Kultur og Natur Wellness Rejse: Cypern rundt
Af Marina Aagaard, MFT. Fotos: Henrik Elstrup og Marina Aagaard
Cypern er en rejse værd. Blandt andet Pafos, Cyperns gamle romerske hovedstad, der er på UNESCO's Verdensarvsliste. Pafos var ligesom Aarhus Europæisk Kulturhovedstad i 2017.
Kulturcharter? Mine øjne - på jagt efter fitness og wellness af enhver art - blev fanget af en annonce maskeret som artikel. Om et nyt koncept med "unikke og autentiske oplevelser kombineret med trygheden ved charterferie". Forfatteren, et århusiansk rejsebureau, står bag kultur charter "med det bedste fra begge verdener". Destinationen er Pafos på Cypern ...
Cypern
Cypern, af Kýpros, der kommer af kobber (Cyprium senere Cuprum), der tidligere blev udvundet på øen, er Middelhavets tredjestørste ø og beliggende i den nordøstlige del af Middelhavet tæt ved Tyrkiet. Indbyggertallet er cirka 858.000 (2014). Møntenheden er Euro. Officielt EU-sprog er græsk.Flaget er hvidt med et mørk gyldent billede af Cypern og derunder to olivengrene (vanskeligt at tegne i fri hånd). Øen er opdelt i en græsk og en tyrkisk del eftersom Tyrkiet i 1974 invaderede og besatte den nordlige tredjedel. Det vidner blandt andet en pigtråds- og olietøndegrænse igennem den delte hovestad Nicosia (Lefkosia) om. Grænserne er dog åbne og 'kan foregå næsten uhindret' (en bilforsikring købt i syd dækker ikke i nord). Internationalt anerkendes Republikken Cypern, der er medlem af EU, som hele øens retmæssige regering, men ikke af Tyrkiet og 'den Tyrkiske Republik Nord-Cypern'. Cypern har i det hele taget haft en omtumlet historie som kan dateres tilbage til antikken. Cypern har hørt under Romerriget og Italien og i nyere tid, fra 1878 til 1960 (Uafhængighedsdag 1.10.), været under engelsk administration, hvilket øen på flere måder vidner om - ud over at det juridiske system og to engelske militærbaser:- Man kører i venstre side af vejen - og cyprioterne kører frisk til.
- Stikdåserne kræver engelske, store og klodsede, stikpropper (husk adapter).
- Masser af engelske pubber med lager, fish'n'chips og sports-tv.
Vin(d) og vejr
Cypern har subtropisk middelhavsklima med 340 solskinsdage om året - og området omkring Pafos er åbenbart det varmeste. Allerede i maj byder vejret på blå himmel og høj sol med temperaturer omkring 25-30 grader mod cirka 10 grader i Danmark med gråvejr, regn og hagl. Vejrforholdene betyder ikke så meget på en kulturtur, men sikkert en væsentlig detalje for soldyrkere, som ud over sol finder masser af fine badestrande (brunt jordlignende sand); nogle af de flotteste findes 10 km nord for Pafos ved Coral Bay området. Midten af landet er domineret af bjerge og frodige skove. Der dyrkes vin på Cypern og det er muligt at tage på vintur og besøge vingårde. Cypriotisk vin er rimelig - man bør smage de lokale produkter - dog nok lidt let for ganer med smag for vine med lang efterklang.Pafos
Pafos by, der har cirka 32.754 indbyggere (2011) er en blanding af populær mindre turistby, med Pafos lufthavn i nærheden, og kulturperle. Pafos og området omkring byen er kendt for sine seværdigheder, naturområder og ruiner af bygninger og mindesmærker relateret til gudinden Afrodite Byen har souvenirbutikker, et shoppingcenter, Kings Avenue Mall, barer og typiske europæiske restauranter. Samtidig er det en unik by med adskillige arkæologiske udgravninger med ruiner og flotte mosaikker; hele byen er på UNESCO's World Cultural Heritage List. I antikken var der to steder der blev kaldt Pafos, Old Pafos (Palaepaphos), nu Kouklia, stedet for Afrodites tempel, nær stedet, hvor hun 'fødtes', stod op fra havet, og New Pafos, hvilket er det nuværende Pafos. Pafos, som ligger på en skråning, har to bydele: Pano Pafos, gamle eller øvre Pafos, som rummer byens centrum, hvor de lokale bor og hvor der er mange små og større butikker. Kato Pafos, nye eller nedre Pafos, tæt ved havnen; her er der både historiske områder og helt nye turistområder med strandpromenade, mange hoteller, butikker og restauranter. Mange steder i byen gemmer der sig og udgravninger og forskellige mindesmærker og seværdigheder, så der er meget at se, fx Agia Kyriaki Chrysopolitissa kirken, hvor Kong Ejegods mindeplade er placeret (han døde i Pafos under en pilgrimsfærd til Jerusalem). Uden for kirken er der mosaikker, murrester og søjler. Skiltningen til de fantastiske udgravninger er desværre visse steder mindre optimal med næsten usynlige skilte eller skilte, der sender en i forkerte retninger kun for med nye skilte at sende en tilbage. Man kan sagtens gå rundt i Pafos og vil man