Musik og lyd ordliste: Musikudtryk og ord

Af Marina Aagaard, MFT Musik og lyd er nøglen.  Musik motiverer og inspirerer. Musik og lyd dreamstimefree 3078879 Alexey ArkhipovHer er en Musik og lyd ordliste. Listen udformede jeg til undervisning i musik og bogen Aerobic, som omhandlede puls holdtræning. I den nye bog faldt listen ud på grund af pladsmangel, men her er den som en kort oversigt over musikudtryk:

Musik og lyd ordliste

a Tone. Kammertonen, 440 Hz, hvorefter musikinstrumenter stemmes.
a cappella Flerstemmig sang uden instrumentledsagelse.
Accent Fremhævelse af visse akkorder eller toner.
Afoni Klangløshed, hæshed.
Afterbeat Efterslag, takt- el. rytmeslag på 2 og 4 i 4/4 takt.
Air Melodi, vise, arie.
Akkompagnement Ledsage hovedstemmen i et musikstykke med instrument(er) eller kor.
Akkord I samklang.
Akustik Læren om lyden, et rums lydforhold.
Akustisk Uden lydforstærkning (unplugged).
Allegro Hurtigt, livligt.
Alt Dyb kvindestemme, høj mandestemme.
Andante I jævnt roligt tempo.
Anthem Kirkesang med tekst fra Bibelen, salme, hymne.
Antifoni Vekslen ml. to parter af syngende el. spillende grupper eller solister.
Antimusik Musik som strider mod den traditionelle opfattelse af hvad musik er.
a prima vista Ved første syn – at spille eller synge fra bladet.
Arie Solosangstykke i opera eller oratorium, oftest med orkesterledsagelse.
Arrangement Bearbejdelse af komposition.
Arpeggio Brudt akkord, harmoni, hvis toner spilles hurtigt efter hinanden.
Artikulation Tonernes indbyrdes forhold, adskilte (spiccato) el. forbundne (legato).
a tempo I takt, angiver at oprindeligt tempo genoptages.
Atoni Tonløshed.
Band Orkester (før især om blæsergruppe–nu også jazz/rock/pop orkester).
Baryton Mandsstemme mellem tenor og bas.
Bas Dyb mandestemme, dybeste toner, instrument (el og akustisk).
Beat Taktslag, takten i musikken, musikgenre. Rytmen.
Beat box Trommemaskine. Se også ’Human beat box’.
Betoning Markering, accent.
BPM Beats per minute, taktslag per minut.
Break Afbræk i rytmen, kortere eller længere.
Bridge Bro/overgang, rytmisk eller melodisk variation.
CD Compact Disc. Plastskive til lyd- og datalagring/afspilning (med laser).
Crescendo Stigende tonestyrke.
Da capo Forfra, om igen. Der er et særligt tegn som skrives i nodehæftet.
DAT Digital Audio Tape. Fungerer i princippet som et lillebitte videobånd med stereolyd. Afspiller fungerer efter samme princip som en video.
Diminuendo Aftagende i lydstyrke.
Diskant Lyse toner.
Diskotek Samling af grammofonplader (og CD’er) fx i radioen. Klub med musik og dans.
DJ Disc jockey, ansvarshavende for musik/mix på diskotek, radio/TV.
DNL Dynamic Noise Limiter. Elektronisk kredsløb til reduktion af støj på båndoptagelser.
DVD Digital Video Disc. Lyd- og billedmedie i disc-form.
Dolby Elektronisk kredsløb til reduktion af baggrundsstøj på båndoptagelser.
Dolce Mildt, blidt.
Downbeat Taktslag, et eller flere, som markerer takten (især første taktslag).
Duet Komposition for to sangstemmer (duettino, lile duet).
Dur Lys og munter klang, toneart med stort terts og stor sekst.
EDM Electronic Dance Music. Populær genre til bl.a. træning. Dance, elektronisk musik.
Enkel takt 2/4, ¾ eller 4/4 takt.
Ensemble En (ofte mindre) gruppe musikere: Duo (2), trio (3), kvartet (4), osv.
EP Extended playing, udvidet spilletid. CD eller grammofonplade med udvidet spilletid, ekstra numre på. På vinyl, 7” eller 10” udgave.
Equalizer Apparat til korrektion af frekvenser.
Fon(o)-, -fon Vedrørende lyd, tone, stemme.
Fonasteni Svækkelse af stemmen på grund af misbrug.
Forte Kraftigt.
Fortissimo Meget kraftigt.
Frase Musikalsk sætning, naturligt afgrænset musikstykke.
Frekvens Svingninger per sekund (rytmeperiode), måles i hertz, Hz.
Fusion Sammensmeltning – af musikgenrer, f.eks. i moderne jazz.
Harmoni Tonernes samklang, velklang, samstemmighed.
Human beat box Person laver tromme/instrument lyde udelukkende vha. hals/krop.
Hi-Fi High Fidelity (af engelsk, høj pålidelighed). Suveræn lydgengivelse.
Instrument, musik- Slagtøj, blæseinstrument, strengeinstrument (instrumentering).
Instrumental Musik uden stemmeledsagelse – ikke genre bestemt.
Intro Introduktion (instrumental) til melodi.
Jam Improvisation (jam session, samspil med improvisation).
Kassettebånd Magnetbånd til musik. Mest brugte medie til aerobicmusik 1980-2000.
Koda Koda. Forkortelse for KOmponistrettigheder i DAnmark. Koda havde fra begyndelsen to hovedopgaver, som stadig gælder: At indhente betaling for offentlig fremførelse af værker og at fordele midlerne til rettighedshavere. Fitnesscentre og andre betaler til Koda for retten til at spille musik.
