter, cafeer, en chokoladebutik og en del butikker, blandt andet en meget stor William Dam boghandel med bøger, blade og et omfattende udvalg af bøger om Bornholms historie og natur.

Desuden er der i Rønne rige muligheder for fitnesstræning: I Sundhedscenter Bornholm, Wellness Club, FysioForm og foreningen I/K Viking, hvor man ud over fx atletik og gymnastik kan dyrke både indendørs holdcykling, fitness og CrossFit på et stort udendørs område.

Vil man træne udendørs er der utallige muligheder, ikke mindst kyststien for vandrere og løbere – og cykelvejene for cyklisterne: Tjek bogen “På 367 ture i Bornholms natur”.

20150915-IMG_7299

Jons Kapel

Kyststien nord for Rønne kommer blandt andet forbi de bittesmå fiskerlejer Helligpeder og Teglkås. et skovområde langs vandet med klippeformationen Jons Kapel, “en tør ovn”. Et unikt og seværdigt stykke fjeld med en stenstrand med store sten.

Trappen (top foto) ned til Jons kapel er en oplevelse i sig selv, 224 trin i flere etaper, den længste med 121 trin i træk. Oplagt til trappetræning – med forsigtighed.

Bornholm_Jons_Kapel_foto_Henrik_Elstrup

Lidt nordpå er der flere natur-attraktioner; sprækkedalen Blåskinsdalen, frilluftsområdet Vang-bruddet og Danmarks tredjehøjeste vandfald Pissebækken.

Hammershus

Længere mod nord finder man Bornholms mest besøgte attraktion, Hammershus, Nordeuropas største borgruin fra slutningen af 1200-tallet. Bygget af Jens Grand, ærkebiskop i Lund. Et imponerende fæstningsanlæg og en endnu mere imponerende beliggenhed på klipperne med udsigt til Østersøen.
Endnu et must-see udflugtsmål.

Bornholm_Hammershus_Marina_Aagaard_fitness_blog Bornholm_Hammershus_udsigt_Marina_Aagaard_fitness_blog

Lige nord for ruinen finder man den lille Hammer Havn med skæve træbygninger (kiosk, opholdsstue og toilet) og nordligere Hammerodde og fyr. Hele området er fantastisk til vandreture. Det anbefales at man kører til Sandvig Campingplads og starter vandreturen rundt om Hammerodde op til fyret og retur forbi søerne.

20150915-IMG_7426 20150915-IMG_7440

I Allinge-Sandvig området finder man også Opalsøen i resterne af det, der engang var et stort granitbrud, Nordbornholms største eksportlager af granit.

20150915-IMG_7460 20150915-IMG_7471

Først yde, så nyde: Pause i Sandvig Kalas-Kalas med bornholmsk sødmælksis med vanille, hasselnød og kardemomme (ahhh, ååhhh nej, spist for hurtigt, missede foto).

20150915-IMG_7488   20150915-414X7622

Helligdomsklipperne

Fra toppen af Bornholm kommer man på vej mod syd-øst mellem Tejn og Gudhjem til Bornholms Kunstmuseum, der ifølge turistguiden er berømmet for sin arkitektur og med en spændende kunstsamling (fra 1800-tallet til i dag).

20150915-IMG_7522

Går man om bag kunstmuseet kommer man til Helligdomsklipperne, der skal opleves. Danmarks måske mest vilde og overvældende natur.

20150915-IMG_7535

Det er 22 fantastiske klippeformationer: De er flotte fra landsiden, hvor man kan gå ned mellem dem ad stejle trapper på over hundrede trin, men man kan også sejle til dem (eller forbi dem) på sejlture fra Gudhjem og eventuelt vandre retur.

20150915-IMG_7533   20150915-IMG_7529

Man kan komme helt tæt på klipperne i klippesprækken Den Sorte Gryde.
Herfra kan man tage en afstikker ind til Østerlars, der rummer øens største rundkirke.
Et kendt vartegn med en kirkebygning fra ca. 1150; måske opført af tempelriddere?

Bornholm_Osterlars_Rundkirke

Gudhjem

Syd for Helligdomsklipperne ligger Gudhjem, der regnes for Bornholms ældste handelsby. En by med smalle, stejle gader og mange idylliske huse og hyggelige butikker. Der er hotel, vandrehjem, restauranter og cafeer ? og mange, mange turister om sommeren.

Selv uden for sæsonen er der mange mennesker i Gudhjem, blandt andet for at tage turen til Ertholmene, Christansø og Frederiksø. Det anbefales at bestille billet på forhånd, så man ikke går forgæves.

