Rejse til Kap Verde: Sal, sol, sand og salt

Af Marina Aagaard, MFT Kap Verde? Solferie for andre. Læseferie for mig. En vintertur, der samtidig med ro til fordybelse skal levere afslapning. Og måske lidt outdoor fitness under varmere vilkår. Kap Verde Sal outdoor fitness Marina Aagaard blog travel rejse fotoKap Verde, en afrikansk øgruppe med 10 vulkanøer i Atlanterhavet, ligger ikke lige for. Men. Tilfældigvis har et rejseselskab billige rejser fra Danmark, København, til Sal eller Boa Vista. På vores mulige rejsetidspunkt i december er kun Sal mulig. Så er det afgjort. Jeg booker en rejse, dog rimelig sent, så det ønskede hotel i byen bliver udsolgt. Prisen når også at stige fra 2800 til 3000 for flyrejse og en uge på trestjernet hotel 1,2 km uden for byen. Sådan kan det gå. Flyskam? Ja, især da jeg ellers er miljøbevidst på alle mulige måder. Henrik trøster: Flyet var fløjet selv uden os og at næsten 400 mennesker rejser sammen, er jo kollektiv trafik!

Rejsen begynder

Torsdag. Klokken 02:15 står vi op og kører kl. 02:30 sådan cirka i bil mod København. På vej. Over den altid flotte Storebæltsbro. I anledning af julen med to store juletræer på toppen. Ved 05:30-tiden når vi Kastrup Lufthavn. Sparsommeligvis kører vi forbi P-huse og parkeringspladser i nærheden af terminalen og fortsætter ud forbi enden af landingsbanerne og havner ved P19, den absolut fjerneste plads. Som ved et mirakel finder vi en plads lige ved indgangen. Derfra er der 30 meter over til busstoppestedet, hvor shuttlebussen kommer forbi hvert kvarter. Der er flere ved busstoppestedet, både rejsende og lufthavnsansatte. Der går ikke lang tid, så kommer bussen og vi kører afsted i en 10 minutters tid. Vi går til Terminal 2, klokken er 5:30: Der er relativt stille og mennesketomt i lufthavnen. Vi tjekker hurtigt ind, afleverer vores ene kuffert 23 kg (maksimum 24 kg) og kommer denne gang uden problemer gennem security (et par gange er jeg blevet udtaget til narkokontrol?). Vi spiser lidt morgenmad, en breakfast burger (Henrik) og yoghurt (undertegnede), ordner mails med mere. Så er det tid: Go to gate, boarding, take-off til tiden 07:55. Flyveturen går først øst til Göteborg, stop-over i 1 time, dernæst sydpå til Sal. En relativt lang, men behagelig flyvetur i en stor Airbus 330-300 (Sunclass/Condor). To velsmagende sandwiches samt et bemærkelsesværdigt godt flymåltid med skaldyrssalat, köttbulla med kartoffelmos og bønner, og en orange-og-chokolademousse. To boller samt smør og ost. Dertil vand og derefter kaffe.

