Motion er bedre end medicin

Af Marina Aagaard, MFT Motion er bedre end medicin.

Hovedoverskriften i denne morgens TV2 Nyheder. Det er en gammel nyhed, men den kan tåle at blive gentaget.

Motion er bedre end medicin i visse tilfælde Gå eller løb og vær glad. Smøg ærmerne op og vær aktiv.

Mindre medicin med motion

Dagens overskrift er baseret på en Politiken artikel om et Center for Aktiv Sundhed forsøg med diabetes (type 2) patienter. Efter et år med livsstilsændringer og motion 5-6 timer om ugen: 56 % bruger ikke længere medicin og 74 % bruger ingen eller mindre medicin. Resultat er ikke usædvanligt: Der ses jævnligt eksempler på, at sukkersygepatienter (type 2 diabetes) fx går sig raske.
Fysisk aktivitet forlænger livet, gør risikoen for sygdomme mindre og har en betydelig forebyggende effekt på for tidlig død. Sygdomme, hvor vi ved at fysisk aktivitet har en forebyggende effekt, er hjertekarsygdomme, type-2 diabetes, metabolisk syndrom og tyktarmskræft. Sundhedsstyrelsen
Men: Nej, motion er ikke altid bedre end medicin og kan desværre ikke helbrede alle lidelser. Ja, medicin kan være bedre end motion i en række tilfælde.

Fysisk aktivitet som supermedicin

Det sagt, så er det mange år siden Sundhedsstyrelsen udgav rapporten Fysisk aktivitet - håndbog om forebyggelse og behandling, som siden er kommet i opdaterede udgaver. Heri præsenteres evidens for, at: Motion kan forebygge, helbrede eller lindre mindst 31 sygdomme. Heriblandt de otte folkesygdomme:
  • Hjerte-kar sygdomme
  • Diabetes type 2
  • Osteoporose
  • Muskel-skelet sygdomme
  • Overfølsomhedssygdomme
  • Psykiske lidelser
  • Kronisk obstruktiv lungesygdom, KOL
  • Cancer
Uanset effekt på sygdom, så kan motion:
  • Opbygge fysisk overskud, fysisk kapital, en fordel også ifm. af sygdom/skader
  • Forbedre funktionsevnen i hverdagen, lette dagligdags bevægelser
  • Forbedre velvære og humør
Alle fordelene er naturligvis under forudsætning af, at man laver den rigtige motion i den rigtige dosis, der passer til ens helbred, form og mentalitet. En god guide er at starte med lidt, helst regelmæssigt, og øge gradvist over tid. Rigtig god træningslyst.
Læs mere: Politiken: Mere effektiv end medicin: Træning og sund mad kan fjerne type 2-diabetes hos mere end hver anden Johansen MY et al. (2017). Effect of an Intensive Lifestyle Intervention on Glycemic Control in Patients With Type 2 Diabetes: A Randomized Clinical Trial. JAMA. 2017 Aug 15;318(7):637-646 Motion som Medicin Anbefalinger: Hvor meget og hvor hård træning? Fysisk aktivitet - håndbog om forebyggelse og behandling. Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen. Sundhed og livsstil: Fysisk aktivitet Leif Skive. Motionsmanualen. Motion - nutidens lægemiddel  ACSM - træningsanbefalinger - hvor meget og hvor lidt Hvor meget må man træne? Hvornår er sport og træning sundt eller usundt? Din træning og dit træningsprogram: MED - lige præcis det der skal til!