Hvad er din alder? Alder, hvilken alder?

Af Marina Aagaard, MFT Hvor gammel er det lige at du er?! Ja, det viser sig, at der er flere muligheder. Vælg eller dyrk den, der passer til dig. Min alder? "Min body age er 30+++!" Kronologisk alder, biologisk alder, funktionel alder, body age og træningsalder I forbindelse med livsstilscoaching og træning tales der af og til om følgende 'aldre': Kronologisk alder Kronologi betyder tidsregning, læren om tidens inddeling (af krono- og -logi, dvs. 'læren om tid(en)'). Her refererer det til ens alder ud fra den dato, der står på dåbsattesten. Biologisk alder Biologi er studiet af levende væsener, deres opståen, evolution, struktur, samspil og vekselvirkning med verden omkring (af bios, liv, og -logi, læren om). Her refererer det til, at miljøet samt ens livsstil og fysiske og mentale helbred har afgørende indflydelse på, hvordan kroppen ældes. Om man accelererer forfald og rynker eller bremser det. Ældre kan have 'unge, friske' kroppe og yngre kan have 'slidte, gamle' kroppe. Bevar kroppen ung: Undgå usund Kost, Rygning, Alkohol og og dyrk Motion. Body age Kropslig alder, det samme som biologisk alder, og et udtryk, der kom på mode omkring år 2000, hvor det blev moderne at måle ens kropslige formåen med bl.a. styrke- og konditionstests (af og til livsstilstests), hvorefter der blev anslået en kropslig alder ud fra normer (statistikker). Body age måling giver ikke nødvendigvis en rigtig, nøjagtig alder, men et bud, hvilket har vist sig effektivt ifm. motivation til vaneændring. Funktionel alder Funktionsevne i dagligdagen relateret til normer for aldersgruppen. Eksempelvis evnen til at klare diverse praktiske gøremål og gå på trapper, holde balancen, rejse sig fra en stol osv. Målrettet træning kan rykke den funktionelle alder med mindst 20 år i den rigtige retning; fysisk og mental anti-aging der vil noget. Træningsalder Antal år med regelmæssig, struktureret træning 2-3 gange om ugen. Det tæller derfor ikke som hele træningsår, hvis man holder lange pauser eller træningsmængden svinger mellem 0 og 3 gange om ugen. Har du input eller tilføjelser til 'alder'? Kom gerne med kommentarer i kommentarfeltet.