Sal fra oven

Ved 15-tiden lokal tid flyver vi ind over Sal. Uha, uha. Et trøstesløst syn set fra oven. Hele øen ser ud til at bestå af en gullig-brun, gold, flad ørken stort set uden vegetation. Ved landing i lufthavnen på Sal, Kap Verde, kommer vi tættere på og de bange anelser bliver bekræftet. Det er til gengæld nogenlunde lunt, ca. 20 grader (noget varmere end de 0 grader Celcius vi fløj væk fra). I lufthavnen skal over 300 charterturister gennem pas- og visumkontrollen, så det tager sin tid. Cirka en time. I køen møder vi en dansk kvinde, der er på Sal for tredje gang. Hun bemærker entusiastisk, at vejret er som i Danmark – med en frisk vind – og nævner, at der er lovet regnvejr og gråvejr de næste dage. Selvom jeg ikke primært rejser for solen lyder det nedslående. Efter et hurtigt pastjek (visum er ordnet hjemmefra via hjemmesiden) finder vi vores kuffert, der kører rundt og rundt på bagagebåndet. Vi bliver mødt af guider, der dirigerer os mod bussen. Efter 20 minutters køretur og en kort orientering fra guiden bliver vi sat af ved vores hotel Dunas de Sal. Vi stiger af bussen sammen med to andre danske par, som vi dog ikke ser mere til, går ind på hotellet, hvor vi indregistrerer os og betaler turistskat på 20 Euro. Overraskende nok angives næsten alle beløb i byen og på hotellet først og fremmest i Euro og dernæst i CVE, kap verdiske escudos. Det er allerede halvmørkt og vi er heltrætte, så vi stiller baggagen på værelset og går hen i hotellets restaurant Salt & Pepper. En meget spartansk indrettet spisestue. Vi bestiller henholdsvis bøf og fisk og til forret to gange græskarsuppe. Den er god, men lunken. Jeg har valgt en tre-retters menu til 24 Euro og får en udmærket chokolademousse til dessert, mens Henrik takker nej til mere ... vi har sådan set også fået rigeligt at spise på flyet. Vi går i seng ved 21-tiden (23-tiden dansk tid).

Første dag i Santa Maria

Fredag vågner vi tidligt og tjekker mails (vi er to timer 'efter' dansk tid). Ved 06:30-tiden bliver det lyst, meget lyst. Og lyset afslører, at hotellet – der kalder sig selv et designhotel – faktisk ser bedre ud end beskrivelsen og billederne på Spies-hjemmesiden. En glædelig overraskelse: Dette Sal low budget hotel er helt godt omend ikke luksus (som Hilton resortet på den anden side af gaden, der koster 17000 for samme tur): En stor gårdhave med en pæn, regulær, rektangulær swimmingpool. Værelser i tre længer og tre etager, stue og 1. og 2. sal. Desuden et udmærket lille, men veludstyret fitnesscenter. Restauranten er meget spartansk indrettet, men til gengæld er der en hyggekrog og en dejlig udendørs afdeling. Klokken 7 spiser vi morgenmad i restauranten. Der er buffet. Altid farligt (for mig). Jeg spiser hjemmelavet yoghurt naturel, men den smager underligt sødlig, slet ikke som et surmælksprodukt, så jeg hælder godt med frugt på. Det bliver ugens morgenmåltid dog med enkelte smagsprøver af pandekager (mel, majs og banan) og banan-, ananas- og gulerodskage, selvom jeg ellers ikke, heller ikke på ferie, spiser kager til morgenmad. Tre dage supplerer jeg også med ristet fuldkornstoast med æg eller ost og hjemmelavet blommemarmelade. Det er læseferie, så ugens program er alle dage i større eller mindre omfang læsning og skrivning, forberedelse til kommende foredrag, samt pasning af kontoret med besvarelse af mails. Vejret? I dag er det køligt, cirka 17-18 grader, overskyet og småblæsende og så begynder det også at regne. Klokken 12 klarer det heldigvis op. Nu er der blå himmel og høj sol, temperatur vel omkring de 24 grader – som lovet med en frisk brise, så det ikke er helt varmt. I dag går vi en tur hen i hovedbyen på Sal, Santa Maria. Det er midt på dagen (ikke smart så tæt på ækvator, men lige nu passer det os bedst). På vejen passerer vi små butikker, store, men lave resort-hoteller og nogle byggetomter. Finanskrisen ramte hårdt på Kap Verde og rundt omkring på Sal er der ufærdigt tilsyneladende efterladt byggeri, men også igangværende byggeprojekter med kraner og først nu er byggeriet i gang igen. Vi slentrer hen ad hovedgaden som er fodgængerområde. Der er barer, restauranter og små butikker. Det er en lille by, så der er ingen store europæiske kædeforretninger eller supermarkeder. En dejlig afveksling. Vi går ned på stranden og spiser frokost på Palm Beach restaurant, nærmere bestemt den udendørs terrasse med kig lige ud til stranden og Atlanterhavet. Skønt. Vi får begge pizza, Henrik calzone med skinke, jeg en ualmindeligt god grøntsagspizza med tomater, broccoli, peberfrugt, artiskok og mozzarella. Dertil kildevand. Og en enkelt Aperol spritz, så det er lidt ferieagtigt. Så tilbage til hotellet. Henrik arbejder videre, mens jeg træner i hotellets lille fitnesscenter på øverste – anden – etage. Fitnesscenteret er lillebitte, men der er frie vægte, et par kettlebells, elastikker, måtter, sjippetove, stepbænk, bolde og BOSU’er, foruden en crosstrainer og en cykel samt to styrketræningsstativer (kabeltårn og smith-stativ). Fine træningsmuligheder. Jeg træner i 20-30 minutter: Turkish get-up, swing, back lunges og goblet squat. Der er hele tiden 4-5 andre der træner, hyggeligt og ret atypisk for hotel fitnesscentre, der ofte er tomme. Faktisk er hotel fitnesscenteret ”fyldt” næsten hver gang jeg kigger forbi; mellem 4-8 trænende inde og ude på terrassen - og gæsterne, lokale og turister, træner seriøst – med gode øvelser. Efter et bad går vi hen i byen igen. Det er mørkt og sent, cirka 19 (21 i Danmark), så vi tager det første og bedste sted. Restaurantens navn burde selvfølgelig have fået alarmklokkerne til at ringe: LobStar. En hummer – og-andet – restaurant. Hummer rimer på høje priser og det var jo ikke meningen på denne billigtur. Henrik vil gå. Jeg bliver dog siddende, fordi restauranten er ret hyggelig og vi har fået et super bord “ved vinduet”- der er ingen vinduer, men vi sidder ved karmen lige ud til stranden. Ergo: Vi bliver hængende – og så er den hummer heller ikke dyrere; en kæmpehummer til 245 kroner (mod normalt ca. 500-700 i Danmark). Jeg bestiller tunfisk og holder regningen nede! Tunen smager heldigvis godt og jeg får en luns hummer af Henrik, så jeg også er lidt med … Retur til hotel og tidligt i seng. Der er en lille hotelbar, men ingen vilde fester på hotellet, der bebos af både unge, voksne og ældre.

