Memma eller Mämmi: Finsk dessert til påske:

Af Marina Aagaard, MFT Memma. En speciel, traditionsbunden smagsoplevelse, an acquired taste. Mørkebrun, sej-klistret øllebrøds-trøffelagtig masse med en intens lidt udefinerbar smag med noter af appelsin. En klassisk finsk påskedessert. Desserten kaldes mämmi på finsk og memma på finlandssvensk. En påskefavorit. På opfordring kommer her opskrift med afsæt i opskrift i svenske Wikipedia Kokboken. Memma Easter påske mad Marina Aagaard blogEn traditionel finsk påske-dessert lavet af vand, rugmel, malt, salt og Sevilla appelsinskal. Retten blandes og langtidsbages derefter. Herefter køles den. Der er op til 10 % protein i og 'lidt' sukker, fra 2 % op til 20 % i industri-memma tilsat melasse (sukker restprodukt). Det er en lang produktionsproces, så det er sjældent, man laver det selv. Man køber desserten hos særlige forhandlere. Den blev oprindeligt opbevaret i birkebark. I dag leveres det i papkartoner med birke-bark tryk. Normalt får mor og far leveret desserten per post fra Stockmann varehus. Men nu leverer de ikke længere per post. Så i år lavede far memma.

Memma (Mämmi)

Ingredienser (12 portioner)

2 liter vand 8 dl rugmel 3 dl malt 1 tsk salt 1 dl sirup 1 spsk pomeransskal

Tilberedning

Opvarm vandet til cirka 60 grader. Tilsæt rugmel og malt. Lad det stå varmt uden at koge i 3 timer. Lad det koge op i 5-10 minutter. Tilsæt salt, sirup og malet pomeransskal. Hæld det hele i en ovnfast form. Bag i ovnen i 3 timer ved 175 grader. Rør i memmaen hvert kvarter, hvert 15. minut, i de første 2 timer. Opbevares på køl.

Servering

Serveres afkølet, kold, med fløde og eventuelt sukker. Memma En meget speciel og intens 'mørk' smag. Som intet andet. Min søster og jeg er vilde med det klistrede stads. Normalt bruger jeg ikke fløde, men når der er memma på bordet, bliver den overhældt med fløde for at 'dulme' smagen. En enkelt skefuld er nok til mange små skefulde af denne specielle dessert. Uhmmmmm.