Den italienske trappe: Ugen efter et trappeløb

Af Marina Aagaard, MFT En uge og en måned sådan cirka efter 'verdens hårdeste kilometer' løbet på 2700 trin i Valtellina, Sondrio, Italien. Et lille "jubiiilæum".

Den italienske trappe

Det er værd at fejre: På intet tidspunkt efter løbet har kroppen - lægge, lår og andre dele - mærket det mindste efter anstrengelsen, så bortset fra startnummeret på skrivebordet er der ikke noget, der direkte minder mig om trappeløbet. Det er allerede som en drøm - eller mareridt - der står svagere og svagere i hukommelsen. Jeg forstår stadig ikke helt, hvorfor jeg (det modsatte af en vovehals) deltog. På foto her springer jeg endda ud igennem Red Bull portalen. Jeg husker svagt, at det var ufatteligt hårdt og at jeg undervejs tænkte, at jeg nok ikke ville løbe på trapper igen. Men når jeg nu ser fotos af trappen, tænker jeg bare igen, at løb og den var da fantastisk?! Hjernen har en særlig evne til at gemme pinefulde minder langt væk. Uanset hvad, så var det et par dejlige dage i Sondrio, bortset fra cirka 25:34 minutters tid. Der var varmt og dejligt og italiensk. Skøn stemning, al dente pasta og fin vin (efter løb). Den lille by i Lombardiet ligger omkranset af smukke bjerge, nogle sneklædte, udsøgt udsigt. Heldigvis tog Henrik, min mand, et rigtig godt billede oppe fra den tredje bro (der er otte!) med udsigt over rørene og trappen samt dalen og lidt af byerne Montagna in Valtellina øverst og Sondrio nederst til højre. Til minde om dagen, når nu hukommelsen vist er svækket. På et tidspunkt før løbet, fik jeg selv taget et snapshot af rør og trappe; når man ser manden ved siden af, fornemmer man størrelsen af rørene, der leder vand fra bjergene til dalen. Man skal leve i nuet ... men minderne er også gode at have. Rigtig god weekend.