Torrent de Pareis hike: Vild vandretur på Mallorca
Af Marina Aagaard, MFT
Easy climbing, difficult hiking.
Let klatring, vanskelig vandring.
Siger guiden. Det er delvis rigtigt.
Spørgsmålet er: Tør du (lade være)?
Da jeg så kløften første gang, var jeg solgt. En vidunderlig vild verden; der ville jeg vandre.
2015: Jeg prøvede nedefra på egen hånd, men valgte at backtracke på grund af vand m.m.
2017: Jeg prøvede oppefra på egen hånd, men vendte om, da stien forsvandt i et vildnis.
2018: Tredje gang skulle være lykkens gang; jeg bookede guide! Tur blev aflyst (hedebølge).
Men i år lykkedes det. Tredje gang blev lykkens gang.
Der er langt ned ...
Så kommer vi ud i åbent land og har en stejl græsklædt skrænt foran os. Vi følger guiden nedad mellem klippestykker, træer og højt græs. Stien er næsten usynlig (hvilket jeg ved fra mit tidligere forsøg), men med guide går det næsten som en leg. Jeg er fremme forrest i feltet, så jeg snyder mig til ekstra snapshots med mobilen, mens ingen kigger (tror jeg).
Efter cirka 1½ time - inklusive to officielle fotostop - er vi nede ved flodbunden. Her stopper vi til en guider-fotograferer-deltagere-session og en briefing om, hvordan man balancerer på de middelstore sten på ruten. Et af nøgleordene er at holde kropsvægten centreret over foden og ikke lade sig friste til at læne sig fremad, hvilket resulterer i at man glider ned!
Vi går videre ad Lluc-kløften nedad mod S'Entreforc, hvor to kløfter Torrente Lluc og Gorg Blau mødes og løber sammen i Torrente de Pareis. Et overvældende syn.
Vi går et lille stykke videre. Det er moderat hård vandring over stok og sten; det er skønt.
Så siger guiderne, at nu kommer den første 'tricky bit', nogle steder beskrevet som 'difficulty'. Og det tør siges.
Men som guiderne repeterer opmuntrende "Vamos a la playa".
Det er ikke overstået. Der er flere vanskelige passager blandt de store sten, der tårner sig op foran og bag os. Vi tur-deltagere får hjælpende hænder og fødder. Fornuftigt, trygt, men ikke godt for selvtilliden.
Landskabet skifter undervejs. Skiftevis små og store sten, skiftevis rå, kantede klippeblokke - "som er faldet ned fra bjerget for nyligt" (jeg kigger opad ...) og runde, glatte sten, smukt slebet af flodvandet gennem tiderne.
Ud over en lidt krævende start og to steder, hvor stenene er uhyre glatte, så fødder, hænder og krop skal spændes kraftigt og placeres rigtigt i udfordrende stillinger, går turen næsten som "en leg". Naturen er så overvældende, at man ikke tænker over de fysiske anstrengelser, der især omfatter balancering, bevægelighedstræning, når arme og ben skal langt ud til siden for at træde op, over og omkring, og let bouldering, klatring nedad på sten uden reb (ud over tre gange, hvor guiderne monterer reb for at lette passage).
Henrik og bageste Juan dukker ikke op. Vi venter 5 minutter, 10 minutter. Så forlader forreste Juan os, for at se efter de to. Han kravler op ad den ret stejle bjergside og forsvinder ind i det grønne. Vi venter 5 minutter, måske mere. Det føles som en evighed.
Turen går langsomt. Vi bevæger os et stykke vej og så skal Henrik sidde ned, sådan går vi af sted i intervalgang, start og stop, start og stop. Juan hjælper ham op og omkring. Vandring i kløften er som minimum moderat hård som rask - at gennemføre mens man er syg og afkræftet kræver viljestyrke ...
Så dukker forreste Juan op. Han har fulgt gruppen 'til stranden' og kommer nu for at hjælpe til ved de sidste større forhindringer - og et par små (her under "cannon ball" som også ses i toppen af artiklen).
Derefter følger den sidste del af ruten, som er mere "lige ud af landevejen" og til sidst begynder kløften at åbne sig op.
Vi er næsten ved målet. Jeg skæver til uret. Vi kan måske lige nå med bussen alligevel.