20150915-IMG_7566

Ertholmene

Ertholmene består af tre klippeøer, Græsholmen samt Christiansø (foto nederst) og den mindre Frederiksø (foto øverst). Man kan besøge de to sidstnævnte øer på en kort dagstur, afsejling kl. 10.00, ankomst 55 minutter senere, og retursejlads kl. 14.00.

20150916-414X7819 20150916-414X7904

Cirka tre timers besøg. Ikke meget, men som der står i guiden, så kan man sagtens nå at besøge begge øer og se det meste. Er der tid til overs, kan man nyde en forfriskning ved havnen før man sejler retur.

Svaneke

Danmarks mindste købstad, men en af de smukkeste – kåret som den smukkeste i 2013. En charmerende lilleput-by med en lillebitte havn, bryggeri, kulturcenter, restauranter, røgeri og Svanekes Vartegn, det trebenede vandtårn tegnet af Jørn Utzon.

Bornholm_Svaneke_Roegeri_414X8153    Bornholm_Svanke_huse_414X813020150916-414X8081

Adgangen til Vandtårnet ligger gemt ad vejen i et villakvarter og der er ingen adgang til vandtårnet, som er lukket af med kæde og lås.

Paradisbakkerne

Kører man ind i landet lidt sydvest for Svaneke kommer man til Paradisbakkerne. Ifølge bornholmerne et af de flotteste steder på øen.

Jeg giver dem ret: Det er et afvekslende landskab med frodige og fortryllende skove (rød vandrerute 2,5 km) og lyngklædte bakker (gul vandrerute 6,5 km) overalt med klippestykker, der kigger fremmedartet frem.

Inde i skoven finder man Rokkestenen, som dog p.t. ikke lod sig rokke …

Bornholm_Paradisbakkerne_Rokkestenen_foto_Marina_Aagaard_fitness_blog Bornholm_Paradisbakkerne__foto_Marina_Aagaard_fitness_blog Bornholm_Paradisbakkerne_sti_foto_Marina_Aagaard_fitness_blog

Ekkodalen og Rytterknægten

I midten af Bornholm finder man også Ekkodalen, øens største sprækkedal, der strækker sig 2 km gennem Almindingen. Et must-visit spændende sted, hvor der virkelig er ekko.

Restaurant Ekkodalshuset med Cafe Genlyd, der ligger lige ved siden af sælger både specialrom, Ekkodalsrom blendet af Søren Beyer, anbefalet af ejer Christian, samt Danmarks (verdens?) største tarteletter serveret af Joan og Ida, spist af blandt andre med-fotografen.

Bornholm_Ekkodalen_Genlyd_Tartelet_foto_Henrik_Elstrup  Bornholm_Ekkodalen_Rom_IMG_7877

Desuden har caféen en brochure med forslag til ting man kan råbe, så man får et passende ekko retur. Ikke den klassiske “Hvad drikker Møller? (øller)”, men fx:

Hvem er klogest af alle fugle?
Hvad er den danske sommer?
Hvad giver prinsesser smerter?

Der skal virkelig råbes til, men man kan godt høre ekkoet.

Bornholm_Ekkodalen_foto_Marina_Aagaard_fitness_blog

Lige over Ekkodalen er der et fabelagtigt skovområde med skønne klippetrapper og højere oppe, ca. 1-1½ km gang ligger midt i granskoven Bornholms højeste punkt, Rytterknægten. For at kunne se udsigten er der placeret et tårn med overbygning.

Bornholm_Ekkodalen_Trapper_foto_Henrik_ElstrupBornholm_Rytterknægten_Tårn_IMG_7853

Åkirkeby

Inde i landet ligger Åkirkeby med – en å og en kirke naturligvis – samt Bornholm naturcenter lidt uden for byen. Desuden fitnesscenter, supermarked, forretninger og nogle restauranter.

Nexø

Østpå ligger Nexø. Tidligere Neksø, men navnet blev ændret. Alligevel kan man stadig se skilte med både “ks” og “x”. En lille havneby med gode indkøbsmuligheder, flere supermarkeder, forretninger og enkelte cafeer. Desuden fitnesscenter Sundhedscenter Bornholm (med nøglekort-system; man skal booke på nettet, så man kan komme ind).

