Fly og ski: Skiferie med fly versus bil, Europa og Canada
Af Marina Aagaard, MFT
Skiferie rejseform? Selv tager vi normalt bilen på skiferie. Der er mange fordele, men også nogle begrænsninger. Så i år testede vi igen "fly og ski".
Fly og ski ferie
For mange år siden fløj vi, min bedre halvdel og jeg, på skiferie til Italien. Det var med en dansk skiferie-arrangør. Flyrejsen gik glat, men det var en længere tur med bus sent om aftenen i Italien og guiderne havde ikke supergodt styr på tingene. I de senere år har vi taget turen sydpå til Italien (foto, Canazei, her under), Østrig (foto, Bad Gastein, her over) eller Frankrig i bil. Så kan man pakke bilen med alt det man har lyst til og køre af sted i eget tempo og se noget undervejs. Man tænker, at det er billigere. Men måske ikke ...Bil og ski
Fordele
- Frihed til at køre, hvor som helst og når som helst.
- Man kan have al den bagage med, man har lyst til.
- Man kan have sine egne ski og alt skiudstyr med.
Ulemper
- Kør-selv (langt) er dyrere end man tror; benzin og slitage
- Det kan være trættende at køre (især turen hjemad ...)
- Det kan være risikabelt at køre i sne/is (kræver snekæder).
Fly og ski
Fordele
- Meget hurtigere, man sparer ofte mindst ½ dag
- Behageligt, man undgår at køre langt selv (frisk ved ankomst)
- Man kan hvis ønsket medbringe egne ski (pris svinger)
Ulemper
- Der skal beregnes tid på at komme T/R fra lufthavne
- Der kan være ventetid i lufthavn (giver evt. shopping mulighed)
- Man kan ikke have så meget bagage med (som i bil)