Guiderne går lidt i forvejen og Henrik og jeg følger efter i langsom, men målrettet gang.
Endelig når vi igennem de to tunneler i klippen, forbi boderne og op til parkeringspladsen, hvor bussen holder og venter. Vi forenes med familien. Vi kommer heldigvis med bussen, som bliver helt fyldt op; en stor gruppe sidder på gulvet i midten af bussen; den var ikke gået i Danmark.
Henrik får mere at drikke, druesukker og salt. Han kvikker op. Så er alt godt igen.
Vi kører opad bjergvejen gennem hårnålesving, mens chaufføren dytter af sagesløse turister, der ikke ved at bussen har forrang (men det finder de ud af og må bakke opad svingene) og vi får de sidste glimt af bjergene og havet.
Sikken en tur.
P.s.: Tøv ikke et sekund at tage på Torrent de Pareis hike, hvis du er på Mallorca, men husk let tøj og rigelig vand med salt og sukker!
Da jeg så kløften første gang, var jeg solgt. En vidunderlig vild verden; der ville jeg vandre.
2015: Jeg prøvede nedefra på egen hånd, men valgte at backtracke på grund af vand m.m.
2017: Jeg prøvede oppefra på egen hånd, men vendte om, da stien forsvandt i et vildnis.
2018: Tredje gang skulle være lykkens gang; jeg bookede guide! Tur blev aflyst (hedebølge).
Men i år lykkedes det. Tredje gang blev lykkens gang.
Mit Torrent de Pareis hike aka eventyr 19.7.19
Mødested: 08:00. Restaurant Escorca (Escorca). GPS 39.826229, 2.847081) Varighed: 6 timer; tur foregår i moderat tempo med korte stop Niveau: Hårdt (vandring/bouldering); let-moderat for nogen, meget hårdt for andre Distance: Oplyst til ~5 km (fugleflugtslinje? mit pulsur sagde ca. 8-9 km, gps svigtede dog) Højdemeter: 630 meter ved Restaurant Escorca [man parkerer bil overfor restaurant] Anbefalet minimumsalder: 10 år [ingen maksimum, men uegnet for ældre ældre] Beklædning: Vandretøj; uden våddragt april til oktober og 10-15 dage efter kraftig regnFamilietur
Mit eventyr er ikke bare mit, men vores; vi var fem: De seneste år har familien samt Henrik (min mand) og jeg været på familieferie på Mallorca. Henrik og jeg kører normalt rundt og fotograferer, mens resten af familien slapper af ved pool og strand. Men endelig fik jeg i år efter flere års plageri lokket min søster og nevø og hans kæreste med på tur sammen med os. Vi bookede en tur med guide hos firmaet Món d'Aventura til 50 EUR per person. Vi står op ved 5-tiden i det lejede hus på østkysten. Vi kører klokken 6, tværs over øen, cirka 1½ times kørsel. Vi er i god tid ved mødestedet Restaurant Escorca klokken 7:30. Beskeden var: Turen afgår præcis klokken 8, misser I tidspunktet er turen og pengene tabt! Vi står og venter. Så kommer en engelsk familie med fire personer og dernæst to tyske kvinder. Vi er 11. Med de to guider 13 i alt. Den lader jeg lige stå. Lidt i 0800 hours kommer to solbrændte, veltrænede unge mænd i neongrønne t-shirts hen til os. Hele to guider. Det er fornemt. De præsenterer sig "Juan" og "Juan". Nemt at huske. De giver korte, præcise informationer og instruktioner med overblik over turen. Plus formanende ord: "Der bliver stop undervejs, hvor man kan tage fotos. Der er ikke noget med at fotografere hele vejen og forsinke gruppen. Sker det, bliver kameraet konfiskeret!" Henrik og jeg skæver til hinanden. Så ved vi det!Vandretur
Klokken 8 sådan cirka går vi af sted. Turen starter overfor Restaurant Escorca, hvor bilen er parkeret, 630 m.o.h. Vi går rask afsted gennem først et markområde og så et lille skovområde.Der er langt ned ...
Så kommer vi ud i åbent land og har en stejl græsklædt skrænt foran os. Vi følger guiden nedad mellem klippestykker, træer og højt græs. Stien er næsten usynlig (hvilket jeg ved fra mit tidligere forsøg), men med guide går det næsten som en leg. Jeg er fremme forrest i feltet, så jeg snyder mig til ekstra snapshots med mobilen, mens ingen kigger (tror jeg).
