Fedtforbrændingszonen: Vejen til højere fedtforbrænding

Af Marina Aagaard, MFT Mange motionister har som primært mål at tabe sig. De bruger derfor lang tid på cardiomaskiner: Langvarig udholdende kredsløbstræning. En af årsagerne er, at de har hørt fra instruktører eller læst i ugeblade, at moderat intensiv træning i lang tid er bedst til fedtforbrænding. Alligevel taber de sig kun lidt og bliver frustrerede over den ringe effekt. Fedtforbrændingszonen cardio Foto TechnogymCardiotræning (foto: Technogym)

Fedtforbrændingszonen

Det er egentlig lige til: Jo hårdere man træner, desto mere får man ud af det. Både her og nu under træningen og efter træningen; efterforbrændingen. Det er rigtigt, at efterhånden som intensiteten stiger, falder den procentvise fedtforbrænding. MEN: Det totale antal forbrændte kalorier bliver højere, den samlede fedtforbrænding øges, og man får en bedre kondition. Derfor: Er man i nogenlunde form og vant til træning, og er det primære mål fedttab eller almen fitness, er der ingen grund til at spilde tiden med moderat intensiv træning; det er til opvarmning, langdistancetræning og restitution.
Sæt intensiteten i vejret fx med intervaltræning og få bedre resultater.
Er man ikke i nogenlunde form, er der gode grunde til, at trænere ifm. med vægttab anbefaler fx distancetræning, kontinuerlig moderat intensiv træning i kort eller lang tid: For utrænede eller overvægtige kan selv små mængder træning ved lav til moderat intensitet give gode resultater i starten, undgå derfor at overdosere. Og når man starter, især hvis man har mange ekstra kilo at bære på, er det vigtigste, at man mentalt og fysisk - kredsløb, muskler, sener, led og knogler - vænner sig til træningen og gradvist opbygger en stabil grundform som fundament for videre træning. Samtidig er det afgørende, at man undgår at blive overbelastet, hvilket kan ske, hvis man starter for hurtigt; gør for meget, for tit eller for hårdt. Obs.: Ved sygdom skal man blive tjekket og få rådgivning hos egen læge.

Vejen til fedttab

Effektive strategier til fedttab for raske normalvægtige
  • Styrketræning med komplekse øvelser: Forbedrer stofskifte/forbrænding.
  • Intensiv intervaltræning. Vekslende høj-intensive programmer, korte/lange.
  • Varieret træning (cardio/styrke), så kroppen ikke vænner sig til træningen.
Effektive strategier til fedttab for overvægtige og fysisk inaktive
  • Styrketræning for store muskler: Cirkeltræning og supersæt (forside/bagside).
  • Distancetræning (tilvænning) og moderat-intensiv intervaltræning.
  • Stabil basistræning (cardio/styrke), så kroppen vænner sig til træningen.
Vælg den rigtige strategi til dit behov - og bed om råd og vejledning i fitnesscenteret, så du kan få de resultater, du ønsker. Rigtig god træningslyst.