Rom tur i corona tid: Varme, Valadier, cocktail og mocktail

Ugen der gik 32 2021: Fra Rom til Rønde og Ridehus techno

OL er forbi. Industriferien er forbi. Festen er forbi? Nej. En ny uge med nye muligheder starter.

Ugen der gik 32 2021 Marina Aagaard blog

Ugen der gik 32 2021

En uge med meget blandet vejr. Solskinsdage og grå, kølige regnvejsdage.

Mandag

Vi vågner ved 6-tiden. I Rom. Dag 3 på en mini-ferie med en mission.

På med tøjet, hen ad gaden. Fotos og video ved Den Spanske Trappe.

Gåtur til Colosseum. Der er 1 meter høje skilte med pil til billetsalg. Da vi ankommer til lugen bliver der sagt: Der er ikke længere billetsalg her. Alt foregår online. Så i gang med bestilling online. Siden virker ikke eller også er alle billetter opkøbt af billethajer. Vi møder et par af dem og bider i græsset og køber dobbelt så dyre billetter: 45 Euro mod 22 Euro. Til gengæld får vi så en billet, der også giver adgang til Forum Romanum, som vi ikke havde tænkt os at se.

Efter en rum tid med en meget snakkende guide og tjek af billet og coronapas og febertest, kommer vi rundt i Colosseum og fotograferer på livet løs. Det er tredje gang og jeg er imponeret igen.

Efter Colosseum besøget i middagssolen spiser vi frokost, pasta, i restaurant på den anden side af gaden.

Derfra går vi hen til Forum Romanum. Jeg tænker, at jeg egentlig har set det mange gange, fordi når man går på gaden kan man se meget af ruinområdet helt frit og kvit. Der er dog overraskende meget at se, når man kommer ind bag indhegningen, så det var en uventet stor oplevelse og bonus.

Aftensmad i Hi Res

Efter gåturen tilbage slapper vi lidt af i restaurant-baren med en Aperol Spritz. Så arbejder vi lidt. Klokken 8 går vi retur op i restauranten og spiser aftensmad. Tuntatar til forret – og dertil et glas Traminer – og havtaske til mig og bøf til Henrik. Til dessert tager jeg (igen) en æbletærte med en kugle vanilieis, mens Henrik drikker rødvin.

Åndedrætstræningen er midligertidigt suspenderet, men vi har da gået 18.000 trin. Nogenlunde.

I seng ved 22-tiden.

Tirsdag

Jeg vågner om natten med ondt i hovedet. Solstik eller tømmermænd? I alle tilfælde er det slemt, så jeg drikker masser af vand og sover længe.

Op ved 7-tiden.

Hen til trappen og tage endnu et par billeder og et par videoklip, mens tid er. Og mens tiden er til det; coronapandemien betyder meget få turister og en næsten tom trappe.

Vi går tilbage og spiser morgenmad.

Jeg tjekker ind online, går i receptionen og tjekker ud, så det er gjort og så arbejder vi lidt. Endelig lykkes det efter tre dage at få vristet en større antal gigabyte fotos og videoer ud af iPhonen (jeg er ikke imponeret dens præstationsevne hvad angår dataoverførsel) og over i Seagate disken, så jeg kan arbejde med dem.

Vi spiser frokost på restaurant Brillo. Jeg får ‘som sædvanligt’ deres hjemmelavede kæmperavioli med tomatsauce og frisk tomat. Ahhh.

Så går jeg en tur henad gaden, mens Henrik arbejder. Jeg vil til Mausoleo di Augusto. Tror jeg. Da jeg kommer derhen, er beskeden: Alle billetter skal bestilles online … det står der ikke tydeligt på hjemmesiden (det ser ud som om det gælder særlige arrangementer) … OG alle billetter er udsolgt frem til september. Så jeg må gå med uforrettet sag.

Sidste aften i Rom

Jeg henter Henrik og sammen går vi en tur. Vi er på vej mod en fæstning ved Tiberen, men stopper halvvejs og spiser på en restaurant nær Pantheon. Her fotograferer vi igen, fordi nu er det meste af byggepladsafspærringen fjernet.

