Peterskirken Kuppel Trappe: 551 trin op, 551 ned (video)

Af Marina Aagaard, MFT Lige nu kan man ikke rejse. Men man kan drømme. Rejsedrømme. Om drømmerejser. Og drømmedestinationer. Peterskirken, Basilica di San Pietro, er verdens største kirke og en absolut must-visit attraktion i Vatikanstaten i Rom. En unik ekstraoplevelse er en tur op i kuplen til toppen, hvor du har en fænomenal udsigt over Rom. For trappefans er der endnu en bonus i form af 551 meget afvekslende trin af mursten, sten, marmor og stål. Adgang til Peterskirken er gratis, men kræver tålmodighed og security check to gange. For at komme i nærheden af kirken skal man igennem security tjek nøjagtigt som i lufthavnen. Når man kommer helt tæt på indgangen til kirke og kuppel, ekstra tjek af fx taske. Når det går rigtig hurtigt, næsten uden kø, bør du påregne 15-30 minutter ventetid. I højsæsonen måske et par timer. Jeg købte engang en 'fast track, skip the line kø' billet og så kom jeg til at stå en halv time i 'skip the line' køen ... Peterskirken kuppel trappe Marina Aagaard blog travel rejse foto video

Peterskirken Kuppel Trappe

Verdens største kirkes kuppel er utroligt smuk både udefra og indefra set. Det er heller ikke hvem som helst, der står bag designet. Kuplen blev designet af Michelangelo, der arbejdede på kirkens konstruktion, der begyndte i 1547. Ved Michelangelos død i 1564 overtog hans elev Giacomo Della Porta styringen af ​​arbejdet. Kuplen, der har en indvendig diameter på 42 meter, stod færdig i 1590. Du kan se kuplen udefra og indefra uden de store anstrengelser, men vil du op i kuplen, må du på trapperne. Heldigvis. Peterskirken-Kuppel-Trappe er en 3-i-en seværdighed af de største. Peterskirken i Vatikanet kan besøges dagligt gratis. Besøg i kuplen er muligt hver dag fra kl. 08.00 til 18.00, i april til september, og fra kl. 7.30 til 17.00 i løbet af oktober til marts. Tjek hjemmesiden for aktuelle tider. Adgang til kuplen? Er du i form, er der ingen problemer. Lider du af klaostrofobi, lungesygdom, hjertekar sygdom eller har du sværere fysiske skavanker, er det ikke sikkert at trappeturen er for dig. Men selv med halvdårlig fysisk form kan man godt få slæbt sig op ad trapperne. Det er turen værd.

Pris

Du har to muligheder:
  • Det koster 8 Euro, hvis du tager trapperne hele vejen "A Piedi" (til fods).
  • Det koster 10 Euro, hvis du tager elevatoren en del af vejen. Kun kontant betaling.

Adgang

Du har to muligheder:
  • Du kan gå ind i kirken, basilikaen, og gå lidt fremad og til højre, indtil du ser skiltet "Cupola". Følg pilens retning til du når billetkontoret nær elevatoren, der går op til kuplen.
  • Du kan også gå til højre for hovedindgangen, ved siden af kirken og direkte hen til et lille billetkontor nær elevatoren og trappen.

Transport

Du har to muligheder:
  • Tag trapperne hele vejen op til fods (551 trin).
  • Tag elevatoren og dernæst trapperne resten af vejen op til fods (320 trin).
En rejseguide fortæller, at 1) det er værd at give de 2 ekstra Euro for undgå den første udmattende trappesektion og 2) derudover er der ikke meget at se. Jeg er uenig i begge dele. Ikke for at spare 2 Euro, men for at få motion, og få helt unik sightseeing: Trapperne i den historiske kæmpekirke.

Seværdigheder

Du har tre muligheder:
  • Kirken.
  • Kirken og kuplen.
  • Kirken og kuplen og krypten (kræver speciel billet).
Køb din billet på stedet eller hos en autoriseret billetforhandler. Pas på: Mange professionelt udseende hjemmesider sælger billetter til Peterskirken og Vatikanmuseet, men det er fupsider, hvor man mister sine penge og står uden billet.

Op rundt og ned

Tager man trapperne, går man de første brede 200+ trappetrin op. Så går man ud på kirkens tag, tagterrassen, for at komme videre til næste trappe og trappen til toppen. Tager man elevatoren, springer man de første trin over, og står ud kirkens tag, kuplens fundament. Her kan man holde hvil og betragte kuplen tæt på udefra. På tagetagen er der toiletter, en vandfontæne, en souvenirbutik og en café. Fra terrassen kan man se statuerne af Jesus og apostlene tættere på (bagfra). Fra tagterrasen går man op ad en stentrappe, går indenfor og opad en rampe til galleriet langs kuplens base. Her er man helt tæt på kuplens kalkmalerier og de imponerende mosaikker på væggen. Fra galleriet kommer man ud i en gang, hvor et skilt viser vej til Cupola, toppen af kuplen. Ind gennem en smal indgang og op ad en smal trappe i et smalt rum imellem den ydre og indre buede del af kuplen (foto viser det syn, man ser, hvis man kigger opad) - en vild fornemmelse og ikke for de med klaustrofobi. Der er kun få og små vinduer. Man passerer et par mere almindelige ståltrapper og kommer til sidst til en lille vindeltrappe, der fører op til den øverste del og en lille 360 platform i det fri. Der er højt gitter omkring, så man behøver ikke at frygte fald.

Panoramaudsigt

Belønningen efter trappeturen er en spektakulær 360º panoramaudsigt ud over Peterspladsen 136 meter nede, Vatikanet, museet (Museii Vaticani), Rom, floden Tiberen og bjergene i baggrunden. Man går ned ad en anden trappe end den man kom op ad, men de minder om hinanden. Den store overraskelse er, at når man træder ned ad de sidste trin, træder man næsten direkte ud i kirken, der er overvældende, enorm i størrelse og rigdom: Der er ingen smalle steder i udsmykningen af gulve, vægge eller lofter. Trappeturen og kuppelbesøget kan gøres på omkring en time, hvis man er tidligt oppe og på besøg udenfor sæsonen. I højsæsonen er der ikke kun kø udenfor Peterskirken, men også inde i kirken, på trappen og på toppen. Men. Trods tidsforbrug og anstrengelse er det en oplevelse, man bør unde sig selv. Jeg har besøgt kirken fire gange og kuplen tre gange, hver gang er oplevelsen stor. En gang ekstra stor. I 2018 var jeg tilfældigt forbi en dag, hvor jeg bemærkede, at der var helt utroligt mange mennesker ... og så trådte paven ud og holdt tale.

Trappeturen på film

En beklageligvis ret rystet GoPro 6 optagelse. Til gengæld er der et stort set frit kig til trappen, fordi der ikke er ret mange mennesker. https://youtu.be/1vDHrJJR6ak