længere er det meget nemt at tage bussen fra busstationen ved havnen. Man kan også tage en taxa, men man skal passe godt på ikke at blive snydt. Prisen bør aftales på forhånd. Man kan også leje cykler, scootere eller quad bikes (luftige firhjulede strandmotorcykler) eller biler. Det er nemt og rimeligt billigt at leje. Ved havnen i den ældre del af byen, Kato Pafos, finder man indgangen til et meget stort udgravningsområde The archaeological site of Kato Pafos, hvor der er større eller mindre ruinrester fra forskellige tidsperioder. Selvom det meste er små brokker og vanskeligt at identificere er der også imponerende fortidsminder, blandt andet et amfiteater og meget velbevarede og flotte mosaikgulve fra blandt andre Dionysos' villa. Hele stedet er et besøg værd. Ved havnen ligger også Pafos Castle, et lille fortlignende slot, hvor man kan komme op på taget - det er også et kort besøg værd. Desuden er der en lang flot strandpromenade med moderne bænke-med-skygge. Følger man strandpromenaden kommer man til en strandbar (tager ikke kreditkort) og et udendørs træningsområde. På vej ud af byen, to kilometer nord-vest for centrum finder man Tombs of the Kings, kongegravene (flere fra omkring 400 år f.Kr.), underjordiske gravsteder i klipperne, et UNESCO World Heritage Site. Som attraktioner af nyere dato er der lidt uden for bycentrum ligger der et større vandland og de store hoteller King Evelton og Laura Hotel på vejen ud mod Kissonerga og Coral Bay har også imponerende vandlande, hvor man kan bruge lang tid. Nord for Coral Bay, ca. ½ times kørsel fra Pafos havn, ligger Pafos' zoo, som er Cyperns største zoo.Fitness og wellness
For motions- og træningsinteresserede er der rige muligheder for blandt andet vandreture. Der er massevis af stier og spændende ruter blandt andet Avagas Gorge (kløften) nord for Pafos og Coral Bay. Løb og cykling på de små bjergveje er også oplagt ligesom snorkling er meget populært set ved de mange tilbud om kurser og ture i byerne ved kysten; Cypern er efter sigende et dykkerparadis og der er også travlt oven på vandet med windsurfing, kitesurfing og småfiskeri på molerne såvel som storfiskeri fra fiskerbåde på dybt vand. Rundt om på Cypern er der mindre uafhængige fitnesscentre med almindeligt kendt udstyr, maskiner og frie vægte samt holdtræning med zumba, aerobic, boxing o.l. De større hoteller har også fitnesscentre, men som vanligt varierer kvaliteten meget og selvom der reklameres med det kan det være af meget dårlig standard. Ud over udendørs wellness, soldyrkning, badning - i hav og swimmingpool - findes der i indendørs wellness kategorien også spa centre i nogle byer og på de større hoteller.Aphrodite's Rock
Hele området omkring Pafos har siden oldtid været centrum for dyrkelse af gudinden Afrodite, som ifølge grækerne er født her; af havets skum. Tæt ved Pafos ligger Petra tou Romiou (grækerens klippe, her over) et smukt lille strandområde med klippeformationer. Stedet kaldes Aphrodites Rock, fordi det anses som Afrodites fødested. Der er fyldt af smukke sten ... og turister ... Det frarådes at man svømmer der og det er forbudt at klatre på klippen. Nogle kilometer i nordøstlig retning ligger Kouklia, hvor man finder Sanctuary of Aphrodite. Et stort område med bar mark og spredte ruinrester. Desuden et ganske lille museum med nogle af de vigtigste fund.Nicosia
Nicosia er hovedstaden og øens største by, som ligger lidt nord for midten af Cypern. Nicosia, er det græske navn, Lefkosa eller Lefkosia, er det tyrkiske navn, som det ses på mange skilte. Nicosia har været beboet i over 4500 år og været hovedstad på Cypern siden det 10. århundrede. Byen, som har omkring 286.257 indbyggere (2011), blev delt i en græsk og tyrkisk del i 1963. Det er en interessant by med en blanding af nyt og gammelt med en lille kerne af gågader med restauranter, barer og butikker og desuden de vanlige europæiske forretningskæder som H & M, Zara, Benetton med flere. Fra Ledra Street en af de store, tidligere den største, kan man passere fra den græske del af Nicosia ind i den tyrkiske del. Alle skal passere et TRNC-kontrolleret tjekpoint, hvor man får man udleveret en passerseddel.
En speciel moderne bar, café og galleri er The Gym. Ejeren mener, at man normalt forbinder det at gå i træningscenter, gym, med noget træls og kedeligt, så han navngav stedet The Gym for at skabe positive associationer til det at tage i træningscenteret.
Jeg bestilte kaffe og fik den helt tilfældigt leveret i en kop med denne tekst:
"I've been hiding from exercise. I'm in the fitness protection programme."