Øen set fra stranden

Lørdag. Efter morgenmad og arbejde løber jeg først på formiddagen en tur. Eller retter jeg jogger, stopper, jogger og går på skift. Først gennem byen, så ud gennem et lossepladslignende område. Videre ud til ørkensand og lav bevoksning; efter en halv time når jeg ud til stranden. Oppefra så øen mere end kedelig ud, men nede på stranden skifter perspektivet. Det ligner et vildt paradis og ikke kun for kite surfere, surfere og dykkere. Vidunderligt klart vand med høje bølger og store mennesketomme sandstrande. Der er dog stort set ingen vegetation. Det er sand, lava og ler. Efter at have nydt udsigten og taget en hel del bølgefotos jogger og går jeg langs kysten hen til Santa Maria strandområde og tilbage til hotellet. Ved aftenstide går vi hen i byen. I dag spiser vi på Arraonda, der uden på døren reklamerer med restaurant og pizzeria. Det lyder billigt og beskedent. Heldigvis er restauranten, i mellemprisklassen, ret hyggeligt indrettet og byder på dejlig mad. Vi starter med at dele to lækre stykker bruschetta. Til hovedret spiser Henrik tournedos og jeg wahoo filetter, tre styk i citronsauce, der smager fantastisk (wahoo er en stor tropisk rovfisk, der minder om makrel). Dertil ris og grøntsager. Og for en sikkerheds skyld har vi også bestilt sauteret spinat.

