Vandretur Lluc, Mallorca: Betagende bjerge

Af Marina Aagaard, MFT Endelig. I dag skal det være. En vandretur opad. Kun en kort tur, men en flot en. På flere ferier her på Mallorca er jeg kørt ad den snoede bjergvej til nordkysten. Hver gang er jeg kørt forbi gruspladsen med skiltet, der viser at der er en vandresti.

Vandretur Lluc

Vandrestien her, en del af vandreruten GR 222, er relativt kort, omtrent 2 timer og 10 minutter. Til gengæld er den flot eftersom den befinder sig i Serra Tramuntana bjergene, et UNESCO verdensarv naturområde. Kører man mod Sa Calobra på Mallorcas nordkyst, kommer man igennem byerne Inca, Selva og Caimara. I Caimari kan man påbegynde en vandretur mod klosteret Lluc. Man kan også, som vi gjorde, køre ud af byen og i et af de første hårnålesving er der en lille plads med et p-skilt. Her, ved siden af kløften, Torrent de Sa Cometa Negra, kan man tage en kort, men hård vandretur op til Lluc. Stien består for størstedelen af løse sten i mange størrelser, så man skal være opmærksom. Stigningen er på 460 højdemeter. Men udsigten er det hele værd. Vandretur Lluc Mallorca Marina Aagaard blog fitness travel rejse Opad. Opad. Opad. Og pludselig når man toppen. Udsigten tager vejret fra en, landskabet er dramatisk og eventyrligt. Og man er næsten nødt til at tage en serie fotos. Igen. Efter cirka to timer ankommer jeg efter 12.000 fodtrin - 200 fotos rigere - til det frodige område, hvor klosteret Lluc ligger. En skøn og anbefalet mini-vandretur.

Lluc

Santuari de Lluc er et kloster og pilgrimssted i kommunen Escorca i det nordvestlige Mallorca . Det ligger i en højde af 525 meter og er omgivet af høje bjerge såsom Puig de Massanella. Helligdommen blev grundlagt i det 13. århundrede, efter at en maurisk hyrde fandt en statue af Jomfru Maria på stedet, hvor klosteret senere blev opført. Lluc anses for at være det vigtigste sted for en pilgrimsrejse på Mallorca. Der er en internatskole og turistfaciliteter på området: I dag lejes munkenes værelser ud til besøgende. Lluc ligger centralt i Serra de Tramuntana, så klosteret er tit udgangspunkt for vandreture. Hvert år, den første weekend i august, er der en natvandring fra Palma til helligdommen. Turen begynder kl. 23:00 med afgang fra hovedstadens Plaça Güell.