Holdtræning: Mere Sjov, Sikker, Seriøs, Social Træning … måske …

Af Marina Aagaard, MFT

Holdtræning betyder ‘træning for hold’ i modsætning til træning for individuelle.
Begrebet bruges i fitness som overordnet benævnelse for alle aktiviteter i fitnesscentrenes aerobic- eller dansesale: Holdtræning kan dække over konditions-, koordinations-, styrke-, smidigheds- eller bodymindaktiviteter samt indendørs holdcykling, spinning. Sidstnævnte  omtales dog ofte separat, da det foregår i en særskilt sal og oftest med dedikerede cykelinstruktører. 

Holdtræning fitness hold

Holdtræning kendetegn
Fitness holdtræning foregår på hold af forskellig størrelse; små hold, 3-10 deltagere, middelstore hold, 10-20, og store hold 20-50.
Lokalet og træningsformen indvirker på, hvad der er muligt.
Deltagerne kan være mænd og kvinder, hver for sig eller sammen, i alle aldre; børn, unge, voksne, ældre. Der findes hold til alle målgrupper og behov.

Fitness holdtræning varer typisk 55 minutter inklusive opvarmning, hovedaktivitet – fx kondition eller styrke eller en kombination – nedkøling, udstrækning og afslapning.
Der findes også ‘quick’-hold på 25-30 minutter.

Fitness holdtræning kan træne en eller flere fysiske kapaciteter, fx kondition, styrke eller bevægelighed. Det er nødvendigt at læse holdplanen eller spørge sig for, så man finder frem til det rigtige hold. Der er hundredvis af holdnavne, der af og til, ‘stram op’, ‘fatburner’, ’step’, men ikke altid, ‘Sh’Bam’, ‘Killer’, ‘Batuka’, fortæller om holdets mål og indhold …

Holdtræning kan være:

Konceptbaserede timer med et fast, for-koreograferet indhold, der kører i tre måneder i træk, før der kommer et nyt program. Fx de populære Les Mills BTS programmer som BodyPump, BodyStep, BodyCombat m.fl. og ZumbaFitness.
Fordelen er, at man ved hvad man får, fordi stilen og indholdet er forudbestemt og ensartet og til en vis grad kvalitetssikret. Ulempen er manglen på variation og differentieret træning.
En  særegen ny form for ‘fast træningsprogram’ er lavpris holdtræning (Fresh Fitness) uden instruktør; man træner på hold i en holdsal til træningsvideoer på en storskærm …

Ikke-konceptbaserede time
r
, af og til kaldet freestyle timer; instruktøren bestemmer selv og kan variere indholdet og tilpasse det undervejs i timen. Fordelen er variation, fleksibilitet og differentieret træning. Ulemper er, at kvaliteten kan svinge meget.

Fitness holdtræning er specielt derved, at man træner som ‘fællesskabsindividualister’, der ønsker både frihed og tryghed (Maja Pilgaard, Idan, 2008); man træner sammen på et hold, side om side med andre, samtidig med at man træner selvstændigt.

Fordele ved holdtræning
Træningen foregår til musik, der har vist sig at fremme motivationen … hvis den vel at mærke har den rigtige genre, hastighed og volumen til målgruppen.
Træning foregår med løbende instruktion og peptalk, opmuntrende ord og tilråb, hvilket er en af de store fordele ved holdtræning; instruktøren sørger for motivation.

Holdtræning fremmer vedholdenheden, det at man bliver ved med aktiviteten – i starten i mere end 6 måneder – og er derfor et fornuftigt valg, når man vil have motivation til motion; enten holdtræning alene eller som supplement eller variation til individuel træning.

Ulemper ved holdtræning
Der er ikke mange ulemper ved holdtræning generelt. En af de få er, at på især middelstore og store hold har instruktøren svært ved at nå ud til alle og give individuel instruktion og feedback. Så med mindre deltagerne selv er kompetente, er det ikke sikkert, at de får et optimalt træningsudbytte.

Holdtræning og holdinstruktører
Fitnesscentrene tilbyder fra få til rigtig mange forskellige hold hver uge. Afhængigt af hvad der er oppe i tiden kan holdplanen være domineret af stationær muskeltræning som pilates eller stram op, dynamisk danseaktivitet (motoriktræning) som ZumbaFitness, Groove eller anden dance fitness eller intens konditionstræning som puls, steptræning eller BodyAttack.

Uanset holdtype er instruktøren den bærende kraft og timens succes står og falder med instruktørens evne til at vælge musik og øvelser (gælder ikke koncepthold) samt at undervise pædagogisk og motiverende med øvelser og metoder tilpasset målgruppen.

Der er mange højt kvalificerede og kreative holdinstruktører. Uheldigvis er der lige så mange holdinstruktører, der mangler basale kvalifikationer; viden om anatomi, fysiologi, psykologi, træningslære, musik, pædagogik, organisation og motivation.
Det er en ulempe ved holdtræning: Kvaliteten kan svinge rigtig meget fra fitnesscenter til fitnesscenter og fra instruktør til instruktør, fra risikibetonet, uvirksom og amotiverende til supermotiverende toptræning. Så det er væsentligt, at
1) instruktører sørger for at uddanne og videreuddanne sig og opdatere træningen, og
2) holddeltagere sørger for at orientere sig om hvilke hold der er relevante i forhold til egen målsætning, fx opstramning eller fedtforbrænding, og hvilken ‘type’ instruktør (køn, alder, musiksmag, metode, uddannelse), der er ansvarlig for holdet.
Så øges chancen for succesfuld, motiverende og virksom, holdtræning.