I swimmingpoolen

Søndag formiddag sætter jeg mig et stykke tid efter morgenmaden ved poolen. Et par dage i træk har der lige uden  for restauranten været en lille stand med reklame for snorkling og dykning . Her har man kunnet skrive sig op til en gratis dykning i poolen. Jeg melder mig for første gang nogensinde (mere om det i Drømmen om dykning: Første gang i pool). I dag orker vi ikke at gå hen i byen (ret slapt), så vi beslutter os for at spise på hotelrestauranten. Det var en moderat oplevelse sidst, heldigvis er det bedre i dag. Vi får begge en utroligt velsmagende Dunas de Sal rejecocktail. Til hovedret spiser Henrik igen en kødret, mens jeg får tagliatelle bolognese. Ikke særligt lokalt, men lige det, der frister i dag. Det var det. Ingen dessert.

På havet

Mandag formiddag bliver vi hentet af João. Vi skal ud på vandet, hvor jeg skal prøve at dykke i havet. Endnu en førstegangsoplevelse. Mere om det senere. Vi tager tilbage til hotellet og spiser frokost, kyllingesandwich og tofo salat. Ved 18-tiden går vi hen i byen for at spise. Jeg har (tidligere på dagen) lagt mærke til en lille restaurant, der ser hyggelig ud. Le Privé. Her går vi ind. Det er i en gårdhave med en overdækket terrasse til den ene side og et lille ”telt” til den anden side. Vi bliver vist ind i teltområdet med sand som gulvet. Henrik bestiller rejer og filet mignon. Jeg bestiller røget forel (ørred) på blinis og bund af salat og endnu engang wahoo filet. Det er en interessant anretning med små bidder af forskelligt velsmagende tilbehør. Henrik får derimod en dårlig start, fordi hans rejer viser sig at være brændende varme og meget vanskelige at pille. Humøret bliver dog langsomt bedre, for vi er enige om, at det er det mest afrikanske og lækre måltid indtil videre. En stor ulempe er dog, at det er lige lovlig mørkt og svært at se maden ... jeg tager eksempelvis en mundfuld af noget, jeg tror er mos, som viser sig at være smør: Ufff! Undervejs må jeg en tur ud på gaden og ned ad gaden for at hæve kontanter. Henrik har nemlig bemærket, at restauranten forneden på spisekortets sider har skrevet: Ingen kort, kun kontanter. Optændt af begejstring over måltidet vil vi afslutte med en af de fem desserter på kortet, men desværre nej, det eneste man kan få er citronsorbet og det er vi ikke klar til. Måltidet er slut. Sådan da. På vejen hjemad passerer vi en isbar med italiensk is (et begrænset udvalg) og vi vælger begge tre kugler is i bæger: Vanille, pistacie og hvid chokolade til mig og Henrik får vanille, pistacie og stracciacella.