Efter cirka 1½ time - inklusive to officielle fotostop - er vi nede ved flodbunden. Her stopper vi til en guider-fotograferer-deltagere-session og en briefing om, hvordan man balancerer på de middelstore sten på ruten. Et af nøgleordene er at holde kropsvægten centreret over foden og ikke lade sig friste til at læne sig fremad, hvilket resulterer i at man glider ned!
Vi går videre ad Lluc-kløften nedad mod S'Entreforc, hvor to kløfter Torrente Lluc og Gorg Blau mødes og løber sammen i Torrente de Pareis. Et overvældende syn.
Vi går et lille stykke videre. Det er moderat hård vandring over stok og sten; det er skønt.
Så siger guiderne, at nu kommer den første 'tricky bit', nogle steder beskrevet som 'difficulty'. Og det tør siges.
Klatretur
Fra at have været i overstadigt humør stivner mit smil en smule, da vi kommer til et par enorme runde klippeblokke. Vi skal op på klippeblokkene og på ryggen lade os glide ud over kanten. Guiderne er så let som bjerggeder sprunget i forvejen og er klar til at hjælpe med en hestesko, så vi ikke glider og falder mange meter ned mellem stenene. Det er en hård start på turen. Lidt fysisk hårdt, mentalt meget hårdt: Denne del, altså allerede starten af Torrent de Pareis, kunne jeg med stor sandsynlighed ikke have klaret alene uden knubs. Øv.Men som guiderne repeterer opmuntrende "Vamos a la playa".
Det er ikke overstået. Der er flere vanskelige passager blandt de store sten, der tårner sig op foran og bag os. Vi tur-deltagere får hjælpende hænder og fødder. Fornuftigt, trygt, men ikke godt for selvtilliden.
Landskabet skifter undervejs. Skiftevis små og store sten, skiftevis rå, kantede klippeblokke - "som er faldet ned fra bjerget for nyligt" (jeg kigger opad ...) og runde, glatte sten, smukt slebet af flodvandet gennem tiderne.
Ud over en lidt krævende start og to steder, hvor stenene er uhyre glatte, så fødder, hænder og krop skal spændes kraftigt og placeres rigtigt i udfordrende stillinger, går turen næsten som "en leg". Naturen er så overvældende, at man ikke tænker over de fysiske anstrengelser, der især omfatter balancering, bevægelighedstræning, når arme og ben skal langt ud til siden for at træde op, over og omkring, og let bouldering, klatring nedad på sten uden reb (ud over tre gange, hvor guiderne monterer reb for at lette passage).
Hedetur
Det går så godt, så godt og jeg forsøger en stor del af tiden at holde mig tæt bag den forreste Juan, så jeg kan se hans teknikker. Når jeg lige skal ekstra-smug-fotografere, sakker jeg dog bagud igen og skal liiiiige til hurtigt at hoppe fra sten til sten. Men bremser mig selv: Det er en af instruktionerne. "Hop ikke fra sten til sten her i kløften" med glatte/våde sten: Det er for farligt. Henrik gik i starten forrest, men vandrer nu bagest. Jeg spørger til ham og han siger, at han har det fint, men kan mærke turen lidt i maven, "i maven?" Han sakker længere bagud sammen med den bageste guide, men gruppen fortsætter videre i næsten samlet flok. Vi kommer til et sted, hvor vi helt skal forlade flodsengen og klatre opad blandt buske og træer. Efter en kort detour kravler vi ned på den anden side af forhindringen. Vi sætter os på nogle store sten for at holde vandpause.Henrik og bageste Juan dukker ikke op. Vi venter 5 minutter, 10 minutter. Så forlader forreste Juan os, for at se efter de to. Han kravler op ad den ret stejle bjergside og forsvinder ind i det grønne. Vi venter 5 minutter, måske mere. Det føles som en evighed.
