Slank på restaurant og til fest? 10 tips til smart nydelse

Flittig restaurantgæst?
Svært ved at holde formen?
Jeg kender det! At spise ude fx på restaurant kan være sund-form-og-figur-udfordrende, hvis man i øvrigt prøver på at opretholde en rimelig fornuftig livsstil med sunde madvarer i moderate mængder.
Det kan nemt løbe af sporet, især hvis det er buffetmad eller der er for mange fristende valgmuligheder: Kokkene sparer normalt ikke på fløde, smør, sukker og andre gode sager, så restaurantmad vejer tungt på kalorie-vægtskålen.
Hvad? Forret med fisk. Hvor? Molskroen Relais et Chateaux. Hvem? Wassim Hallal.
Lækkert og sundt … men det ene tager det andet og hvis der også er vin til, så …
Her er 10 tips, hvis det er nødvendigt at man passer lidt på, hvis man ofte er ude. Er vægten til gengæld i balance og spiser man ikke ude alt for tit, anbefaler jeg, at man glemmer tips og bare nyder løs.
Slank på restaurant og til fest
1. Spis fornuftigt i løbet af dagen
Undgå glubende sult, når du bestiller!
2. Drik (nyd) vand lige før maden
Vand giver en vis fornemmelse for mæthed.
3. Undlad at spise kuvertbrød før maden
Hvidt brød og lignende øger appetitten.
4. Drik vand løbende til maden
Vand fylder også i maven.
5. Drik og spis rigtig langsomt
Hold pauser undervejs, læg bestik fra dig, så du når at blive mæt.
6. Start måltidet med salat med grøntsager
Eller nødder, så du fylder maven med noget sundt.
Ved behov: Bed om at få dressingen ved siden af.
7. Vælg hovedret som er kogt, dampet, ovnbagt, grillet
I stedet for friturestegt eller smør-svitsede (selvom det sidste ikke er alt for kritisk).
8. Er hovedretten meget stor, må du gerne levne
I USA (og måske andre steder) kan man få rester med hjem i en ‘doggy bag’.
Visse steder kan man deles om en ret (spørg eventuelt om portionsstørrelse).
9. Drik hovedsageligt vand til maden
10. Bestil ikke dessert fra starten af
Et specialråd fra slankevejledere: Tjek i ro og mag restaurantens hjemmeside hjemmefra; kig på menuen, så du får overblik over, hvad der er sundest og bedst for den slanke linje. Af og til kan det være lidt overvældende, når man får menukortet i hånden og man træffer måske ekstra usunde valg.
Mit råd: Tænk over kosten, men lad det ikke gå ud over din livskvalitet, gode humør og fornøjelse.
Gør det til en hovedregel at nyde måltidet med alle sanser – mindful spisning – både hjemme og når du er ude at spise.
God appetit!
Ingen kommentarer endnu