Stressreduktion og vej til søvn: 4-7-8 åndedræt

Af Marina Aagaard, MFT Træk vejret bedre. Selvom vejrtrækningen er automatisk, kan stress betyde, at man trækker vejret forceret og døjer med stress og problemer med at sove. En teknik, der kan prøves: 4-7-8 vejrtrækning. Der findes adskillige vejrtrækningsmetoder. En, der er blevet nævnt - i danske og internationale medier - i de senere år er 4-7-8 åndedræt metoden.

4-7-8 åndedræt metoden

Metoden promoveres af Harvard-uddannede Dr. Andrew Weill, som en åndedrætsmetode, der virker "naturligt beroligende for nervesystemet". Denne vejrtrækningsøvelse hjælper efter sigende med hurtigt at mindske spændinger og afslappe kroppen. Den er derfor også et effektivt "søvnmiddel", som kan hjælpe en til hurtigere at falde i søvn. Jeg har endnu ikke set forsøgsresultater eller rapporter, som kan fortælle mere om eller underbygge metoden. Til gengæld har jeg prøvet metoden (lige før jeg ønskede at falde i søvn) og i 8 ud af 10 forsøg har den virket: Jeg, som har et ret normalt søvnmønster, men har prøvet at ligge vågen, er faldet i søvn inden for 60 sekunder efter at vejrtrækningsøvelsen er afsluttet. Så jeg håber, at det kan være en metode, for de, der har problemer med at falde i søvn. 4-7-8 metoden, en yoga åndedrætsteknik, der af Dr. Andrew Weill beskrives som banebrydende og beroligende, udføres således:
  • Træk vejret stille ind gennem næsen på 4.
  • Hold vejret med lukket mund på 7.
  • Pust kraftfuldt ud gennem munden på 8.
Gentag kun 4 gange. Anbefalet: 2 gange om dagen. 4-7-8 åndedræt Marina Aagaard blog fitness I løbet af en måned kan der øges til 8 gange, som ifølge Dr. Weil er det maksimale antal gange. Ifølge ham kan du efter 4-6 ugers træning bruge metoden som 'sovemiddel' eller anti-stress metode, hvis du bliver stresset eller provokeret (af andre).

Muligt resultat

Efter 2 måneders regelmæssig træning skulle resultatet være: Lavere puls, lavere blodtryk, forbedret fordøjelse, reduceret angst/bekymring (bedre end medicin). Uden at have set hans dokumentation: Anden forskning viser at åndedrætsøvelser kan sænke blodtryk og reducere stress. Vejrtrækningen hænger tæt sammen med det autonome, selvstyrende, nervesystem, så man bør aldrig overdrive vejrtrækningsøvelser. Træning af åndedrættet - og afslapning - er ofte fordelagtigt, men start med lidt, få øvelser ad gangen, og sørg for at det føles naturligt. Ikke unaturligt eller stressende. God fornøjelse og sov godt.

Se øvelsen på video:

YouTube: Andrew Weill: Sove i løbet af 60 sekunder. Læs mere om åndedrættet: Astmacare.dk Åndedræt test: Kort øvelse. Er dit åndedræt o.k.?