Valentinsdag 2015: Kram og kys på mund, du bliver sund!

Gang som motion: Gå dig fit med Interval InterWalk

Marina Aagaard, MFT

Kan man gå sig i form? Svaret er både ja og nej, for det afhænger både af den personlige udgangsform og hvad man mener med god form.

InterWalk interval gang foto Walking Armend Sweden web

En stor fordel ved gang er, at det er lige til “at gå” til; man kan gå som transport-motion og nem træningsaktivitet endda i sit hverdagstøj (foto: Armend AD, Sverige)

Samtidig er gang så overkommeligt, at der er en større sandsynlighed for at man får det gjort end anden motion. Desuden føler mange, at de ikke bliver lige så sultne efter gang som de gør efter intensiv træning. Det sidste er dog ret individuelt.

Gang forbedrer stofskiftekonditionen, dvs. cellernes evne til at optage næringsstoffer, hvilket bl.a. kan modvirke sukkersyge, og gang styrker også knoglerne, som får et blidt stød for hvert skridt man tager.

Gang som træning og intervalgang

Skal der dog være en vis form for konditionseffekt og særlig fedtforbrænding, så skal gåturen foregå i et vist tempo, mindst 5 km/t og gerne højere op til 7-8 km/t, power walk, lige inden man naturligt slår over i jogging.

Turen skal også være rimeligt lang for at man forbrænder nok kalorier til at det batter noget i forbindelse med vægttab. 5-10 minutters ture er o.k. i starten, men der kræves omkring 1 times gåtur eller meget intensiv gang i 30-45 minutter for at nå over bare 100-200 kcal.

En metode til at øge energiforbruget er at gå i intervaller. Det kan man gøre på mange måder, eksempelvis ved gang fra lygtepæl til lygtepæl, hvor man først går så hurtigt man kan, dernæst i moderat tempo for at få pusten igen. Det gentager man et antal gange, eksempelvis 8-20 gange.
Der er dog utallige andre intervalgang muligheder med forskellig varighed og intensitet. En metode med dokumenteret effekt er InterWalk.

InterWalk

InterWalk udsprang af inspiration fra japansk intervalgang, men er et dansk program baseret på resultaterne fra et dansk forskningsprojekt. Studiet undersøgte effekten af intervalgang hos en gruppe personer med Type 2 Diabetes på en række sundhedsparametre, herunder blodsukkerkontrol.

Forsøgsdeltagerne gik intervalgang fem gange per uge af 60 minutters varighed. Intervallerne bestod af gentagne repetitioner, cykli, af henholdsvis 3 minutters hurtig og langsom gang, hvor intensiteten var blevet tilpasset de enkelte deltageres fysiske udgangspunkt.

Efter fire måneder blev der observeret store effekter af intervalgangen ved sammenligning med personer med sukkersyge, type 2 diabetikere, der i samme periode enten havde gået almindelig gang ved moderat intensitet, eller type 2 diabetikere der havde forsat deres liv som hidtil uden motionsændringer.
InterWalk effekten var:
  • Reduceret vægt (4 kg)
  • Reduceret fedt om de indre organer
  • Forbedret kondition (16 %)
  • Forbedret blodsukkerregulering

Ud fra resultaterne ser det derfor ud til at intervalgang er en værdifuld metode i forbindelse med sundhedsfremme og med potentiale til at være den rigtige motionsform særligt for personer med Type 2 Diabetes.

Forsøgsdeltagerne brugte en dyr japansk træningscomputer, men oplevede nogle praktiske problemer; sproget var japansk og stabiliteten var dårlig.

Det blev vurderet som en klar begrænsning for udbredelse af motionsformen, så forsøgslederne udviklede en gratis applikation InterWalk.

InterWalk, som kan findes på hjemmesiden Interwalk.dk, indeholder alle de brugbare elementer fra træningscomputeren samt faciliteter, der gør at brugeren let kan komme i gang med og fastholde en aktiv livsstil.

Referencer

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Valentinsdag 2015: Kram og kys på mund, du bliver sund!