Ugen der gik 52 2020: Juleaften fra 9 til 4 til 2
Af Marina Aagaard, MFT
Jul. Juleuge. Juleaften. Frost. Brexit aftale. Coronanyheder ugen igennem, fordi vaccinen er på vej til Danmark og udvalgte danskere. Det forlyder at først i tredje kvartal får yngre voksne og raske mulighed for at blive vaccineret.
Ugen der gik 52 2020
Officiel juleopfordring er stadig: Så få som muligt til jul (10 eller derunder). Ingen sang og andre løjer. Et meget underligt år.Mandag
I dag lukker Danmark for al (fly) trafik fra England pga. en ny corona mutation derovre. Op ved 5-tiden. Til Aarhus. Personlig træning i det fri. Det er køligt og det er fugtigt - men det er friskt. Dagen går med læsning og skrivning. Rex, Henrik og jeg løber intervalløb 10 x 1:1 i Hestehaveskov og vi får lige taget lidt flere billeder af Kalø Slotsruin. Ingen i dag styrketræning bortset fra, at jeg står på hænder i 3 minutter (med støtte). Åndedrætstræning. 5 minutter. Halvsent i seng.Tirsdag
Jeg læser og skriver det meste af dagen. Jeg kører en smuttur til Vejle. Konsultation nu, nu, nu, for huden driller; det er også de mundbinds skyld! Bliver prakket superserum på og så hjem igen. Åndedrætstræning 5 minutter.Onsdag
I dag lukker Sverige for al trafik fra Danmark! Det er problematisk for bornholmere og gæster, der plejer at køre over Ystad i Sverige. Det bliver der lidt senere åbnet op for. Op ved 5-tiden. Til Aarhus. Personlig træning. Kold, men tør morgen. Vi laver Christmas Challenge ... som opvarmning. Det er bælgravende mørkt, når jeg kører ud, men på vejen hjem får jeg solopgangen som bonus. Fantastisk. Jeg skulle have haft 8:45-11:00 Dance, core og mobility, men fitnesscentrene er stadig corona-lukkede. Så jeg tager direkte hjem. Det er lidt for køligt til trappeløb i dag ... Lidt arbejde og lidt oprydning. Forberedelse til i morgen. Ingen åndedrætstræning. Halvsent i seng.Torsdag Juleaften
Historisk aftale på plads mellem EU og Storbritannien d.d. Halvdelen af briterne er skuffede over Brexit. Også jeg.
Op ved 6-tiden. I dag skulle vi have været 9, en lille familie til juleaften. En årlig tradition og en hjerternes fest. På grund af corona fandt min far det bedst, at vi bare var fire, at han og min mor og min søster og jeg nøjede med at ses til frokostgløgg. Så fik min søster covid-19, så juleaftensfællesmødet blev helt aflyst. I stedet kører jeg blot ud med gaver til mine forældre og resten af familien. Vi hilser kort på hinanden iført mundbind og så af sted igen. Henrik og jeg er alene juleaften. O.k., men ikke det føles ikke helt som juleaften. Vi får hummersuppe med krebsehaler og dernæst henholdsvis T-bone steak og laks. Dertil ovnbagte kartofler og rødkål. Dertil Gewürztraminer og en udmærket rødvin. Vi åbner pakker. Henrik og jeg har ikke givet hinanden noget i år; vi blev taget på sengen af nedlukningen (heldigvis var gaverne til familien købt) og det med online julegaveindkøb fristede ikke lige. Ellers giver vi hinanden få og moderate gaver i familien. Bortset fra mine forældre, der de seneste år har flottet sig med at give en familieferie som gave (men dette års familieferie blev aflyst pga. corona og der er p.t. ikke udsigt til rejseri). De giver også hjemmelavede marcipankugler med chokoladeovertræk. En tradition, som jeg har nydt godt af. Men ingen fælles jul, ingen kugler! Da vi åbnede pakkerne, fandt vi dog en erstatningspakke. Mine forældre har altid haft god humor.