Bosnien-Hercegovina biltur: Tuzla og Pannonian Lakes

Lavpris flyrejse eller bilferie? Overvej nøje og undgå sjov historie

Først sent erkendte jeg, at jeg har set for lidt af verden. Gentagne rejser til Norge, USA og England tæller ikke rigtigt som berejst. Derfor har jeg i de senere år holdt skarpt øje med specialrejser. Da mit øje blev fanget af et næsten-for-godt-til-at-være-sandt tilbud fra et lavpris flyselskab, en flyrejse til en anderledes destination, slog Henrik og jeg til.

Destinationen Tuzla i Bosnien-Hercegovina var fuldstændig ukendt for os, men en chance for at se noget nyt og endda til fantasipris afgjorde sagen. Vi bookede flybilletter.

Lavpris flyrejse eller bilferie Tuzla Bosnien-Hercegovina Marina Aagaard blog travel rejse foto Tuzla, en mindre, lettere slidt industriby, der blev offer for en massakre under bosnien krigen. Det oplagte valg, når man skal vælge sin sommerferiedestination. Måske.

Lavpris flyrejse eller bilferie?

På ferie kom vi, men rejsen blev ikke lige som forventet, og huskes efterfølgende som en “sjov” historie:

Vi havde arrangeret ferie, hotelophold og hundepasning, og var max klar til at komme på rejse.

Dagen oprandt. Vi tjekkede bagagen ind i Billund Lufthavn og mens vi ventede, spiste vi aftensmad i en times tid i restauranten. Midt under spisningen blev det via højtalere meddelt, at flyvning med det ungarske lavpris flyselskab med et kort misvisende dynamisk-klingende navn var aflyst. Ingen årsag. Ingen hjælp. Ingen refusion af billetpris. Bare ærgerligt.

Det er efter et par års venten og fire rykkere ikke lykkedes os at få pengene retur fra flyselskabet. Til gengæld fik vi en kompensation ved at benytte et flyrejse-klage-bureau.

Da vi omkring klokken 20:00 havde hentet vores bagage fra ankomsthallen (!), satte vi os matte ved et bord i afgangshallen.

Jeg så nok mere end almindeligt slukøret ud, så løsningsorienterede Henrik pillede lidt ved hans mobil og puffede den dernæst over til mig. Jeg tog den op. Den viste et google maps kort over ruten fra Billund til Tuzla: Danmark, Tyskland, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Serbien og Bosnien-Hercegovina. En køretur på små 20 timer.

Andre ville nok have tænkt sig om en ekstra gang, men mit humør gik fra minus til plus på 1 sekund og jeg tænkte ikke over forslaget i mere end 2 sekunder. Mit svar: “Vi kører nu” og det gjorde vi så.

Vi nåede godt nok kun til Dresden, før vi ved 2-tiden om natten måtte holde et hvil. Som bonus fik vi næste dag en smule Dresden sightseeing, før vi kørte videre sydpå.

En forholdsvis lang køretur, der dog foregik i højt humør trods urimeligt mange vejarbejder, heraf mindst tyve stykker i Slovakiet.

Grænsende til problemer

Første problem eller udfordring – udfordrende ventetid – var ved den serbiske grænse. En enormt lang kø, hvor vi holdt i flere timer. Vagterne var åbenbart også selv trætte, så da vi nåede kontrolposten, blev vi bare verfet igennem efter en tavs og kortvarig inspektion af passene.

Efter nogle overnatninger i Serbien og en kort videre køretur opstod den næste udfordring ved den bosniske grænseovergang.

Efter på forlangende at have afleveret bilens registreringspapir – som jeg formodede og halvhøjt hævdede var det originale (men det var, viste det sig, en for længst glemt relativt fornuftigt udseende farvekopi) – blev vi beordret ud af bilen og ind på et kontor, hvor vi blev udspurgt af tre betjente.

Efter en heldigvis ikke alt for lang diskussion blev vi vist over i et kontor, hvor en mand og kvinde formedelst 26 EUR udformede en ‘passér-seddel’ til os. Med den i hånden kunne vi fortsætte ind i Bosnien en erfaring rigere: Medbring bilens originale registreringspapir på bilferie i Balkan-lande (og også andre lande).

Fryd og gammen

Turen endte med at blive rigtig dejlig og vi så Tuzla, Pristina og Beograd.

En god oplevelse med specielle oplevelser undervejs.

Med gode hoteller og dårlige hoteller (men det er en anden historie).

Skal, skal ikke?

Tilbage til spørgsmålet: Flyrejse eller bilferie?

Uanset hvad du har i tankerne, bør du overveje sagen en ekstra gang.

Vi har været heldige at få utroligt billige flybilletter og skønne rejser med flere lavprisselskaber. Denne gang var så ikke lykkens gang, men en ualmindeligt træls lige-ved-og-næsten-rejseoplevelse. Så nu tænker vi os om en ekstra gang, når vi planlægger ferie.

Bilferie er hos os en sikker vinder, men man skal være klar over, at de lange ture ikke er helt billige: Det løber op både i brændstof, ekstra overnatninger og slitage på bilen, så det er nødvendigt at regne på det, hvis man vil være sikker på at få den mest økonomiske rejse. 10.000-12.000 DKK (alt i alt skal man regne med ved kørsel i benzin og diesel biler fra Danmark til Sydeuropa og retur).

Rigtig god ferie.

Læs mere:

Bilferie fordele: Top 30 europæiske biltur lande

Bosnien-Hercegovina biltur: Tuzla og Pannonian Lakes

Wikipedia: Tuzla

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bosnien-Hercegovina biltur: Tuzla og Pannonian Lakes