SAID træningsplanlægning: Virker træning godt og hurtigt nok?

Smerter og træning? Tre oversete årsager til smerte og ubehag

Af Marina Aagaard, MFT

Seriøs træning er baseret på sunde træningsprincipper, der respekterer krop og psyke, og følger man dem og træner rent og kontrolleret (og spiser og sover godt) burde alting være i sin skønneste orden. Alligevel oplever mange, at de enten ikke får de træningsresultater, de ønsker, eller endda oplever forskellige former for smerter og ubehag, der ikke burde forekomme.

Målrettede trænere og trænende træner ud fra viden om træningslære, blandt andet SAID-princippet, specific adaptation to imposed demands, at kroppen tilpasser sig til de stillede krav; man bliver god til det man træner.

Tatovering og træning og smerte og sundhed Jhong Dizon origin_4391428993

Smerter og træning

Til trods for at alt er rigtigt planlagt og man træner, som man skal, kan man opleve, at kroppen alligevel ikke præsterer som ønsket.
Det burde den, så i det tilfælde skal man – både som træner og motionist – få hjælp til at få gjort noget ved det. Ud over områder, der er til at få øje på, kan følgende tre ting være en ofte overset årsag til, at kroppen ikke gør, som den bør:

  • Vejrtrækning
  • Arvæv
  • Tatoveringer

Vejrtrækning

Et dybt regelmæssigt åndedræt i hvile er grundlæggende for en god holdning, sundhed og velvære. Det ved de fleste, der dyrker yoga eller kampsport eller har været i kontakt med kinesisk medicin. Pudsigt nok skænker de færreste motionister, der dyrker fitness eller løb, vejrtrækningen særlig opmærksomhed.

En uhensigtsmæssigt vejrtrækning, kortåndet eller uregelmæssig, kan forringe sundhed og præstationsevne, så det er værd at være bevidst om sit åndedræt.
Terapi, afspænding og åndedrætsøvelser kan lindre eller hjælpe ved problemer.

Arvæv

Synligt og stort arvæv i huden kan begrænse bevægeligheden og det er man typisk opmærksom på. Usynligt, gemt og glemt, arvæv i musklerne, fra gamle eller nye skader, påvirker ikke bare bevægeligheden, men kan også resultere i forkerte bevægemønstre eller smerter, der påvirker bevægelserne.

I nogle tilfælde kan fysioterapi, massage og MFR, myofascial release (afslapning af vævet med forskellige skumrulle og skumbold teknikker) lindre og hjælpe.

Tatoveringer

Danskerne er et af de mest tatoverede folk i verden; flere og flere unge og voksne, i mange tilfælde de, der også går op i krop og træning, får mange eller meget store tatoveringer.

Det burde være indlysende, men overraskede alligevel: Ifølge Dr. Eric Cobb, Z-health, kan tatoveringer udløse nervemæssige reaktioner; “hvis man tager en nål og jager ind i kroppen tusindvis af gange, kan hjernen (…) ikke lide det (…) og tatoveringen kan virke som et stort ar”, dvs. potentielt føre til bl.a. ændrede bevægelser og smertereaktioner.

Vidensråd for Forebyggelse (2015): Tatovering – helbred, risici og kultur:

  • Cirka 13 pct. af voksne danskere, omkring 600.000, har en eller flere tatoveringer.
  • Cirka hver tredje oplever kroniske eller periodevise gener i deres tatoveringer.
  • Cirka 16 pct. ønsker deres tatovering fuldstændigt fjernet.

Krop og sundhed

Kroppen er unik og rummer millioner af celler og reaktionsmønstre.
Man bliver aldrig færdig med at lære om den.
Forhåbentlig kan vi lære nok til at finde hjælp og løsninger til at bevare eller forbedre helbred og præstationsevne og undgå sygdom.

Rigtig god træningslyst.

Referencer (bl.a.)

Cobb, E (2014). Small Hinges Swing Big Doors. Z-health video.
Gjerset, A (red.) (2002). Idrættens træningslære. GAD.
Aagaard, M (2013). Fitness og styrketræning. Aagaard.

Foto:

photo credit: Jhong Dizon | Photography via photopin cc

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SAID træningsplanlægning: Virker træning godt og hurtigt nok?