Test: Pulsur og fitness tracker Polar M430 - inde og ude ur

Af Marina Aagaard, MFT Selvmåling virker og wearables, bærbar teknologi til selvmåling, er en Top 3 fitness trend. Pulsure og fitnesstrackere ikke kun for nørder, men for motionister på alle niveauer og udstyret kan motivere, øge aktivitetsniveau og forbedre sundhed. I 1977 lancerede Polar verdens første nøjagtige træningspulsmåler, dengang med måling på fingerspidsen. Efterfølgende introducerede de pulsure med måling ved hjertet. Noget af det nyere er pulsmåling ved håndledet, så man undgår pulsbæltet om livet. Men er det nøjagtigt og virker det? Som mangeårig pulsur-med-pulsbælte bruger var jeg skeptisk. Men ja, testen viser at det virker. I flere måneder har jeg testet Polar M430 inde og ude og nat og dag. Selvom jeg helst ikke sover med ur på, har jeg nogle dage for at tjekke søvn sovet med det uden problemer.

Udpakning, opladning og synkronisering

I kassen er der ur og ladestik, der er forbedret i forhold til den tidligere version: Ur-stikket er større og har næsten samme størrelse som USB-stikket i den anden ende. Der er også en opstarts-mikro-brugsanvisning: Her nævnes, at uret skal bæres lidt fra håndleddet, fx 2-3 centimeter, og ikke på knoglen, hvilket påvirker målingen negativt. Udpakning og opladning: Oplivningsprocessen processen går problemløst og synkroniseringen med Polar FlowSync programmet på pc (mobil) ligeså. Sensorer lyser og der kommer hurtigt liv i displayet. M430 har en optisk 6-LED sensor, som ifølge Polar selv er den mest præcise til dato. DC Rainmaker (wearables specialist) har sammenlignet med andre pulsure og han "vil gå så langt som til at sige, at Polar med M430 på nuværende tidspunkt måske har den bedste håndledsbaserede optiske HR sensor på markedet".

Design og brug

M430 udkom først i orange, sort og hvid. For en gangs skyld valgte jeg til test det moderne: Hvid. I dag kan det også fås i mørkeblå og lysegrøn. Gummiremmen har lufthuller og er let og behageligt at have på. Remmen er dog lidt lang, når man har et lille håndled, så jeg må folde den. En fordel ved dette pulsur i forhold til tidligere Polar pulsure er, at det nu vibrerer, når der er en meddelelse eller et skift. Det virker rigtig godt. Uret aktivitetsmåling døgnet rundt og vibrerer og skriver som fitnesstracker, hvis det er på høje tid, at man bevæger sig; "It's time to move!" Pulsuret måler ikke bare aktivitet, men også inaktivitet, hvilket meget tydeligt kan ses i ens log (oversigt). Polar ure taler flere sprog, så man kan indstille, hvilket man ønsker. Selvom jeg er dansk-finsk, har jeg valgt engelsk som standard, fordi jeg skriver bøger og artikler på engelsk.

Træning med M430

Dette polar pulsur giver mulighed for måling af en lang række sportsgrene. Selv valgte jeg straks alle dem, som jeg kunne komme i tanke om, men så skal man scrolle hele rækken igennem, når man skal starte uret. Min strategi og anbefaling nu, er at nøjes med at vælge dem, man anvender mest. For mit eget vedkommende løb, trappetræning, styrketræning og fitness dans/aerobic. Min aktuelle træning foregår som kontinuerlig træning,så jævnt løb som det kan blive i et landskab med bakker. Alternativt som intervaltræning, enten usystematisk fartleg, løb i skoven eller systematisk intervaltræning fx på løbebånd eller trapper; selvom trappeløb kan være så hårdt at rytmen forsvinder, så kurver bliver ujævne. Her under Hestehave skov løbetur - jeg er vild med, at man ser ruten plottet ind på kortet - samt indendørs intervalløb 10 repetitioner med 1 min. løb og 1 min. gang, indendørs trappeløb, 318 trin, 7 ture og fitness dans med moderat, variabel intensitet.

