Sundhed og lys: Fejring af Lysets År 2015

Sund sikker trafik: Det handler om dit liv!

Af Marina Aagaard, MFT

Trafik. Det handler også om sundhed. Selv sundhedsformidler overlæge Bente Klarlund Pedersen skriver om trafik på Politikens sundhedssider. 

Jeg så tilfældigt overskriften: “Klarlund: Antallet af trafikdræbte skal endnu længere ned”. Og til det kan jeg kun sige hørt, hørt, hørt.

Som Bente Klarlund skriver i artiklen, så forventedes statistikken for trafikåret 2014 at være ‘god’, kun 170 dræbte. Det er godt nok en næsten mirakuløs forbedring fra 70’erne, hvor tallet var omkring 1200 trafikdræbte om året. Heldigvis er tallet faldet fra år til år på grund af forskellige initiativer.

Alligevel er 170 trafikdræbte 170 for meget. Det synes jeg, ligesom Klarlund også giver udtryk for, at det er et forfærdeligt og alt for højt tal. Især da mange af de ulykker kan undgås, fordi de ikke skyldes en teknisk fejl ved bilen, men menneskelige fejl.

Skyd ikke altid skylden på bilen / bilerne / bilisterne.
De biler kan være nødvendige – og søde: Denne, set på job p-plads, fik smilet frem.

Alle må hjælpes ad

Lad os derfor alle i fællesskab fra nu af, uanset om vi har ingen, to, tre, fire eller mange flere hjul, hjælpes ad med at bringe tallet ned på 0 (allerhelst).

I rigtigt mange trafikkampagner er der fokus på farten og det er fint nok. Farten dræber. Alligevel vil jeg som både fodgænger, cyklist og bilist med langt over en million kørte kilometer og ivrig læser af trafiknyheder og trafikdebatter påpege, at manglende koncentration – som heldigvis har været i fokus i en del kampagner – samt fejlskøn og overmod vist nok er lige så farligt.

Eksempel: Udefra set på motorvejen, hvor jeg ofte kører, kunne man tænke at det er skidt, at nogen ræser af sted med 110-130+ km/t i overhalingsbanen, mens andre adstadigt kører ca. 100 km/t (både i højre og venstre vognbane …).
Alligevel: Når jeg kigger på de, der farer forbi, er de oftest koncentrerede omkring kørslen, mens en uhyggeligt stor andel af de, der kører relativt langsomt – når jeg ser ind i deres biler – ofte 1) sms’er (under kørsel (på motorvej)?!), 2) læser rapporter o.l. eller har hovedet drejet 180 grader væk fra vejen for at tale med ‘Børn i bilen’.


Sund sikker trafik

Forslag til bedre færdsel for alle:

1. Undgå overmod og overmod

Erkend at trafikken er farlig og pas på hver eneste dag, du bevæger dig ud i den, uanset hvilken form for trafikant, du er.

2. Overhold færdselsreglerne

Kend reglerne og overhold dem. Stop fx for rødt (gult). Mange uheld sker pga. overkørsel for rødt. Ikke smart. Og ja: Overhold fartgrænserne.
Indrømmet; jeg har selv kørt for stærkt. Dumt og flovt (når jeg ellers gør mig umage for at være en lovlydig bilist).

3. Vis hensyn

Det er ikke svært at vise hensyn og det bliver en positiv sport, der udløser masser af smil og vink i stedet for visse andre ‘tegn’ i trafikken.

Trafikanter i biler og lastbiler skal være særligt opmærksomme overfor de bløde trafikanter. Sæt desuden en ære i at køre hensynsfuldt og smidigt, så trafikken glider bedst og sikrest muligt til gavn for alle:

  • Hold til højre
  • Vis af (så bliver alle glade)
  • Hold tilbage og giv plads ved behov

Uhyggeligt, men sandt: Der er bilister, som ikke giver plads til andre, fx ikke lader andre komme ind for fx at dreje fra eller komme ind efter en overhaling. Hensynsløst og livsfarligt for alle i nærheden. Ud med den praksis straks.

Også fodgængere og cyklister kan være meget mere opmærksomme og forsigtige end nu og vise hensyn over for deres børn og andre trafikanter.
Næsten dagligt ser jeg fx voksne med børn i favnen eller i hænderne krydse vejen uden for fodgængerfelter, på farlige steder, og uden at se sig for … rollemodel?

4. Vær altid 100 % koncentreret om trafikken.

Kig aldrig væk fra vejen (området). Heller ikke under bilkørsel, hvis andre i bilen taler til dig. Et eneste sekunds uopmærksomhed er nok til at skade sig selv eller andre, måske uopretteligt. At tage blikket væk længe nok til at tjekke facebook eller at sms’e er at sætte eget og andres liv på spil. Nogen tænker: Jamen, så gør jeg det, når jeg holder for rødt. Nej, det er også farligt: Uopmærksomheden kan gøre, at man kommer til at køre ud for tidligt. Eller bliver holdende, når der er grønt, og blokerer trafikken, hvilket er til gene for alle bagvedholdende.

5. Kør efter forholdene

Ud over at overholde færdselsreglerne handler det om at være ekstra agtpågivende, når der er dårlige oversigtsforhold, vejret er dårligt (fx tåge) eller der er mange mennesker (dyr) på og ved vejen.

En gåde: Hvorfor kører forældre børn i skole, trods bopæl tæt ved skolen? Det er usundt og resulterer i at der er rigtigt mange biler ved skolerne, endda med fart på, selvom man kører med og blandt børn?

6. Undgå at falde i søvn ved rattet

At falde i søvn bag rattet mistænkes for at være årsagen i nogen ulykker. Ved bare den mindste fornemmelse af træthed; hold ind til siden og tag en power nap på 5-10 minutter og/eller frisk luft. Drik evt. kaffe eller te eller andet opkvikkende (undgå sodavand o.l.). Undgå indtag af sukker; blodsukker stiger, men falder dernæst, så man bliver endnu mere træt. Tip: Man kan ringe og fortælle, at man bliver forsinket i.s.f. at spille hasard med sit eget og andres liv.


Lad os hjælpes ad med at passe på hinanden i trafikken.
Kør, cykl og forsigtigt … be careful out there.

Eller hvad siger du? Kom gerne med din kommentar.

Referencer bl.a.:

Politiken: Klarlund: Antal af trafikdræbte skal længere ned

Rådet for sikker trafik

9 tips til trafiksikker motion

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sundhed og lys: Fejring af Lysets År 2015