Omvendt planke: Bedre core og planke træning

Af Marina Aagaard, MFT Planken er helt åbenlyst en meget populær øvelse set ved de mange core programmer og planke udfordringer på nettet ... og indlæg om øvelsen er også blandt de mest læste på denne blog. Men når man har sagt a, må man også sige b: Kroppen og kropsstammen bør trænes afbalanceret. Som modvægt til forsidetræningen bør der være træning for bagsiden eksempelvis omvendt planke, reverse plank, en god basisøvelse, som styrker baglår, bagdel og lænd og virker som fundament for videregående øvelser. Plankeøvelser, også omvendte planker, styrker håndled og skuldre, men samtidig kan de også være hårde for samme områder, skuldre og håndled, derfor skal styrken opbygges gradvist og visse øvelser eventuelt udføres med begrænset bevægeudslag eller antal gentagelser:

Omvendt planke - bagside planke

Træn bagsiden med bagside planke træning. Som variation i coretræningen er der eksempelvis følgende fem planke/bro grundøvelser:
  • Krabbe
  • Omvendt planke på hænder
  • Omvendt planke på underarme
  • Bro på øvre ryg
  • Bro på hæle og øvre ryg
http://youtu.be/it7omlQoi54 Start med få sekunder og byg gradvist op til længere tid. Fx 1-4 sæt a 15-30 sekunder i starten og op til ca. 1-3 minutter. Efter at man har nået et vist antal minutter bliver man normalt ikke ved i længere og længere tid, men skifter i stedet over til tungere og sværere variationer. Rigtig god træningslyst!