Dagens aktivitet og data på pc

Jeg er langt fra slave af mit pulsur, alligevel er det motiverende at se, hvordan den daglige aktivitet og træning fordeler sig. Oftere end før - nu dagligt - kigger jeg på pulsurets data Ind imellem ser jeg nærmere på tal og kurver på pc eller mobil, for at få et overblik over, hvordan pulsen har bevæget sig under træning - og hvordan dagens aktivitet er fordelt. Polar M430 til Marina:  Aktivitetsudbytte: Imponerende! En masse aktivitet og træning. Dette forbedrer din sundhed og kondition betydeligt. Du sad ikke stille for længe. Godt for dig! Marina til sig selv: Pyha. En god dag med fitnessundervisning og kun 1 inaktivitetsmærke ...    Selvmåling, quantified self, fungerer næsten som en personlig træner, der holder en i gang eller ansporer en til at yde lidt mere under træningen - og rejse sig fra stolen lidt oftere. En mulighed på mange nye trackere er søvnmåling: Søvn er en vigtig faktor, når det gælder præstationsevne og forebyggelse af sygdom og overvægt. Derfor kan søvnmåling give en aha-oplevelse. Uden at det bør stresse, kan søvnmængde og søvnkvalitet være noget, man med fordel kan forbedre og trackere med søvnmåling kan måske hjælpe med at give et skub i den rigtige retning.

Daglig aktivitet og grafik på mobil

Som noget nyt i forhold til tidligere pulsure: Når man har opfyldt dagens aktivitetsmål, kommer der en vibration og beskeden "You've reached your goal", dvs. 100 % i forhold til det, man oprindeligt tastede ind som skønsmæssigt mål blandt andet ved at indtaste sit aktivitetsniveau. Man vælger altså selv, hvor let eller svært det skal være at nå dagens mål ... Til sidst på dagen får man dagens total i % og desuden kan man se en oversigt over alle tal på ur. Skal det være endnu mere udførligt kan man se alle data enten på mobil eller pc.      Den 14. februar: Ingen søvn? Jo; pulsur overnattede i laderen ...

Test resultat

En meget funktionelt pulsur skråstreg fitnesstracker, der kan anvendes til mange forskellige aktiviteter. Anbefalet til de fleste motionister. Man får adskillige detaljerede oplysninger og informative, motiverende grafer.

Fordele

+ Man kan måle mange sportsgrene + Stabil pulsmåling 24/7 (nyhed) + Komplet koncept med udførlige data for hele døgnet og flot overskuelig grafik + Præcis og stabil performance + Smart design, velsiddende letvægts-pulsur med tracker + Vibration, når der er informationer (nyhed) + Meget nemt at betjene + Polar Flow program giver utallige muligheder for programdesign og inspiration fra andre

Begrænsninger

÷ Relativt moderat batteri levetid ÷ Viser ikke etager som enkelte andre trackere og iPhone sundhedsapp'en Læs mere: DC Rainmaker (flere specifikationer, præcision, sammenligninger). Polar.com
Med finsk blod i årerne, har jeg haft særligt fokus på Polar siden jeg omkring 1989 fik mit første Polar pulsur, en større sag med en pulsmåler-rem ved brystet. Efter nogle år fik jeg et nyere Polar pulsur, endnu en topmodel med en meget stor (klodset) GPS til at bære om armen. I forbindelse med mit masterstudium på Syddansk Universitet blev vi der udstyret med nogle nyere, medium model Polar pulsure til selvmåling under vores fysiske aktiviteter og tests i 2009. De ure fungerede meget tilfredsstillende og var nemme at betjene.
Polar, Polar Electro Oy, blev grundlagt i 1977 af Seppo Säynäjäkangas, der udviklede verdens første trådløse EKG pulsmåler. I dag producerer Polar en række fitnesstrackere, pulsmålere, sportsmåleudstyr og tilbehør til motionister, topatleter, sundhedsprofessionelle og forskere. Polar har hovedsæde i Kempele, Finland. Der er 26 datterselskaber med 12.000 medarbejdere, der leverer til over 35.000 forretninger i over 80 lande; Polar selv har cirka 1200

nsatte på verdensplan.