Napoli trafik og Art hotel: A room with a view

Af Marina Aagaard, MFT Kaos, kaos, kaos, kaos, kaos. Kæmpekraner og containerne. Første indtryk af Napoli, mens mørket falder på og vi i en lejebil kører ind i byen nordfra langs vandet. Selv efter at have kørt bil i Rom, Milano, Montenegro og Dubai kan vi sige, at vi har aldrig før oplevet så hasarderet, hidsig, hjertestop-fremkaldende kørsel som den aktuelle. Lige nu hører jeg Henrik referere til en ven i mobilen: "Jeg har ALDRIG før oplevet noget så sindsygt ...". Smart biler forsøger at køre indenom i et spor, scootere kører rundt om bilen på alle sider. De færreste holder for rødt, de fleste kører over for fuldt stop. Biler fra alle retninger på en gang?! Hvad kan vi sige: Kør aldrig bil i Napoli. Tag et tog eller en lokalkendt taxi! Måske skal det være ondt før det bliver godt ... eller ondt før det bliver mere ondt? Endelig når vi gaden som satellitnavigationen har angivet. Den er spærret af. Så bliver vi sendt på rundtur i endnu mere kaos. Jeg indser, at det ikke vil lykkes at nå vores bed-and-breakfast per bil. Jeg ser et p-skilt, der indikerer at hvis man følger pilen, når man en garage. Jeg fortryder planen: Den smalle, mørke, brostensbelagte gyde bliver smallere og smallere. Det bliver sværere og sværere for Ford'en at komme forbi mennesker og skilte. Desværre viser p-skiltet at vi på det smalleste sted skal dreje 90 grader til højre og så igen til høre, nu nedad bakke igen. Der kommer garageskiltet og mine bange anelser bliver bekræftet. En smal, stejl indkørsel i noget der ligner et meget privat initiativ. En kælder hvor biler med buler står tæt ... jeg vil "bakke ud", men en hjælpsom sælger kommer pludselig farende fra gaden og går i gang med at guide bilen ind, ind, ind. Heldigvis er Henrik, også når han selv skal sige det, en ekstremt dygtig bilist, så han får kørt bilen rundt om 90 graders hjørner ind i bunden af denne undergrundsgarage. Så langt så godt ... selvom tankerne kredser om udturen. Vi betaler 25 Euro for bil-logi for natten og trækker af sted med den ene kuffert og vores tasker. Igennem Napolis smalle gyder. Google maps hjælper ikke stort, så vi spørger om vej et par gange. Mobilen ringer. Det er fra vores bed-and-breakfast, som tænker at vi har droppet engagementet. Jeg forsikrer, at det har vi ikke. Vi får så besked på at møde op i et galleri. Det finder vi. Og hvilket galleri, jaw-dropping (tabe-næse-og-mund) imponerede. Vi bliver lukket ind. Kører op til 3. etage med al vores baggage. Det ser jo helt flot ud og vi begynder at glæde os. Receptionisten hilser os velkommen, men informerer hurtigt om, at her skal vi sandelig ikke bo. Så får jeg udleveret et stort nøgleknippe med et lige så stort vedhæng. Dernæst følger en længere instruktion: Ned, igennem galleriet, ud på gaden, hen ad gaden, indtaste kode og ind ad port. Låse døren op. Låse døren. Tage elevatoren op til 3. etage. Låse døren op. Løse døren. Finde værelse 3 og låse døren op. Låse døren. Intet problem, bortset fra at det er sidst på dagen efter en lang dags rejse og længe siden sidste måltid ... Vi blev smidt ud af Luxury Art resortet og galleriet. Ud på gaden. Ud i natten. Vi begiver os af sted med vort habengut. Heldigvis fungerer det, efter lidt fumlen rundt med de mange nøgler ... Når enden er god er alting godt som man siger. Vi finder værelset og det er et fint værelse. Selvom vi kommer ind ad bagindgangen er vi havnet i galleriet med en udsigt, der er lidt for sig. Lidt for sig? Det gode: En blanding af den smukkeste italienske arkitektur og en rigdom af kreativitet og materialer. Det dårlige: Hele fjorten hjemløse ligger i papkasser, på pap og tæpper langs med de nattelukkede butikker. Ved deres sider står net med deres indbo. Ikke alt er godt ... Om morgenen står vi op og ser galleri - og morgenmadsrum blandt marmorsøjler - i al sin pragt. De hjemløse er væk. En vicevært kører rundt på gulvet med en poleremaskine. Travle forretningsfolk krydser igennem galleriet i høj hastighed. Cafeejeren sætter stole ud. Scener fra Napoli.