20150914-414X6881

Bornholm har sin egen kulturuge og den ramlede vi, mand og jeg, ind i ultimo september. Vi opdagede den tilfældigt ved stranden ved Nexø, hvor der var en mini-udgave af “skulpturer ved havet” (Australske Sculpture by the Sea). En række kunstværker af danske og udenlandske kunstnere.

Dueodde

På Bornholms sydspids ligger Dueodde, en 12 km lang strand. Og hvilken strand. Verdensklasse flot med det fineste hvide sand og en fantastisk udsigt over havet.
Bag stranden er der klitter og granskove samt fyrtårnet.

Bornholm_Dueodde_Strand_og_Fyr_Marina_Aagaard_fitness_blog     Bornholm_Dueodde_Marina_Aagaard_fitness_blog Bornholm_Dueodde_Fyr_Marina_Aagaard_fitness_blog Bornholm_Dueodde_Fyrtaarn_Marina_Aagaard_fitness_blog

Dueodde fyrtårn (1962) er 47 meter højt og har 196 trin. Man kan besøge fyrtårnet (10 DKK) i sommerperioden, men kun i en begrænset åbningstid og kun tirsdag-torsdag og lørdag. Så det gælder om at orientere sig, så man kan få den oplevelse med.

Bornholm_Dueodde_solopgang_414X8484

Boderne

På vej fra Dueodde mod Rønne møder man den lillebitte flække ved vandet, Boderne. Som navnet antyder, så handler det om salgssteder.
Her er hovedattraktionen et par butikker med meget stort udvalg af lækkert og eksklusivt tøj for mænd og kvinder; specielle sko og tøj fra blandt andre Ivan Grundahl, Malene Birger og Masai.

Besøg Bornholm

På en uge kan man i bil nå at se det meste af øen, komme rundt og se de fleste byer og de største seværdigheder. På cykel og gåben må man nok afsætte to uger eller flere.

Ud over naturen er Bornholm efterhånden kendt for gode restauranter. Mange af dem har kun åbent i højsæsonen om sommeren, men enkelte har åbent hele året, bl.a. Stammershalle Badehotel, som i 2015 slog Noma i Madanmeldernes prisuddeling, hvor blandt andet deres særlige dessert med ærter, råmælksis og grønne jordbær vandt. Og naturligvis Kadeau, der har en Michelin-stjerne (2016, 2017, 2018, 2019, 2020), så book bord i god tid i forvejen.

Der er også god og solid mad på Bornholm. På ugens køreture mellem Dueodde og Rønne faldt blikket ofte på en lade, hvor der var et kæmpeskilt med Lille Gadegård. Vingård. Buffet med Limousine kvæg, gris og isbar til 196 DKK.
Et tilbud som måtte prøves.

Bornholm_Vingaard_koed_7983

Arrangementet foregik i en rustik krostue-lignende udestue med vinranker i loftet, træmøblement og rødternede duge. Hyggeligt, men lidt køligt sidst på sæsonen.

Maden var rigelig og velsmagende og tydeligvis højt skattet af et talstærkt publikum, næsten fuldt hus. Et meget traditionelt salatbord (og isbuffet) samt råstegte kartofler, flødekartofler og kogte kartofler, mens limousine-stegen var god og grisen sublim – og det sagt af en, som ikke plejer at spise gris.

IMG_7997 Bornholm_Vingaard_aftensol_8005

Den bornholmske vin, som ifølge ejeren svinger lidt fra år til år var speciel, men ikke ueffen (omend fotografen gik over til Amarone).

Endnu bedre var den “Let mousserende jordbærvin”. En boblende aperitif med en udpræget “næse” og smag af friske jordbær. Virkeligt lækker som velkomstdrik.

Et besøg på Bornholm er nu ikke komplet uden røget fisk , d.v.s. besøg på et røgeri. Bornholm er fuld af dem og de bugner af lækkerier. Herunder en frokostmenu med røget pebermakrel og fiskefrikadeller på Svaneke Røgeri. Helt enkelt … godt.

Bornholm_roeget_sild_SvanekeBornholm_Roegeri_Skorstene_IMG_7792

Bornholm kan og bør ses, høres, duftes, føles og smages.


Destination Bornholm har følgende foto tip:

10 fantastiske Instagramspots (20.02.20):

  • Ekkodalen
  • Hammerknuden
  • Opalsøen
  • Helligdomsklipperne
  • Hammershus
  • Jons Kapel
  • Lilleborg (Almindingen)
  • Vang Granitbrud
  • Slotslyngen

God fotosafari på klippeøen.

4 kommentarer

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er sundhed ikke sundt? Sundhed, Sygdom, Sunddom!