Ferie for Alle 2015: Fitness wellness weekend

Af Marina Aagaard, MFT. Fotos: Marina Aagaard og Henrik Elstrup.
Danskerne er helt vilde med at rejse på ferie og at se, høre og tale om ferier. Heldigvis afholder Danish Travel Show hvert år Skandinaviens største rejse- og feriemesse, FERIE FOR ALLE i MCH Messecenter Herning,
Feriemessen 2015 afholdtes d. 20.-22. februar og igen i år var der udstiller-rekord med 1096 udstillere, mod 1088 i 2014, og 62.855 besøgene. Jeg var en af dem.
Fordi “At rejse er at leve” og ferie – af den ene eller den anden art – er essentiel som restitution: Kroppen og hovedet har brug for ferie af og til for fortsat at kunne præstere optimalt i hverdagen.
Supersmart program layout igen: Synet af et pas får det til at krible i maven med rejselyst.
Ferie kan antage mange former. En weekendtur i Danmark, Tyskland, Sverige eller Norge, en uges charterferie til syden eller en måneds jordomrejse med fly eller krydstogtskib. Med så mange muligheder er der behov for at orientere sig …
Ferie for alle 2015
Af sted på feriemesse. I år deltager for første gang nogensinde alle Danmarks største charterbureauer og mere end 2500 rejseeksperter fra rejsebureauer, hoteller og feriecentre og turistbureauer står klar til at fortælle og give gode råd.
Efterhånden bestiller mange rejser via nettet, så man skulle ikke tro, at der ville være særlig søgning til en messe med ‘feriebutikker’. Så må man tro om igen: De sidste par år har der været tæt pakket med besøgende på Ferie for alle. Også i år.
Kæmperabatter
På åbningsdagen fredag var der et overraskende stort rykind, så hallerne var fra start fyldte med rejseentusiaster i alle aldre; klar til at modtage personlig rådgivning, se på underholdning, deltage i konkurrencer om store og små rejser og ikke mindst lade sig friste af de utallige messetilbud; alene et bureau reklamerer med “Messerabatter for mere end 10 millioner” og alle de store bureauer er klar med lange skranker med kasseapparater: Som ved lufthavnens check-in.
Rejseforedrag
Ud over de mange stande er der hver dag foredrag – over 120 gratis rejseforedrag i år – med historier og tips om drømmerejser på alle kontinenter: Fra ‘Med 100 meter til overfladen (Malta)’ over ‘Eventyrsafari’ (Afrika) til ‘Kinas mange ansigter’.
Det kan betale sig at tjekke tiderne på nettet eller i messeavisen ved ankomst, så man ikke går glip af sine foretrukne foredrag.
Ferie er naturligvis for hele familien, så for de allermindste er der på messen et stort Legeland for børn, hvor Apollo/Falk Lauritsen Rejser i år byder på gymnastik undervisning med Flying Superkids og underholdning ved Melina fra Voice Junior.
Som de tidligere år er der fem temaområder i messecenteret:
Danmark, Dansk Golfshow, Udeliv, Udland og Camping. De første tre temaer i en hal hver, udland i to haller med henholdsvis udlandsrejser og oversøiske rejser.
Camping
Camping er messens sværvægter med aktiviteter i hele otte haller – 31.000 kvm. – fyldt med campingvogne, campingtilbehør og campingtilbud.
Campingmessen markedsføres som “Det eneste der er bedre end campingferie”, “Det eneste sted i Danmark, hvor man kan møde den samlede danske campingbranche og få det totale overblik på bare én weekend”. Det overblik vil seriøse campere gerne have og de møder talstærkt op.
Campingmessen byder Ikke kun på danske campingtilbud. Store italienske de luxe pladser er også repræsenteret, eksempelvis her en navnefælle, Marina di Venezia.
Selv ikke-campere bør tage en tour gennem campingområderne og bese de imponerende transportable feriehuse og alt hvad der hører sig til. Sidste år bød på mega-campere med ladvogn med helikopter. Årets clou må være være Bliss Mobil (bliss betyder lyksalighed) vogne – indgang KUN med invitation: Når camping ikke bare skal være hyggeligt, men også vildt!
