Frost foto: Kalø forår med tåge, dis og is

Af Marina Aagaard, MFT Eventyrlige Djursland hed Henriks fotoudstilling i Grenå. Sandt nok. Landskabet i og omkring Nationalpark Mols Bjerge er formidabelt. Her er et par billeder fra lokalområdet, nærmere betegnet baghaven (stierne i Kalø Golf Club) en marts morgen 2021. Jeg er vild med frost (sne og is). Og også tåge, når der skal fotograferes. Ikke ellers. Denne morgen var der en særligt flot kombination. Ringenes Herre landskaber lige her i landsbyen.

Frost foto

Fotos fra landskabet. Taget med iPhone X. Den er nemmere at have med sig end Sony kameraet. Ærgerligt i dag, hvor høj opløsning havde været bedre.

Frost (Wikipedia)

Frost, også kaldt rimfrost eller rim, er iskrystaller der bygges op af frossen fugt på kolde overflader. Ordet frost bruges også i dagligtale om temperaturer som er lavere end vands frysepunkt (0°C), og om vejret der fører til sådanne temperaturer. Rim dannes når vanddamp i luften går direkte ind i fast form; såkaldt deposition. Der er to betingelser der skal være til stede for, at rim kan opstå: Temperaturen i jorden er lavere end luftens dugpunkt temperatur. Temperaturen på jorden er under frysepunktet i vand. Er temperaturen på jorden over frysepunktet, dannes der dug.

Tåge (Wikipedia)

Tåge er en sky der ligger på jorden; bittesmå dråber af vand, der er lette nok til at svæve omkring i luften uden at falde ned som nedbør. I meteorologien skelner man mellem: Tåge når sigtbarheden er mindre end en kilometer Dis når sigtbarheden er bedre end det. Ligesom med nedbør skabes disse dråber ved, at vanddamp i atmosfæren tvinges til at kondensere til flydende vand når luften er mættet med damp. Denne mætning kan opstå hvis luften tilføres mere vanddamp end den kan "rumme", og dertil varierer mætningspunktet med temperaturen; jo varmere luften er, desto mere vanddamp kan den indeholde. Hvis man køler en næsten mættet luftmængde ned, ender luften også med at indeholde "for meget" vanddamp i forhold til temperaturen, og vandet tvinges til at kondenseres. Forskellige typer tåge: Advektionståge skabes når varm luft, som er næsten mættet med fugt, føres med vinden hen over en kold jord- eller havoverflade. Strålingståge forekommer, hvor jordoverfladen bliver kraftigt afkølet som følge af udstråling af varme fx i klare nætter. Blandingståge opstår når luftmasser med forskellig temperatur og vanddamp-indhold blandes, og blandingen ender med mere vanddamp end luften kan rumme ved den aktuelle temperatur. Den kan ses om vinteren, hvor meget kold luft kommer hen over en relativt varm vandoverflade, den såkaldte havgus.