En dag på farten: Flyrejse fra A til B

Af Marina Aagaard, MFT En hel dag på farten starter. Hygge og fotosafari i luften.

Lørdag

06:20 Aalborg AAL - Amsterdam AMS 08:00 Ude af flyet på vej mod Transfer område. 10:15 Departure tidspunkt og boarding startede 9:40 ... Men flere passagerer var ikke mødt op. De blev efterlyst flere gange. 10:30 Amsterdam AMS Lidt forsinket. Perfekt take-off.

AAL lufthavn

Indtil sidste år havde jeg aldrig fløjet fra Aalborg Lufthavn og nu har jeg fløjet derfra fire gange i træk inden for det seneste år. En overskuelig lille, moderne lufthavn med en stor force: Gratis parkering. Det plejer at gå hurtigt i AAL, men i dag - tilfældigvis på årets måske største rejsedag (ved skolernes feriestart) - er lufthavnens bagagebånd gået i stykker. Stakkels AAL, men en security-medarbejder fortæller at teknikeren er på vej. Det tager en rum tid. Selvom det er først på dagen, ved 4-tiden, er der mange mennesker i lufthavnen og først skal man stå i kø ved check-in og så bliver man sendt hen til en ny kø, der fører hen til et transportbånd, der for det meste lever et mere stille liv: Baggagebåndet for oversize baggage. Heldigvis tager alle oplevelsen i god ro og orden.

Ombord på Cityhopperen

Lille og vaks. Cityhopper hedder den, men den hopper nu fra land til land: I dag fra Aalborg til Amsterdam Schiphol, en stor, lys og livlig lufthavn. Flyrejse fra A til B Marina Aagaard blog travel rejseEn hurtig og begivenhedsløs - heldigvis - tur. Med XX antal billeder af skyer igen, igen. Et syn jeg aldrig bliver træt af - og jeg er ikke den eneste; andre knipser også ved ruderne. COL_KLM_IMG_1193Forplejning: Vand, kaffe og sandwich. Ikke supersund; kun brød, smørelse og ost; men lækker ost og som en formildende omstændighed var brødet groft - og mælken til osten kom fra "Happy Cows", så alt er godt.

I lufthavnen

Schiphol er stor og lys og har masser af butikker og endnu vigtigere: Mange tillokkende spisesteder, barer og cafeer, hvor man kan udover selv at få energi, kan få strøm til sin pc og mobil. Og så er der gratis WIFI i hele lufthavnen. Efter en hurtig snack finder vi hurtigt frem til Gate F4, hvorfra vi skal videre.

Med Dreamliner

Malingen er vel knapt nok blevet tør på flyet, en Dreamliner: State-of-the-art. Flot design med lækker kabinelyslægning og smarte detaljer. En avanceret nyskabelse - aldrig set før i fly: Ved vinduerne ingen skodder, men et touch system, så ruderne skifter farve fra klar til helt mørk blå (på foto kun mellemmørkt, men helt mørkt og nattestemning er muligt).     Infllight entertainment systemet er smart og logisk, let at betjene og fuld af musik, spil og nye spillefilm. Og min favoritkanal: Flight information med 3D view og mulighed for at se "udsigt" fra cockpit, højre eller venstre side af flyet eller fra oven. Med info om: Tid til destination. Lokal tid afrejsested. Lokal tid ankomststed. Højde og hastighed. Forplejningen ombord: Først en snack, salte mandler og vand eller juice. Frokostvalget på Economy: Kylling eller pasta. Jeg ville have sagt kylling, men kom til at sige pasta som den italofile person jeg er. Ikke megen protein, men velsmagende. COL_KLM_IMG_1281Dertil, eller som forret, en slags coleslaw med fint snittet kål og små stykker grøntsager. Til dessert var der bolle og smør, kiks med ost og en tiramisu-agtig dessert. Ikke dårligt. Til maden vand - naturligvis (der var også få juice, sodavand, øl, vin eller spiritus). Efter maden kunne man vælge mellem UTZ (bæredygtigt landbrug) kaffe eller te. Et par timer før landing et let aftensmåltid: En slags pizzaslize (!), en lækker caprese salat (mozzarella og tomat og krydderier) og en moussedessert med bærkompot. Samt vand og drikkevarer efter ønske samt kaffe eller te. En ting som jeg ikke har set før: Affaldssortering ombord på flyet? Normalt kommer det hele bare i ned i samme skraldepose, men denne gang sorterede stewardesserne affaldet, plastic og papir (med 40.000.000 måltider hvert år, gør det gør en forskel). Undervejs på turen løbende servering af vand og juice - og is eller chips.