Udflugt med udfordringer

Tirsdag lige efter morgenmaden går vi hen til byen. Lige uden for byen er der en kiosk med udflugter. Henrik vil gerne på udflugt og jeg vil da gerne med. Klokken er cirka 9 og vi regner egentlig med at alle ture er booket og kørt for i dag. Men kvinden i kiosken signalerer, at vi skal vente, så ringer hun rundt og signalerer igen, at vi skal vente. Ved 9:30-tiden kommer der en firehjulstrækker med åbent lad med sæder – de ture vi har kigget på foregår henholdsvis i lukkede busser eller disse køretøjer – hun signalerer at vi skal sætte os i bilen, betaling kan åbenbart vente. Vi sætter os ind i bilen. Så bliver vi kørt et lille stykke henad gaden. Der bliver vi bedt om at skifte over til en lignende bil, nu oppe på ladet. Så kører chaufføren rundt i et kvarters tid, frem og tilbage op ad hovedvejen, mens han taler ivrigt i mobil. Han kører til og fra forskellige hoteller, et par steder samler han nogen op – et par har ingen badedragter med og skal hente deres badedragter på deres hotel. Vi – to svenskere, to østrigere, to englændere, vi to danskere og den kap verdiske chauffør - er nu ½ time senere stadigvæk i Santa Maria. Mottoet i byen er "relax", som set på souvenirs og hørt ved flere lejligheder. Vi er på vej ud af byen, da vi bliver stoppet af to politibetjente. Vi er fem på ladet, fordi den ene svensker, som manglede sin badedragt har sat sig op til os. Det fremgår tydeligt af samtalen, at det er ulovligt at være fem på ladet. Svenskeren bliver vist ind i bilen og chaufføren har en meget lang samtale med betjentene, mens der udveksles papirer. Efter ca. 1 time er vi på vej ud af byen. Nu går turen i gang. Desværre er der gået tid fra turen, så det lovede første besøg ved øens øverste punkt og ruinen af et fyrtårn falder ud. Heldigvis når vi de andre punkter uden for stress og jag. En bugt med udsigt til bjerge. Et par, der ikke er særligt vilde med at blive fotograferet, bliver alligevel fotograferede af guiden med udsigt til bugten og bjergene. Et panorama udsigtspunkt, ikke særlig idyllisk, men autentisk og som lovet med en udsigt ... En tur i ørkenen, til en bar med brændevinssmagsprøver. Dagens tur i på ladet af vognen går gennem masser af blæst, sand og støvskyer. Tøjet er brunt og stift, da turen slutter. Fra bar-butikken videre til Buracona, Det blå øje (lyset rammer vandet i en grotte, hvis man vel at mærke er der på det rigtige tidspunkt), der er lidt af en skuffelse, eftersom der er en kø af turister og begrænset observationstid og ikke meget at se. Til gengæld er det frådende hav uden om hele turen værd. Vi kører videre sydpå, hvor vi gør holdt i havnen i Palmeira. En relativt idyllisk destination med små, farverige huse - og kig til brændstoftanke. Så videre over mod den anden side af øen, men halvvejs gør vi stop. Det er en heldagstur og der er en indlagt frokostpause. Alle i bilen kigger vantro, da vi gør holdt uden for en bygning, der ser småslidt ud. Er det overhovedet en restaurant? Vi bliver dirigeret inden for og vist ind i en lille overdækket gård med orange vægge. Der sidder andre og spiser og efter at vi er blevet vist til rette kommer også andre (turdeltagere fra andre selskaber) til. Vi bliver spurgt om bestillinger og drikkevarer og efter kort tid kommer maden. Det er ikke gourmetanretninger, men det er store portioner. Jeg kigger en ekstra gang: Den bestilte 'fiskefillet' er to havaborrer, komplet med hoved. Jeg er vild med fisk, men helst ikke med hoved på. Med besvær får jeg skilt det lækre kød fra hovedet og benene ... Som en behagelig overraskelse for os alle, smager maden lækkert og friskt. Vore bange anelser bliver gjort til skamme. Efter frokosten kører vi videre til Shark’s Bay. Her lejer jeg et par tyndbundede gummisko for 2 Euro. Sammen med en guide og et par andre fra bilen, går jeg ud gennem det lave vand ud til brændingen. Henrik holder sig på det tørre. Det gør av at gå gennem vandet. Bunden er fuld af skarpe sten og glatte lavastykker. Absolut ingen fornøjelsestur. Til gengæld er det lidt af en oplevelse, da tre små hajer svømmer rundt om benene på os på vejen ud. Da vi når ud til brændingen kan vi se en stor gruppe på 12 hajer, der svømmer frem og tilbage. Vi kan kun se ryggen og finnerne, men får at vide at de er 1-2 meter lange og holder til i nærheden af strandkanten, fordi der er lettere at skaffe føde. Af og til slår større bølger ind og vi bliver drivvåde fra top til tå: Det var ikke nok at trække bukserne op. En dusch i det kolde vand dæmper nu ikke humøret, det gør derimod en hånd fra sko-udlejeren. Han må mene, at jeg skal hjælpes - overhovedet ikke, men jeg tager dog imod hånden alligevel. Herfra kører vi op mod nogle rødbrune høje. Her gør vi holdt og går ind gennem en tunnel. Og opdager saltanlægget. Her har tidligere været en større saltproduktion. Nu er der kun lidt, til gengæld holdes et af bassinerne åbne for turistsvømning. Jeg tager en tur – og det er meget salt – det stikker og prikker i kroppen (øjnene skal holdes fri af vandet, fordi saltet kan brænde øjnene alvorligt) og jeg flyder som forventet oppe i overfladen. Jeg smiler, jeg er glad. Som minde giver en af vagtmændene Henrik to utroligt flotte, rosa salt-krystal-klumper, som jeg straks rager til mig: Diamonds are a girls’ best friend, siger man, men jeg kan sagtens nøjes med sten, uslebne halvædelsten og det, der ligner. Da vi kommer tilbage er klokken 17:30 og vi synes at det er for sent at gå ind til byen at spise. Så vi går bare skråt over gaden, forbi Hilton resortet, og til stranden 100 meter væk. Her ligger The Beach Club – Hilton’s strandrestaurant. Vi går ind og priserne er rimelige, så vi får et bord og bestiller mad og et par glas vin. Henrik får tun tatar og filet mignon og jeg spiser carpaccio med parmesan skiver (desværre uden den lovede trøffelolie, hvilket jeg nævner, dog uden respons) og derefter wahoo med ingefær. En lækkerbisken. Som afslutning et stykke cheese cake. Retur til hotellet og på hovedet i seng.

