Sundt hjem nu: Gør forårsrent og luft ud

Ekstra tid på hænderne? Ryd op, gør rent, luft ud. Et godt indeklima påvirker sundheden positivt og vores daglige vaner og handlinger har indflydelse på indeklimaet. Lige nu - ekstra tid på hænderne og ekstra behov for at oppe hygiejnen - er et rigtig godt tidspunkt til at gøre noget ved det. Jeg er i gang. Hvad med dig? Luft ud vindue window Katerina Pavlyuchkova Unsplash

Luft ud

Frisk luft er skønt og giver ny energi. Samtidig har udluftning og grundig rengøring betydning for sundheden og luftvejene, som er følsomme. Astma-Allergi Danmark har følgende enkle gode råd til et sundt indeklima:

Luft ud i 5-10 minutter med gennemtræk 3 gange dagligt.

Hyppig udluftning er vigtigt for et sundt indeklima. Luft også ud efter fugtgivende aktiviteter som for eksempel madlavning, bad eller gulvvask. Har I været kreative med lim og maling? Eller har I haft travlt med bagning af boller og kager? Så husk også udluftningen. Tjek at udluftningskanaler er rene og velfungerende. Har du pollenallergi, bør du i pollensæsonen undgå at lufte ud midt på dagen, hvor der oftest er flest pollen i luften. Bemærk, at i mange moderne hjem er der indstalleret anlæg til varmegenvinding, avancerede ventilationsanlæg, der overfører varmeenergien i den luft, der suges ud af huset, til den friske, kølige luft, som blæses ind i huset udefra. På samme tid ventileres boligen med frisk luft, så indeklimaet bliver bedre. Det betyder, at der ikke er behov for at lufte ud - og ved at have vinduer og døre stående åbne modvirker man effektiviteten af anlægget. Jeg har sådan et anlæg i mit hjem, men jeg lufter også ud ... jeg elsker frisk luft og vind i håret!

Gør grundigt rent en gang om ugen

Rengøring mindsker mængden af støv, som kan indeholde virus, bakterier, svampe, husstøvmider, pollen og kemiske stoffer. Hold hjemmet rengøringsvenligt – glatte overflader er nemmere at rengøre end tæpper og tekstil. Sørg for, at det er nemt at komme ind under sofaen og ud i krogene med klud og støvsuger. Det er forskelligt, hvor hurtigt der bliver støvet i forskellige hjem. Derfor er det svært at opstille faste regler for, hvor ofte du skal gøre rent. For de fleste er en grundig ugentlig tur med støvsuger, klud eller gulvmoppe og spand fint. Det er som regel ingen fordel at gøre rent oftere end en gang om ugen. Du hvirvler nemlig partikler op, når du gør rent, og rengøringsmidlerne kan afgasse med kemikalier, hvilket kan genere følsomme luftveje. I særlige tilfælde kan hyppigere rengøring være en god idé, fx hvis I bor mange mennesker på lidt plads. Omvendt kan du i mange tilfælde nøjes med at gøre rent, fx en gang hver anden uge, hvis du bor alene på meget plads.

Varm alle rum op til minimum 20 grader

Hold temperaturen på omkring 20 grader i alle rum (bortset fra ved udluftning). På den måde undgår man, at bløde møbler og senge bliver fugtige og klamme og inviterer husstøvmider og skimmelsvampe til fest. Hvis du gerne vil sove i et køligt soveværelse, kan du varme soveværelset op om dagen og lufte ud og skrue ned for varmen, før du går i seng.

Hold en passende luftfugtighed i boligen

Med en relativ luftfugtighed mellem 35-60 %, har de fleste det godt. For høj luftfugtighed kan medføre skimmelsvampevækst – og husstøvmider elsker fugt! Undgå derfor at tørre vasketøjet indenfor, og brug tørreloftet, altanen eller carporten.

Grønt er godt

Planter (især med mange blade) renser luften, tilfører den ilt og optager allergifremkaldende stoffer som fx formaldehyd. Og så er de pæne at se på. Vælg fx en flamingoblomst, fingerfilodendron eller efeu, der både er gode som ”luftrensere” og er allergivenlige. Læs mere om allergivenlige planter her: https://hoefeber.astma-allergi.dk/allergivenlige-stueplanter

Læs også:

Coronavirus karantæne motion