Ugen der gik 5 2020: Hvid, blå og sort

Af Marina Aagaard, MFT Ugen starter i Canazei, Italien, med høj sol og blå himmel, men ellers sort. Ugen slutter på Djursland i gråvejr.  Ugen der gik 5 2020 Marina Aagaard blogJeg træder til side: Udsigten fra 3000 m.o.h. over Dolomitterne er i centrum.

Mandag

Anden dag på ski. I går var første dag og vi løb bare lidt rundt i det nærmeste terræn. Ikke alle skidage er ens ... i dag får Henrik lokket mig til en tur til områdets højeste punkt. Marmolada gletscheren og udsigtsplatformen. Masser af hvid sne og blå himmel. Fantastisk udsigt. Men vi er kommet lidt sent af sted og på vejen ned er sneen lidt opkørt og mange kører langsomt eller stopper op rundt om på pisterne, så det er vanskeligt at køre frit. Det er anstrengende at stoppe og starte mange gange på vejen ned ad megapisten fra 3000 til 2000 meters højde. Pisten ses på foto til venstre for gondolkablerne. De små sorte prikker er skiløbere. Lyset forsvinder, sneen er svær at se og det bliver en kamp for at nå retur til den sidste gondol ned. Pisterne  skal være rømmet 17:15 og den sidste gondol ned til Canazei kører 17:30. Klokken 17:30 sætter vi os ind i gondolen. Pyha. Middag. Tidligt i seng.

Tirsdag

Morgen. Vi får et telefonopkald. Henriks søster udåndede i nat/morges efter måneders alvorlig kræftsygdom. Verden er blevet en sær(lig), stædig usundhedsfanatiker - og elsket søster og svigerinde - fattigere. En sort, sort, sort dag. Jeg savner dig m-m-l. Vi står ikke på ski i dag. Og dagens vejr passer i øvrigt også på humøret: Gråsort og råt. Vi kører en tur til Fedaia passet for at adsprede tankerne. Det lykkes ikke. Middag. Tidligt i seng.

Onsdag

Vi står på ski. Også for at tænke på noget andet. Sellaronda ruten, grøn tur (højre om). Vi spiser undervejs. Jeg får minestrone. 9,5 EUR og der er ikke engang brød til. Retur ved 15-tiden. Til hotel og i spa. Middag. Tidligt i seng.

Torsdag

Vi står på ski. Også for at tænke på noget andet. Sellaronda ruten, orange tur (venstre om). Vi spiser undervejs på den gode pizza restaurant. Henrik får en gorgonzola pizza, jeg en primavera (vegetar) pizza. Godt, men minderne om den var endnu bedre. Retur ved 15:30-tiden. Til hotel og i spa. Der er skigalla middag i dag. Drinks og snacks i baren. Fem retters middag i restauranten. Dejligt (for meget). Senere i seng.

Fredag

Vi står på ski i området lige omkring Canazei. Flere gange ned ad den smukke skovløjpe. Og vi laver et par filmklip til ski fitness videoer (introduktion til øvelser). Vi afslutter skiugen med en tur hele vejen nedad skovløjpen, helt ned til byen. Skønt, men det betyder at der er ca. 1 kilometers gåtur gennem byen til hotellet. Vi stopper undervejs og nyder en aperol. Så til hotel og i spa. Middag. Overtjener Paul spørger om vi kører før morgenmad. Da vi bekræfter, sørger han for en pakke med sandwiches og frugt. Tidligt i seng.

Lørdag

Tidligt op. Vi pakker det sidste og pakker bilen. I baren er der kaffe og kager (som vi dog ikke spiser). Vi fylder kørekopper og kører. Det er mørkt, da vi kører, men det lysner undervejs og ved Sella passet stopper vi op og fotograferer. Turen gennem bjergene og over den østrigske grænse går fint. Men så stopper trafikken ... Ved 9-tiden har skituristerne i Østrig spist deres morgenmad og skal nu nordpå - og så sidder vi her. Dumt. Vi burde have startet tidligere. Vi sidder i kø i 2 timer, igennem Østrig og Tyskland op til München. Desuden er der utroligt mange vejarbejder undervejs. En virkeligt drøj tur. Og øsende regnvejr på en stor del af strækningen, mine to stints. Vi kører ca. 3-4 timer hver, Henrik, jeg, Henrik, jeg. Afbrudt af tank- og tissepauser. Vi ville have været på museum og overnattet i Tyskland, men beslutter os for at køre hele vejen hjem. Ingen problem. Vi har 3/4 times stop hos en Schweinske's restaurant i Hamburg. Henrik spiser (igen) grillteller og jeg får Salade Nicoise. Så videre. Vi er hjemme ca. 22:30. Ikke vores bedste tid nogensinde.

Søndag

Sent op. Kører til hundepension og henter Rex. Køber ind på vejen. Går tur med Rex ved Kalø. Spiser morgenmad, groft brød, ost og pålæg. Pakker ud, vasker. Skriver blogindlæg. Går tur med Rex ved Vosnæs. Spiser danske bøffer med kartofler, bønner og ærter. (Henriks yndlingsmenu, når vi lige er kommet hjem fra ferie). Dertil italiensk rødvin (nedtrapning). Tidligt i seng. . . . Det skulle være en (h)vid-underlig uge, men blev en sort uge. Naturen er stadig skøn, solen skinner i dag, fuglene pipper. Men ...