Spiderwoman
Min hjerne er sådan indrettet, at den ser optimistisk på tingene meget langt hen ad vejen. Jeg kan dårligt visualisere dårlige hændelser. Pludselig går det dog op for mig: Henrik kan potentielt ligge døende længere tilbage, mens jeg sidder her og venter. Jeg rejser mig tøvende ... den eneste grund til at jeg ikke løber er, at det er et ret dårligt sted at gå tilbage fra ... jeg bevæger mig over mod klippevæggen. Så vågner jeg op og begynder at kravle opad, først famlende, så fokuseret. "Som en edderkop op ad klippesiden" ifølge min søster. Indeni er jeg stresset og ruten i krattet er næsten ikke til at finde ... @£€${{[]]"#%#¤%&/()=?!!! Jeg fortsætter opad og videre, lidt frem og tilbage. Ved toppunktet ser jeg heldigvis længere nede de to guider og Henrik som er på benene, men i slowmotion. Skidt med det. Han bevæger sig. Jeg venter til de når op og sammen bevæger vi os langsomt ned til resten af gruppen. Guiderne hjælper Henrik som svajer fra side til side. Da vi er kommet hen til gruppen, sidder vi ned og Henrik får vand. Druesukker eller brød vil han ikke have. Han virker lidt ved siden af sig selv og begynder at kaste voldsomt op. Han får det ikke meget bedre.Solstik
Det er sandsynligvis solstik eller hedeslag, der giver symptomer som svimmelhed, forvirring, hovedpine, kvalme eller opkastninger, ingen sved (eller mindre end normalt), høj kropstemperatur (40 grader C). Det kan lyde som "småting på linje med solskoldning (!)", men hedeslag kan føre til kramper, bevidstløshed og død. Symptomer skal tages seriøst. Hvile, vand, salt, skygge og frisk luft til hoved og hud (let påklædning) er del af akut førstehjælp. De to guider viser sig nu at være ikke bare sjove og adrætte, men også topprofessionelle, rolige og tillidsvækkende. Selvom vi egentlig helst skal igennem kløften hurtigt for ikke at være for længe i solen - og for at nå bussen (den eneste og sidste) inden den kører op klokken 15:00 - forsikrer de Henrik om, at han bare skal slappe af, der er masser af tid, og at de nok skal sørge for transport, når vi når tilbage. Vi bliver enige om at forreste Juan og resten af gruppen inklusive familien fortsætter igennem kløften, mens bageste Juan og jeg bliver sammen med Henrik.Hjemtur
Efter 10-15 minutter kommer Henrik på benene igen. Jeg tager hans rygsæk (som er overlæsset, hvilket jeg havde pippet om før turen) på ryggen og min egen på maven - dejligt med en ekstra challenge - og vi bevæger os langsommeligt videre.
Slow motion
Turen går langsomt. Vi bevæger os et stykke vej og så skal Henrik sidde ned, sådan går vi af sted i intervalgang, start og stop, start og stop. Juan hjælper ham op og omkring. Vandring i kløften er som minimum moderat hård som rask - at gennemføre mens man er syg og afkræftet kræver viljestyrke ...
Så dukker forreste Juan op. Han har fulgt gruppen 'til stranden' og kommer nu for at hjælpe til ved de sidste større forhindringer - og et par små (her under "cannon ball" som også ses i toppen af artiklen).
Derefter følger den sidste del af ruten, som er mere "lige ud af landevejen" og til sidst begynder kløften at åbne sig op.
Vi er næsten ved målet. Jeg skæver til uret. Vi kan måske lige nå med bussen alligevel.
Guiderne går lidt i forvejen og Henrik og jeg følger efter i langsom, men målrettet gang.
Endelig når vi igennem de to tunneler i klippen, forbi boderne og op til parkeringspladsen, hvor bussen holder og venter. Vi forenes med familien. Vi kommer heldigvis med bussen, som bliver helt fyldt op; en stor gruppe sidder på gulvet i midten af bussen; den var ikke gået i Danmark.
Henrik får mere at drikke, druesukker og salt. Han kvikker op. Så er alt godt igen.
Vi kører opad bjergvejen gennem hårnålesving, mens chaufføren dytter af sagesløse turister, der ikke ved at bussen har forrang (men det finder de ud af og må bakke opad svingene) og vi får de sidste glimt af bjergene og havet.
Sikken en tur.
P.s.: Tøv ikke et sekund at tage på Torrent de Pareis hike, hvis du er på Mallorca, men husk let tøj og rigelig vand med salt og sukker!