Motionister der vil vide mere om fitness og holdtræning kan læse mere i bogen
Fitness – i bedre form på kortere tid.
Holdinstruktører kan lære mere om opbygning og afvikling af holdtimer i den nordiske fagbogsbestseller Aerobic – funktionel holdtræning i teori og praksis eller den nye Dance Fitness – Fitness dans – latin, funk og dance holdtræning.

Fitnessbøger Fitness I bedre form på kortere tid          Fitnessbøger Aerobic Funktionel holdtræning i teori og praksis          Fitnessbøger Dance Fitness Fitness dans latin Funk og Dance holdtræning

Vil du som holdinstruktør vide mere om holdtræning?

Så kan du deltage i holdtræningskurser; fx Hold 2012, se dato på siden marinaaagaard.dk.
Du kan også booke interne ½-1-dages kurser i holdtræning teori og praksis.

Fitness Coaching: Mere Motivation i Motion

Af Marina Aagaard, MFT

Fitnessinstruktører instruerer i fitnesstræning – forstået som styrketræning, konditionstræning og relaterede aktiviteter i et fitnesscenter – for især nybegyndere i ‘prøvetimer’ og under enkeltstående instruktionsseancer.

Fitness instruktører har siden 80′erne benyttet sig af en og samme metode; et basisprogram med samme struktur, samme øvelser og samme instruktionsmetode som dengang. Så må det vel være godt nok? Nej, det er det nok ikke.

For det første er der i fitness såvel som i motion generelt en del ‘snusere’, der falder fra med det samme lige efter den indledende prøvetime, ligesom der er et stort antal tilmeldte, 25-75 % der falder fra i løbet af det første halve års tid! Som forskerne i Technogym wellnessfirmaet udtrykker det: “Gaderne er fyldt med frafaldne fitnesskunder”.

For det andet: Selvom flere faktorer kan spille ind, så har fitnesscenteret og fitnessydelsen helt sikkert en del at sige set ud fra konklusionen af Forbrugerstyrelsens ’Test af fitness- og motionscentre’ (2007): “Foruroligende mange centre tilbyder træning, de ikke har kompetencer til.” Undersøgelsen ligger nogle år tilbage, trods det er metoderne de samme i dag, så der er basis for forbedringer.

På baggrund af ovenstående ‘vink med en vognstang’ til fitnessbranchen og ud fra egne mangeårige erfaringer med træning og instruktion udviklede jeg i 2008 konceptet Fitness Coaching™ inspireret af sundheds- og coachingundervisningen på Syddansk Universitet.
Formålet er at give fitnesscentre og fitnessinstruktører samt personlige trænere et redskab til forbedring af fitness instruktion og vejledning, således at flere får en positiv fitnessoplevelse resulterende i øget motivation og vedholdenhed.
Konceptet og metoderne, der er fleksible og ‘brugervenlige’, bliver løbende præsenteret og implementeret i fitnesscentre, private såvel som kommercielle.

Fitness Coaching™ er vel at mærke ikke det samme som coaching i fitness.

Fitness Coaching™ er:

Fitness instruktion version 2.0
– fitnesstræning, øvelser og vejledning, baseret på teorier og principper fra coaching, kommunikation, motivation og adfærdsændring – hvor målet er at stimulere og fremme motivation og vedholdenhed med enkle metoder.

Coaching i kort ‘krydsmetode’ form uden at gå på kompromis med grundtanken: ”Coaching er at låse op for et menneskes potentiale til at maksimere egne præstationer. Det er at hjælpe mennesker til at lære frem for at undervise dem.” (Whitmore, 1996).

Knyttet til fitness kontekst og situation: Det er coaching specielt til fitness praksis, især 1) Introduktions- og instruktionssamtaler og aktiviteter, 2) vejledningssamtaler i flere regi, og 3) elementer i fitness holdtræning på små og mellemstore hold (3-12).

Fitness Coaching™ er ikke:

Coaching i fitness
, traditionel coaching i fitnessregi, dvs. med god tid til forventningsafstemning, samtale og opfølgning, hvilket er oplagt i fitness; internt til fx medarbejder- og teamudvikling og eksternt til forløb som slankehold og personlig træning. 

Et længere forløb såsom vanlig coaching, der strækker sig over længere tid, hvilket er helt oplagt i fx personlig træning og aktiviteter for mindre faste, lukkede, hold.

Coaching i videste forstand, 
som defineret her under, på grund af bl.a. den begrænsede tid til rådighed. ”Coaching er en ledelses- og arbejdsform, hvor det drejer sig om at udvikle fokuspersonens/fokusgruppens faglige og personlige potentiale og selvreguleringsevner. Coaching skal forstås som deltagelse i fokuspersonens/fokusgruppens udviklings- og læringsproces.” (Stelter et al., 2008).

Vil du vide mere om Fitness Coaching™?
Du kan deltage i Fitness Coaching™ kursus; kontakt via siden marinaaagaard.dk.
Du kan også læse mere i bogen Fitness Coaching, som udkommer foråret 2013.

Fitness Coaching Fitnessbog