George gør det godt

Onsdag er vejret igen omskifteligt, men heldigvis overvejende lunt og med end del sol, 26-27 grader, og man kan sidde på den overdækkede terrasse med udsigt til den grønne gårdhave med den blå pool. I løbet af formiddagen træner jeg 20 minutter på crosstraineren – normalt træner jeg ikke på crosstrainer, men det er fint med træningsvariation i ferien - og laver derefter lidt strækøvelser. Ved middagstid går vi en tur hen langs stranden og tilbage igen. Der er to innovative outdoor fitnesscentre, som bliver flittigt brugt af lokale og turister. Med stativer til kropsvægt træning og dæk til sledge dragging med mere. Eneste minus: Det ene ligger lige ud for tre restauranter, så der er godt med tilskuere. Vi går ind på Palm Beach restauranten ligesom første dag og bestiller samme frokostmenu: Pizzaer (denne tur er ingen fitness tur). I dag som variation med en pina colada, verdens mest fedende drink, som dessert. Så retur gåtur gennem byen, tilbage til hotellet og arbejde videre. Ved 18-tiden går vi tilbage hen i byen. Vi er lidt i tvivl om, hvor vi skal spise, men jeg kigger i den lille kortbog med reklamer, som vi har fået af Spies guiden. En af de restauranter, der anbefales, er George’s. Vi går derhen … bare for at kigge. Et stort, halvtrist lysskilt på gaden viser menuen. O.k., men ikke noget særligt. Restauranten, som vi kan se gennem vinduesfacaden er oplyst af bare pærer og ser ikke specielt hyggelig ud. Jeg vil egentlig straks gå videre, men en sælger på gaden overbeviser Henrik om at maden med garanti er god. Det er godt nok for Henrik og han mener, at vi skal gå ind. Det gør vi og bliver vist hen til et af de tomme borde med spraglede duge og plastikstole; halvdelen er af plastik, den anden halvdel af fyrretræ med puder på. Gulvet har en rustik flisemosaik og det ser ud som om væggene er med tapet med stenmønster. Mit førstehåndsindtryk bekræftes, alligevel virker restauranten autentisk, afrikansk, med duge med Sal (og resten af Cabo Verde) tryk og det er åbenbart et populært lokalt spisested; flere gæster dukker op nu. Hvad der mangler i indretning, er der til gengæld i service: Vi får en hjertelig modtagelse og venlig og hurtig betjening. Vi tager bare hovedret (dumt). Henrik vælger filet mignon med kartoffelmos og grønt, mens jeg bestiller rejer med karry, ingefær og kokos samt ris og grønt (wok-agtigt). Dertil bestiller vi den lokale rødvin Cha fra øen Fogo. Forventningerne er afdæmpede. Det er mest for at smage lokale produkter. Det viser sig at være en let og velsmagende frugtagtig vin - med en alkoholprocent på 14 %. Maden smager skønt og gennem åbningen i muren smiler George selv til os fra køkkenet. Vi beslutter os for dessert og vælger banan flamberet i den lokale romlignende drik grogue. Dertil en kugle vanilleis. Bananen (og isen!) bliver flamberet ved bordet og det smager himmelsk. Desserten har kun en ulempe, den er for lille. Knapt nok en halv banan i skiver til hver … og isen burde nok have været ved siden af eller tilføjet efterfølgende. Skidt pyt. En positiv restaurantoplevelse. Retur til hotellet? Nej, Henrik vil have mere is, så vi skal forbi isboden igen. Jeg melder til gengæld pas i dag.