Så går vi en aftentur retur mod hotellet. Jeg vil se Trevi Fontænen i mørket. Et magisk sted. Så går vi tilbage og passerer Den Spanske Trappe, hvor der også er livligt ved fontænen ved foden af trappen.

Vi pakker kufferter. I hast for at få mere end et par timer på øjet.

I seng 22:30.

Onsdag

Op klokken 02:45. Lynhurtig afvaskning og pakning af det sidste. Bilen holder foran hotellet og vi kører af sted mod lufthavnen klokken 3:00.

Da vi ankommer, er der allerede kø ved check-in skranken, men der går kun cirka 30 minutter før vi er igennem indtjekning og sikkerhedskontrollen, hvor der ingen kø er.

Mens vi venter i afgangshallen, ser vi på store lystavler, at man skal medbringe dokumentation i form af sundhedserklæringer. Det har vi heldigvis sørget for online inden afrejse og ved check-in skranken får vi påskrevet “o.k.” på boarding kort.

Ved gaten er der heldigvis store sofaagtige hvileområder, så jeg lægger mig og får ½ time på øjet, mens Henrik går rundt og fotograferer.

Boarding 5:35. Vi skal passere forbi en feberscanner, som lyser grønt på et sekund. Klokken 6:10 afgår flyet planmæssigt. Efter et par timers flyvning, og indtag af et bananbrød og en kop kaffe, lander vi i Amsterdam Schiphol. En spændende lufthavn, men den ser vi kun lidt af denne gang, fordi vi har kun en halv time, før vi skal videre. Vi benytter lejligheden til at spise mere: Yoghurt, smoothie, sandwich, vand og kaffe.

9:45 boarding. 10:15 take-off. Lidt i 12 lander vi i Aalborg.

Kufferter på afveje

Vi venter ved bagagebåndet og i løbet af få minutter ruller bagagen ud. På skærmen står der “Al baggage er på båndet”. Så ved vi det. I løbet af ganske øjeblikke er båndet næsten tomt og alle andre rejsende er væk. Bortset fra os og en enlig kuffert – som ikke er vores – der kører rundt og rundt.

Det er første gang i løbet af hele mit liv med ganske mange rejser. Så et held i uheld: Det skete på hjemturen.

Mens Henrik henter bilen, går jeg hen i serviceafdelingen og melder kufferterne savnede. Jeg udfylder skema og svarer på spørgsmål, og mens jeg er i dialog med medarbejderen er hun online med Schiphol Lufthavn og kan fortælle, at de allerede har lokaliseret kufferterne og at de vil blive sendt til os senere i dag. Beroligende.
Vi kører hjem.

Henrik henter Rex, mens jeg hopper ud af bilen og løber 4,5 km på landevejen fra Thorsager mod Rønde. Vejret er fænomenalt – en god overgang fra Rom til Rønde.

Hjemme igen; jeg pakker pc ud og tjekker mails.

6 minutters åndedrætstræning. Dagens (mikro) træning: Står på hænder i 3 minutter.

I seng ved 23:30-tiden. Ude godt, men hjemme bedst …

Torsdag

Op klokken 7.

Til Aarhus. Personlig  træning. Det er gråvejr og undervejs regner det i 10 minutter, men ellers kører træningen godt. Og udsigten på havnen bliver man aldrig træt af.

Hjem igen. Gør klar til og afholder firmatræning online. FlowMotion, kropsvægt træning, med lidt nyt med krydsede ben.

Laver 4 x 12 push-ups. Dagens styrketræning.

Over middag dukker kufferterne op. Dejligt. Men der bliver ikke pakket ud. Lige nu skal der følges op på sager efter ferien, så dagen foregår ved pc’en.

Frem til klokken 17. Da tager vi ind til BOOK1 hotel/hostel, hvor vi mødes med direktøren og to andre nære venner.

Der er en ‘event’ med amerikanske nørder (respekt!), der er på AROS i forbindelse med en FLUX udstilling. Det handler vist om, hvordan man skaber egne højtalere på nye måder … eller et eller andet. Vi kommer desværre for sent til introduktionen og det kræver vist lodde-udstyr?