Mission Fly Fitness

Som træner skal man jo Walk the Talk, gøre som man prædiker. Så ombord på langdistanceflyvninger laver jeg n a t u r l i g v i s flyøvelser, strækker benene og udfører lette stræk og muskeløvelser. Det mindsker ikke bare risikoen for blodpropper, men øger også velværet - man bliver ikke så stiv i kroppen. Jeg har også skrevet en lille ebog om Fly Fitness - sundhed ombord på flyet. Deri er der flere gode tips (hvis jeg selv skal sige det!), men der har manglet fotos af øvelserne. Et hovedmål for denne langdistance flyvning er at få taget billeder til bogen. Med mig har jeg min mand Henrik Elstrup som fotograf. Optimistisk som jeg er, håber jeg på at der er plads nok ved economy sæderne. Man kan til en rimelig pris opgradere hos KLM, men indtil videre har Economy været mere end rigeligt: Der er god benplads og sæderne er ret store og behagelige (faktisk faldt jeg denne gang for første gang i lang tid i søvn ombord på et fly).

Fotosafari i luften

Så megen plads er der altså heller ikke ombord på fly, så nem er fotografering ikke. Inden take-off får vi lige taget et par enkelte billeder. Desværre for os, heldigvis for KLM, er flyet helt fyldt, så det er ikke til at få nogle 'frie' skud. Af hensyn til de øvrige passagerer er der naturligvis restriktioner på fotografering - jeg skulle heller ikke nyde noget af at blive fotograferet med mindre det var strengt nødvendigt som fx nu. COL_IMG_1352Sådan kan det gå. Vi får kun nogle få fotos "i kassen" og må satse på at få taget de manglende på hjemturen. Alt er selvfølgelig ikke tabt. Det er en behagelig flyvetur. Turen går direkte (fra Amsterdam) til denne specielle destination som er ret ny på programmet. Nu bliver vi der tre dage, før vi flyver igen. Efter landing 14:00 lokal tid: 1 time i kø ved immigrationskontrollen, selve pasbehandlingen er dog lynhurtig, og så afsted til baggage-pick-up: Heldigvis ser vi næsten med det samme to gamle, slidte Samsonite kufferter, der kører rundt og rundt. Det er altid en glæde at se sine kufferter igen. Så skal vi igennem told-område og security og derefter går vi ud i lufthavnen og mod gate 5, hvor vi mødes af den til lejligheden bookede chauffør som kører os til hotellet. Efter en halv times kørsel i gråvejr igennem et bylandskab med kaotisk trafik er vi ved vores hotel for de næste tre dage. Udpakning. Spisning. Party? Nej, i seng. 20:00 lokal tid. 03:00 derhjemme ...

Boeing 787 Dreamliner

Navnet siger jo det hele. Et superfly og endda et, der bruger mindre brændstof, udleder mindre CO2 og har lavere støjniveau. Længde: 62,80 m Vingefang: 60,10 m Vægt, total, max: 252.650 kg Cruise hastighed 920 km/t Range: 11.500 km Antal passagerer, max: 294 Der er WIFI ombord (merpris 5, 10, 20 EUR) og som noget særligt giver KLM mulighed for at man "møder" andre ombord på flyet! En speciel, valgfri, funktion: Via Facebook, Google+ eller LinkedIn hjælper KLM passagererne med at connecte med hinanden; Meet and Seat. Privatlivet sikres ved at man skal tillade andre at kommunikere med én. Når man har lært nogen at kende på flyet, kan man få et "sædekort" og 'sidde sammen'. Ideen er at man får nye venner blandt medrejsende og får tiden til at gå hurtigere. Normalt bruger jeg rejsetiden til forberedelse eller hvile - og har oftest selskab (min mand), så den funktion får jeg nok ikke brug for selv, selvom jeg synes ideen er positivt tænkt.
Tak til KLM, der stillede flysæder til rådighed for optagelse af fly fitness fotos.