Træning, ja eller nej? Hjertet siger ja til motion!
Af Marina Aagaard, MFT
Jeg er blevet spurgt af en bekymret potentiel motionist "Er motion nu sundt, hvis man har problemer med hjertet?". Svaret er "Ja!". Motion er noget af det bedste, du kan gøre for dit hjerte, fordi motion sætter gang i kredsløbet, så det ikke forfalder eller forkalker og åreforkalkning er en af de primære årsager til mange hjertesygdomme.Hjertet siger ja til motion
Du kan motionere enten for at forebygge hjertekarsygdom - være på forkant - eller lider du allerede af en hjertekarsygdom, kan motion bruges som medicin, så du får det bedre! Hjertekarsygdom dækker over flere diagnoser, derfor skal du have et tjek og en individuel anbefaling hos din læge, før du går i gang med målrettet motion. Start i alle tilfælde forsigtigt. Øg først og fremmest dit daglige aktivitetsniveau og gør det allerede fra i dag; gå og stå mere og tag trapperne hver gang. Gå så i gang med korte motionsture, gang eller cykling, så du får en overkommelig og skånsom start og bevarer motivationen til at holde ved.Træningsanbefalinger
Er du meget inaktiv, så start med 5-10 minutter. Er du vant til at bevæge dig og gå en del, så start med 10-20 minutter. Øg gradvist over tid til 30-60 minutter; det er sundt og det slanker. Der skal sved på panden og vejrtrækningen skal være let forpustet; det er et sundt tegn. Efterhånden kan du anstrenge dig mere i korte intervaller (intervalstrukturen her under er et eksempel fra bogen Motion på Recept af Bente Klarlund Pedersen):Træningsprogram
- Opvarmning i 10 minutter.
- 10 min. noget anstrengende træning efterfulgt af 5 min. let træning. Og igen:
- 10 min. noget anstrengende træning efterfulgt af 5 min. let træning.
- Nedkøling, let træning, i 5 minutter. Gerne efterfulgt af lette stræk.