I stedet får vi en velkomstdrink og dernæst spisning i MIB Foodcourt. Jeg spiser en lækker nordisk laks med grøn salat. Så går jeg til møde i byen, mens ‘drengene’ fester videre. På vej tilbage fra mødet går jeg forbi Ridehuset.

Der lyder inciterende basgange derindefra og jeg forhører mig. For at vide, at det er en AAV (Aarhus Volume) og Double Rainbow 500 People Dance Off live event med europæiske top DJ’s, der spiller house og techno. Ohhh. Jeg haster ned til de andre, der nu sidder på Pica Pica bar bag Voxhall spillestedet. Jeg informerer om, at jeg går til Ridehuset for at høre mere. I mellemtiden vil Henrik booke et værelse på BOOK1, men der er desværre optaget.

Jeg forsøger at tage en selfie med DJ i baggrund. Det mislykkes. Naturligvis. Men jeg får da taget et foto af det første dancemusicevent-armbånd i årevis med min nye Weekend-Vacation skjorte fra Poison i Palma de Mallorca.

Så. Da jeg har danset i 2½ time, får jeg besked om ‘ingen hotelværelse’ og da jeg er chauffør (ingen alkohol efter Aperol Spritzen), må jeg tilbage til hund og mand i bilen udenfor BOOK1.

Vi er hjemme og i seng ved 1-tiden.

Ingen træning eller åndedrætstræning igen, igen.

Fredag

Op klokken 8.

Morgenmad og arbejde.

Så sammen til møde i Aarhus.

Klokken 13 retur og færdiggøre artikeldetaljer til opvarmningsartikel.

Jeg styrketræner alene i kælderen:

3 x 10 box jump, 3 x 10 box hop, 3 x 10 step op. 4 x 12 push-ups.

En ven kommer på besøg. Hun laver mad – med Henrik som assistent – og jeg som … borddækker.

Vi spiser rumpsteak, fint kød, og kartofler. Og Henrik laver en bønneret med bønner, ristede salt-mandler og grana-ost, fra vores lille ‘apparat’ indkøbt på Mallorca, hvor vi så den brugt i mange af restauranterne.

6 minutters åndedrætstræning.

I seng klokken 23:00.

Ingen åndedrætstræning igen, igen.

Lørdag

Op klokken 7 og spise morgenmad.

Vi går en kort morgentur med Rex i Ringelmose Skov. Burde have løbet, men nøjes med at gå.

Vi træner i foreningsfitnesscenteret … i kort tid:

10 min. roning og 5 x 6 frivend, modificeret.

Jeg læser avisen og bliver overrasket. Deri er min første klumme i Outdoor tillægget. Før forventet.

Jeg skriver lidt på artikel til I Form og rydder lidt op på skift.

Sidst på eftermiddagen kører jeg til Risskov Sushi og henter sushi til os. Let, medium-sund aftensmad. Dertil gewürtztraminer.

6 minutters åndedrætstræning.

Vi ser tysk krimi og ved 22-tiden er det godnat. Men jeg sover for sent …

Søndag

Op ved 7-tiden.

Søndag er vaskedag. Mindst 10 vaske med tøj fra Rom-turen – ikke vildt meget, men meget forskellige tekstiler.

Jeg skriver blogindlæg og gennemser videoklip.

Ved 12-tiden tager jeg til mor og far. Vi styrketræner ½ time i udestuen, ikke det store. Så går mor og jeg en tur, mens far handler.

Ved 4-tiden tager jeg til Ørnereden: Trappegang og -jog; 30 x 121 x 2. Det tager 60 minutter, katastrofalt langsomt.

Hjem igen. Henrik har inviteret en ny ven, superfotograf og radiograf, på besøg. De spiser biksemad. Jeg spiser salat.

Så skriver jeg lidt, mens jeg hører techno i hovedtelefonerne, mens de hører jazz i stuen … højt.

6 minutters åndedrætstræning.

I seng ved 22-tiden.

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rom tur i corona tid: Varme, Valadier, cocktail og mocktail