In the Dark
Et nyt indslag på årets Ferie for Alle messe er området ‘In the Dark’ for campere og andre nysgerrige: Den runde hal er bortset fra hyggebelysning mørklagt for at skabe aftenstemning. Her er der mulighed for at ‘samle rav på stranden’, bage snobrød, fiske, køre på Segway kørebane, kælke og spille disc-golf.
I mørket bor der desuden fem campingfamilier under hele Ferie for Alle; i campere, telte og tipitelt. De står klar til at fortælle om deres erfaringer fra campinglivet.
Efter besøget i In the Dark hallen kan man stemme om, hvilken af familiernes lejre, der er mest interessant (og dermed sende den heldige vinderfamilie på ferie).
I Danmark
Danmarksområdet er også en rejse værd. Det er interessant at se, hvad der er af feriesteder og aktivitetstilbud i Danmark.
I år er der stærkt fremmøde af ‘øer’ og blandt andet Fyns herligheder markedsføres på en kæmpestand – i skarp konkurrence med Bornholm, som bruger alle midler …
Man kan bruge mindst en hel dag på messen og bliver man sulten – efter mad – er der også råd for det; seks temarestauranter, grillbarer, MCH restaurant eller Hereford Beefstouw i Boxen ved siden af. Eller Economy Class: Madpakkeområdet.
Massser af golf
Dansk Golfshow hallen byder på gigantiske stande, hvor der er mulighed for at blive undervist af golf pro’er og prøve egne færdigheder med køllerne. Over 150.000 danskere dyrker golf og en del af dem møder tydeligvis op for at orientere sig om golfrejser og det nyeste udstyr.
Også nysgerrige ikke-golfere kan benytte chancen til at slå et par slag på messen. Eller dykke en tur …
Outdoor
Temaet Udeliv har som vanligt en stor hal for sig selv. Outdoor fitness bliver mere og mere populært og der er ingen grund til at lade det blive ved en times træning i den lokale park.
På messen er der mulighed for at både høre om, se på og føle udendørsaktiviteter på egen krop: Årets aktiviteter er blandt andre kajak, dykning, klatring og mountainbikecykling med kyndig vejledning.
Generelt bliver aktiv-ferier mere og mere populære. Både ifølge messeavisen, “Flere og flere danskere har løbesko, cykeltøj eller tennisketcher med, når kufferten pakkes til charterferien” og som det ses i tidens aktuelle tv-spots fra rejseselskaber, som tilbyder fitnesstræning på ferien.
Mindst en halv time (fysisk aktivitet) om dagen er sundt, også på rejse.
Udland
I Udlandshallerne er især Tyskland som sædvanligt stærkt repræsenteret med stande fra både delstater, feriecentre og hoteller. I årets messeavis Rejser & Ferie (Oplag på 183.100!) er temaet: Tyskland har det hele. Og det er sandt: Tyskland er et fantastisk ferieland for både store og små med fitness, wellness og attraktioner i verdensklasse, fx bilmuseer og Formel 1 løb (motorløbsrejser ‘rykker’).
Oversøisk
I hallen med Oversøiske rejser er der tilbud på eksotiske rejser til fjerne steder, eksempelvis Antarktis, og usædvanlige rejsemål, som tidligere var helt uden for rækkevidde mentalt såvel som økonomisk.
Har du ikke råd til Antarktis, Maldiverne, Seychellerne eller Galapagosøerne nu i år?
Så kom til Djursland. Her har vi både vilde dyr, fede grise og fede firehjulstrækkere.
Måske er drømmerejsen lige nu stadig uden for rækkevidde? Så er første skridt at sætte et mål og sige til sig selv “Der vil jeg gerne hen”, så kan hjernen begynde at målrette tankerne og finde på måder, hvorpå det kan lade sig gøre:
Drømmerejsen starter med drømmen om rejsen.
Rigtig god rejse!
Ingen kommentarer endnu