Kompilering Opsamlingsalbum eller -CD (af engelsk compilation, samling).
Komposition Musikstykke.
Kor Fællessang, personer der synger i fællesskab, gruppe af instrumenter.
LP Long-playing, grammofon plade, 33 RPM, med længere spilletid, flere numre på en større plade – i forhold til en single(plade). Vinyl plade.
Lydeffekt Lyd-, stemme-, sang- eller melodistump som lægges ind i/over melodi.
MD Mini-disc. Lille elektronisk medie.
Maxi(single) Stor single, 30 cm Ø, 45 eller 33 RPM. Med 1-3 numre på hver side.
Melodi Sang (af melos sang + ode digt), musikstykke.
Menuet Ældre fransk pardans i ¾ takt, musikken hertil.
Metronom Mekanisk taktmåler, bruges til at angive tempoet i et musikstykke. En fysisk boks med svingende nål eller en elektronisk app.
Mezzoforte Halvstærkt.
Mezzopiano Halvsvagt.
Mezzosopran Kvindestemme mellem sopran og alt.
Mini-disc Mini CD, til lagring/afspilning af musik. Der kan optages og overspilles på mini-disc som på kassettebånd.
Mix En sammenkædning af to eller flere melodier eller bearbejdning af enkelt melodi.
Modulation Overgang fra toneart til en anden, ændring af tonehøjde,styrke,tempo.
Mol Mørk og alvorlig klang, toneart over skala med lille terts og lille sekst.
Mono Med et spor, uden stereofonisk virkning.
MP3 fil Musikfil format. Det er et kompressionsformat til lydfiler. Det fjerner små nuancer, som det menneskelige øre ikke kan høre. En MP3 fil kan være op til 10 gange mindre end den originale fil, den lyder ikke helt præcis som originalen, men meget tæt på.
Musical Let teaterstykke med tale, sang, musik og dans.
Musikkens puls Tempoet i musikken.
Muzak Baggrundsmusik. Af Muzak, et amerikansk firma, startet i 1934, der skabte lydmiljøer til fremme af arbejds- og købelyst.
Off beat Udenfor musikkens taktslag. Mellem taktslag, synkopering fx på ”-og-”.
Oktav Interval på otte tonetrin.
Opera Scenisk musikværk hvis replikker synges.
Optakt Indledning til takt.
Opus Specielt musikværk.
Orkester Større ensemble af musikere.
PA Public Address – lydanlæg til offentlig annoncering (f.eks. resultater).
Piano Sagte, stille, instrument.
Pianissimo Meget stille.
Pitch Tonehøjde (pitche op/ned – hæve/sænke hastighed (tonehøjde)).
Plade Grammofonplade, 15 eller 30 cm Ø sort vinyl- eller plastskive med riller til afspilning af musik. I 70’erne (og tidlige 80’ere) brugt i aerobic.
Quadrofoni 4-kanal lydsystem, giver stærk rumfornemmelse. I praksis fx lyd fra fire højtalere.
Refræn Nynnevenligt omkvæd, der gentages (chorus).
Remix Ny version af musiknummer, hvor der er tilføjet eller fjernet lyd/musik.
Riff Melodisk frase der gentages (for eksempel i jazz).
Rondo Musikstykke med stadigt gentaget hovedtema.
RPM Revolutions per Minute. Omdrejninger per minut. F.eks. for grammofonplader. Single og EP 45 RPM. Maxisingle 45 eller 33 RPM, LP 33 RPM. (ældste grammofonplader 78 RPM).
Rytme Musikkens taktslag – kan være forskellig fra musikkens takt. Kommer af rhythmos, græsk, som betyder bølgebevægelse. Regelmæssig vekslen i tryk eller styrke i tale, poesi eller musik. Taktfast bevægelse.
Rytmik Læren om rytme.
Rytmisere At gøre rytmisk.
Rytmisk Taktfast. Rytmisk musik – med markeret grundrytme, som rock.
Sampling Optagelser af lyde eller musikstumper som indlægges i nye numre.
Single(plade) Lille grammofonplade, 15 cm Ø, 45 RPM. Et nummer på hver side. Vinyl.
Solo Musik, sang, dans fremført af en person (eller fremhævet optræden).
Sonate Musikstykke (ofte 4 satser) for klaver eller klaver og violin.
Sono- Klang-, lyd-. Sonisk, vedrørende lyd.
Sopran Højeste kvindestemme.
Staccato Stødvis, med små pauser mellem tonerne.
Stereo Rumlig lydgengivelse, optagelse med to spor og stereofonisk effekt.
Synkope Sammentrækning af takter, hvor vægten lægges på den ubetonede.
Synkopering Anvendelse af synkoper, forskudt for takten (bruges i funk og latin).
Synthesizer Elektronisk klaviatur (instrument) med lyde og mulighed for udvikling af nye.
Takt Gruppering af taktslag.
Tema Tilbagevendende akkord.
Tempo Hastighed.
Tenor Den højeste mandestemme.
Triol Tre lige lange toner der udføres i stedet for to per tidsenhed.
Trommemaskine Elektronisk (ofte lille) instrument med trommelyde.
Turntablelist Disc jockey der bruger grammofonen som instrument.
Unplugged Med stikket trukket ud. Se akustisk.
Upbeat De (ofte) mindre betonede taktslag (2, 4).
VJ Video jockey, ansvarlig for musikvideoer (på TV musikprogrammer).
Opsætningen (som skyldes portalens program) er ikke helt optimalt, men kan give et vist overblik over musik og lyd. Rigtig god fornøjelse.

Læs mere om musik og lyd:

Idrætsmusik Ekspert guide til træningsmusik Foto: Dreamstime free 3078879 Alexey Arkhipov