Verdens værste fitness tips? Træningsråd?

Af Marina Aagaard, MFT Overskriften i det amerikanske nyhedsbrev lugter af clickbait: Klik nu videre. Da det er om fitness, tænker jeg alligevel, at jeg må se hvad det handler om. Det er en tidligere artikel, The Worst Fitness Tips Top Trainers Have Ever Heard (2015), der igen bliver hevet frem af et online magasin.

Verdens værste fitness tips

Der er utrolige mængder mis-information på nettet og i fitnesscentrene. Så artikelforfatteren Jeff Cattel har bedt toptrænere om at opklare nogle af de typiske myter. Det er de gamle travere, men på grund af fortsat forvirring omkring fitness og træning, er det stadig nødvendigt at gentage de basale principper. Jeg har taget overskrifterne, oversat dem og skrevet kommentarer:

1. Tunge vægte vil øge din kropsmasse (gøre dig bulket)

Nej. Mange - især kvinder - tror stadig, at man automatisk bliver stor og muskuløs af tunge vægte. Det sker af flere årsager ikke. Eksempelvis bruger slanke atletikudøvere (som højdespringere) og fitte fotomodeller tung træning.

2. Der er kun en måde at lave den perfekte squat (eller lunge) på

Der er ikke alene utallige versioner af squat og lunge, men også nuanceforskelle fx med hensyn til udgangsstilling og teknik. Kroppe og lemmernes længde er forskellig fra person til person og det vil påvirke teknikken. Læs også: Vejledende tips om squat teknik og lunge teknik.

3. Motion handler om at leve længere

Dette punkt er lidt specielt. I artiklen bliver det illustreret med en historie, hvor én person udtaler, at folk træner og lever længere, men spilder tiden i fitnesscentre. Den trænende svarer - som de fleste trænende - at man ikke træner for at leve længere, men for at leve bedre, mens man lever. Det vil jeg gerne bakke op om: 2 x ½ time fitness om ugen er en lille investering i forhold til at holde sig rask og kunne gøre alt det, man gerne vil. Og for de fleste bliver fitnesstræning ikke en pligt, men noget man gør fordi det føles godt og meningsfyldt.

4. Du skal forvirre dine muskler for at opbygge styrke

Muscle confusion er et kendt bodybuilding princip, som er fint, når man har trænet længe og træner meget. Men for de fleste er det en fordel - især i starten - at skabe et stabilt fundament med rimelig regelmæssig træning. Man skal give musklerne tid til at vænne sig til træningen. Det virker også motiverende, når man kan se fremgang, hvilket man ofte lettere kan når man følger samme program og rækkefølge i en periode. Afhængigt af hvor længe man har trænet og hvordan man reagerer på træningen, tager det kortere eller længere tid: Man kan fx skifte program hver (1) 3-6 uger ... hvis træningen ikke længere virker eller motiverer.

5. Der er en ideel vægt til din kropstype

Vægttabeller? Glem dem. Forhåbentlig er der ingen danske trænere, der bruger tabeller til at fastslå hvad motionister skal veje. Tabeller er baseret på statistikker og der vil være afvigelser. En tabel kan ikke fastslå en persons ideelle vægt, den er personlig. Med mindre der er et akut sygdomsproblem forårsaget af overvægt, bør man fokusere mindre på vægt og meget mere på funktionsevne, præstationsevne og velvære, at man har det godt under og efter træning. Vil man måle, kan man bruge målebånd om livet. Man kan også veje sig, men ikke for tit.

6. Holdtræning klasser er designet til alle niveauer

Det er naturligvis ikke muligt, selvom instruktører ofte siger, at holdene er for alle niveauer. Langt hen ad vejen kan man tilpasse træningen, så den passer til flere niveauer, men der er nogle hold(typer) der er mest velegnede til enten begyndere eller øvede. Få en seriøs vejledning og prøv forskellige hold. Desværre er det for tiden meget udbredt, at "begynderhold" er alt for avancerede. Det skyldes af og til, at instruktørerne ikke længere ved, eller har fornemmelse for, hvad der er begyndertræning. Det skal ofte være langt lettere end instruktøren antager; lettere træning er mere hensigtsmæssigt, effektivt og motiverende.

7. Der er én bedste tilgang til fitness

One size fits all, samme-størrelse-(aktivitet)-til-alle-princippet, duer naturligvis ikke. Tøj og træningskoncepter kan strækkes til en vis grænse, men hvad der bedst afhænger helt af ens egen personlighed, mentalitet, baggrund og præferencer. Fysikken sætter en begrænsning for, hvad man umiddelbart kan klare, og dernæst driver lysten værket. Få et personligt program. Eller hvad synes du? Input, kommentarer eller spørgsmål er velkomne.

Reference:

Greatist: Worst fitness tips trainers have heard (det tidligere link er brudt og artikel forsvundet ...).