Kend din træningsform: BodyPump

Fitness Guide: Find din motivation til motion

Af Marina Aagaard, MFT

Mange danskere går i fitnesscenter. Endnu flere går ikke i fitnesscenter.
At mange ikke gør skyldes en række forbehold mod fitnesstræning og fitnesscentre eksempelvis ‘for lidt tid’, ‘for dyrt’, ‘gider ikke’, ‘mangler opbakning’, ‘i for dårlig form’ eller ‘ikke lige mig’.
Undskyldninger, undskyldninger. 

Couple Exercising on Exercise Machines
Dette er et modelbillede! Sådan ser danske fitnesstrænende ikke ud.
Fitnessmotionister bærer for det meste lange træningsbukser
og er blandede størrelser fra størrelse XS til XXXL.

Forskere har undersøgt fysisk inaktives barrierer mod motion og fundet frem til en række typiske årsager, som gennemgås her.
Det handler blandt andet om tankefejl og om en lemfældig afvejning af fordele og ulemper! For er man motiveret, finder man både tid og råd …

# 1 Har ikke tid

Imod: For lidt tid til træning!
For: Du har ikke tid til ikke at træne.
Et ordsprog siger: Den som ikke sætter tid af til træning, må sætte tid af til sygdom [eller overvægt eller stress!] ? og det har du vel heller ikke tid til.
Motion virker også som præstationsfremmende middel, så du får mere energi og overskud (tid) til alt andet, du gerne vil overkomme.
Du kan motionere hjemme. Problemet er, at det får de fleste ikke gjort … find et fitnesscenter med inspirerende instruktører, et fitnesscenter, der er tæt på, så du sparer transporttid, og vælg den mest effektive træning, så træningen går hurtigt.

# 2 Er i dårlig form

Imod: Er i for dårlig form og mangler energi 
For: Træning forbedrer formen, slanker og giver energi
Ovenstående er muligvis verdens dårligste undskyldning for ikke at træne.
Er du i dårlig form, træt eller overvægtig, så er motion lige det, du har brug for. Det er en misforståelse, at man skal være i form for at træne. Hele meningen er, at man kommer i form, når man træner og er man nybegynder, starter man på letteste niveau, hvor alle kan være med. Kom så i gang!

# 3 Holder pause – regner med at starte igen

Imod: Kan (orker) ikke at passe træningen lige nu
For: Formen kan vedligeholdes med minimal indsats!
If you don’t use it, you lose it. Har du en bare nogenlunde form, så hold den vedlige. Det er nemt, blot 1-2 gange pr. uge a 10-20 minutter kan holde dig fit i travle perioder. Det er meget, meget bedre end at skulle starte forfra senere.

# 4 For dårligt helbred

Imod: Jeg skranter og kan ikke træne
For: Motion er medicin!
Forskning har vist, at motion og træning i mange tilfælde virker bedre end medicin og kan forebygge, kurere eller lindre mange sygdomme. Gå til din egen læge og få en ‘recept på motion’ til netop dit behov. Nu.

# 5 Gider ikke ? for kedeligt

Imod: Fitnesscentre er ikke noget for mig.
For: Der er et fitnesscenter for hver en smag.
Ofte forbinder man fitnesscentre med de billeder man har set i tv-reklamerne. Hektisk, overfriskt og larmende. Sådan er nogle centre, men langt fra alle.
Find ud af, hvad du motiveres af og find så det rette center.
Der er alle mulige typer centre med massevis af udstyr og sjove redskaber, det er nærmest en ‘legeplads for voksne‘.

# 6 Mangler opbakning og nogen at følges med

Imod: Mangler nogen at træne med
For: Fitnesspersonalet står klar til at bakke dig op.

Træn med familie eller venner, bak dig selv op (lav dit eget supportprogram, fx mobilalarm der ringer), book en personlig træner eller vær med på et hold.
Mange finder nye venner og træningsmakkere i centeret.

# 7 Er for gammel

Imod: Alderen er en hindring (sludder og vrøvl)
For: Træning forynger krop og sind
Man er aldrig for gammel til motion, tværtimod. Utallige forsøg har vist at motion og træning holder kroppen ung. Selv de, der først starter med at motionere i 80-90 års alderen får fantastiske resultater. Så den undskyld er bare for dårlig … til gengæld skal man finde det rigtige program til ens behov. Bed om vejledning.

# 8 Har ikke råd

Imod: For dyrt.
For: En sund investering og du får meget for pengene.
Man får i de fleste fitnesscentre rigtig meget for pengene; utallige spændende træningstilbud det meste af døgnet samt fine badeforhold og evt. wellness ? og flere steder også cafemiljø med dagens aviser og gratis kaffe.
Priser er fra 99-249 kr. pr. måned, det er uhyre billigt og faktisk mindre end mange bruger på weekendguf til én weekend!

# 9 For langt væk fra hjem

Imod: For langt væk! 
For: (Ret) tæt på. Landet er fuld af fitnesscentre.
Kig dig lidt nøjere omkring: Der er fitnesscentre i land og by (også små lokale), i skove og parker, i foreninger (hvor børnene alligevel træner), i virksomheder og på uddannelsesinstitutioner! Er afstand alligevel et problem??? Få kørelejlighed eller brug offentlig transport. Det er turen værd.
8 ud af 10 har under et kvarter til sin primære idræt og 30 min transport er smertegrænsen (Idan, 2011).

# 10 Dårlige erfaringer

Imod: Dårlige erfaringer med træning. 
For: Få nye bedre erfaringer.
Der er sket meget siden sidst og man skal ikke lade en tidligere dårlig oplevelse stå i vejen for sin fremtidige gode form og gode humør. Alting udvikler sig og lige nu er et godt tidspunkt til at komme igen, få nye bedre oplevelser og erfaringer.

Mangler du inspiration og motivation til motion, så læs:
117 gode grunde til at dyrke fitness

Rigtig god fornøjelse!

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kend din træningsform: BodyPump