Boganmeldelse: Liv og luft - træk vejret frit med yogaens teknikker

Boganmeldelse: Mission sund mad bog med opskrifter

Mission Sund Mad. En bog af Michelle Kristensen, bachelor i idræt, madspecialist på TV2 GO og kvinden bag firmaet MK, der er specialiseret i slanke bootcamps.

Slanke-området er normalt ikke mit interessefelt, men det er både sundhed og mad i allerhøjeste grad, så jeg er nysgerrig.

Bogen er baseret på Michelles erfaringer og ideer fra egne eksperimenter og de mange kunders, camperes, input. Og et lille reklamespot på forsiden af bogen, der nu er udkommet i 4. oplag, lover, at der inde i den er 100 af Michelles yndlingsopskrifter. Det er nu ikke det, der først fanger mit blik, men derimod undertitlen “Let, lækkert og lynhurtigt”.

Hele tre-i-en vigtige ting.

Mission sund mad

Mission sund mad kogebog boganmeldelse Marina Aagaard blogBogen starter med at fortælle om ‘Min Mission’; Med afsæt i Michelles baggrund med en stor kærlighed til mad, men også overvægt, mobning og erfaringer med utallige, eller rettere alle, kure – den første i 2. klasse på foranledning af sundhedsplejersken. Som selvstændig brænder hun nu efter at vise andre, at “den sunde og slanke livsstil kan gøres enkel og velsmagende og uden kalorietælling eller afsavn.”

Det forstår man, fordi hun bandlyser ikke tomme kalorier som sukker, “det kan være skønt at indtage sukkerholdige sager i weekenden, når man indtager ugens nydelsesmåltid”, dog med en tilføjelse “men til hverdag vil jeg gerne have, at du får en masse næring, så din krop og hjerne kan holde til den travle hverdag, de fleste af os har.”

Mission sund mad er skrevet med MK camperne i tankerne, så bogen har flere anbefalinger målrettet til læsere, der gerne vil tabe sig. Fordelen er, at man kan bruge bogen, selvom man ingen intention har om vægttab – og man bestemmer selv, om man som nævnt kun indtager et ugentligt nydelsesmåltid (eller helt har skippet cheat meal tanken) og ikke følger bogens overordnede principper som skitseret i andet afsnit ‘MK principperne – sådan skal du spise’. Opskrifterne rummer mad-ideer uanset præference og målsætning.

100 opskrifter

Der er i alt ni afsnit – med opskrifter og tips fordelt ud over hele bogen.

Min mission
MK principperne
Brød
Dressinger og dip
Morgenmad
Frokost
Mellemmåltider
Aftensmad
Desserter og sødt

Til sidst er der ‘Tak til’ og et ‘Indeks’.

Bogen er på 200 sider.

Læsning af bogen

Jeg har læst Mission sund mad som en roman; fra første til sidste side og den er let at læse. Det skal en kogebog jo helst være, men ikke alle i genren er det.

En kogebog er naturligvis primært er en opslagsbog og som en sådan fungerer den glimrende. Forrest er der en overskuelig indholdsfortegnelse, der fortæller, hvor man finder de enkelte opskrifter.

Undervejs er der på mange af opskriftsiderne fremhævede Tips af forskellig art

Ifølge bogomtalen er opskrifterne “sunde, simple og velsmagende”, og efter gennemlæsning af bogen, ser det ud til at det med:

Velsmagende holder højst sandsynligt: 70.000 kunder kan nok ikke tage fejl! Snarligt tjekker jeg selv anprisningen.

Sunde holder ret godt stik: Der er masser af sunde ingredienser og grøntsager. Vægtvogtende læsere skal dog nok være lidt på vagt og nærlæse “det med småt” – nej, ikke helt småt, men en lille note i bunden af hver side, der fortæller om portionsstørrelser ifølge MK principperne. Og der er en lille risiko for, at man bliver alt for glad for brød, kager og det søde – trods flere sunde ingredienser – hvis det smager lige så godt som det ser ud til på billederne.

Simple er spot on: Alle ingredienser kan købes i de fleste supermarkeder og der er ikke alt for mange ingredienser i hver ret, så det ser ud som om retterne rent faktisk er lette at lave og ikke særligt tidskrævende. I mine øjne vigtige kvaliteter.

Ja, det er længe siden jeg selv har lavet mad på regelmæssige basis – fordi manden er hjemmets mesterkok – til gengæld er jeg meget rutineret i at læse kogebøger og sluger dem råt!

Opsummering

Denne opskriftbog, madlavningsbog, har meget flotte billeder og en overskuelig opsætning.

Ikke for megen information, ikke for lidt information. Det er lige tilpas. Desuden er det en hjælp, at der er en oversigt, ‘Basislager’, over de fødevarer, man har brug for for at komme i gang.

Min vurdering: Bogen er inspirerende og brugbar – bl.a. for køkken-bambier som undertegnede.

Hermed en lille forhåndsanbefaling efter endt læsning. Jeg venter med stjernerne, indtil jeg har været i gang med røremaskinen og ovnen!

Bogen kan bl.a. købes boghandlere og netboghandlere fx Saxo.

Fakta om bog:

Titel: Mission sund mad
Forfatter: Michelle Kristensen
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelsesdato: 27.12.2019 (1. oplag)
Udgave: 1. udgave, 4. oplag
Format: Bog, hæftet
ISBN: 978-87-400-6015-7
Sprog: Dansk
Side antal: 200
Pris (cirka): 270 DKK

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Boganmeldelse: Liv og luft - træk vejret frit med yogaens teknikker