Farvel til varmen

Torsdag er sidste dag på Sal. Til morgenmad under jeg mig selv to afskeds-pandekager med sukkerrørssirup! Så siger jeg farvel til swimmingpoolen, svømmer 50 baner. Det er ellers dejligt, bortset fra at vandet i poolen er meget, meget koldt. Det har de andre gæster opdaget; der er stort set ikke nogen, der svømmer i den og ikke mere end et par baner ad gangen. Jeg ville gerne have svømmet mere, men allerede efter 30 baner glæder jeg mig til at komme op i varmen, så det bliver ved de 50. Så pakker vi. Stiller kufferten i receptionen og spiser frokost i solen på terrassen, mens vi venter Henrik spiser burger og jeg spiser igen tofu salat med valnødder. Klokken 14:05 præcis som aftalt bliver vi hentet af bussen og kørt til lufthavnen. Hurtig indtjekning, security tjek og paskontrol. Så vente 1½ time, mens vi drikker vand og kaffe. Klokken 16:30 ombord på flyet retur til København og 17:00 afgang fra Sal. En behagelig og relativt hurtig rejse med flymåltidet som highlight: Feta salat og kylling med ris. Begge dele velkrydrede, velsmagende og mættende. Den lille doughnut med glasur og krymmel frister dog ikke. Vi lander planmæssigt 01:35 i Kastrup; den bedste landing nogensinde, tror jeg. Man mærker overhovedet ikke, at kaptajnen bringer hjulene i kontakt med landingsbanen, hvilket stewardessen også nævner over højtaleranlægget. Mærkeligt nok er der for en gangs skyld ingen charterturister, der klapper, selvom det denne gang var på sin plads. Henrik og jeg skynder os ud af flyet, igennem paskontrollen, og ned til Baggage Claim. Her deler vi os, Henrik kører med shuttlebussen hen til P19, for at hente bilen, så vi kan komme til Jylland. I mellemtiden venter jeg på kufferten, der i dag tager sin tid om at dukke op. Klokken er nu omkring 02:15. Jeg venter … Så ringer Henrik. ”Du kan godt tage shuttlebussen herud.” Pause. ”Bilens batteri er dødt og vi skal have fat i Falck." Henrik tilføjer tørt: "Det er jo fredag d. 13." Efter at have været oppe ved 6-tiden og undervejs i næsten 12 timer (inklusive buskørsel og lufthavnsophold), er trætheden ved at melde sig. Jeg kører med shuttlebussen ud til P-pladsen, hvor bilen holder; meget mørk i mørket. Heldigvis kommer Falck-bilen ret hurtigt og efter en forholdsvis kort 15 minutters redningsaktion, hvor redderen er i kontakt med en tekniker på kontoret (denne ellers goooode tyske biltype gør det ikke nemt at komme til at starte bilen efter strømsvigt), er der liv i batteriet. Klokken er nu 03:15 og vi kan køre hjemad … uden stop. 06:00 sådan cirka er vi hjemme og læseferien er forbi … zzzzzzzzzz.