Q-signs: Aerobic og Holdtræning cueing tegn

Hotel Admiral, København: Staycation i Danmark

Hotel Admiral staycation aka ‘ferie hjemme’. Forstået som en rejseoplevelse hjemme i huset eller i hjemlandet. Nu har vi ferieret på egen matrikel i næsten et helt år, så udlængslen er efterhånden ret stor. Vi tager derfor på en lille staycation. Ikke hjemme på Djursland, men på hotel i hovedstaden.

Danmark er virkelig alle tiders ferieland. Det eneste, der afholder mig fra at tage på kro og hotel oftere, er danske priser. Niveauet er noget højere end i udlandet og det er ærgerligt. For hotel kvaliteten er der ikke noget i vejen med.

Jeg bor i øvrigt også på bed’n’breakfast, motel, hostel og vandrehjem og i resort feriehuse, og ved at det kan lade sig gøre at holde en mere prisbillig staycation i Danmark. Der er også de luxe campingpladser med hytter og rundt om i landet er der mange gratis shelters (for outdoor entusiaster).

Hotel Admiral

Hotel Admiral Staycation Copenhagen København Marina Aagaard blog travel rejse fotoHenrik og jeg ville besøg Copenhagen Light Festival i februar og undersøgte overnatningsmuligheder i København. Af og til bor vi hos venner, men under corona er det ikke den oplagte løsning. Så vi søgte på hotel. Nogle hoteller er lukkede p.g.a. corona. Andre er åbne, men med restriktioner: Alle restauranter er lukkede. Der er pandemi og nedlukning, så det er sådan det er, men naturligvis er det ærgerligt, fordi spisning ude er en vigtig del af ferier.

Vores søgekriterier er: Fornuftig pris, parkering, wifi og fitness – eventuelt spa. De to sidste er naturligvis ikke aktuelle under corona nedlukning.

Vi ser et godt tilbud: 770,00 for en overnatning på Hotel Admiral, der ligger lige i centrum af København. Det virker næsten for godt til at være sandt, men den er god nok. Der viser sig også et specialtilbud med tre nætter for to nætters pris (2550,00). Det gælder dog kun for de dyrere værelser (med vandudsigt), men 850 pr. nat (i tre nætter) er stadig billigt for et centralt beliggende firestjernet superior hotel. Endda et flot et, der er anbefalet af National Geographic Traveller.

Oveni værelsesprisen kommer betaling for P-pladser ved hotellet. Man kan desværre ikke forhåndsreservere, så vi må bare håbe. Prisen er 22 DKK per time og 195 DKK for 24 timers billetter. Det lyder dyrt, men i det nærmeste p-hus er prisen 375 DKK per døgn!

Check-in

På hjemmesiden lover de “en ekstraordinær oplevelse med personlig, imødekommende og dedikeret professionel service”. Det holder ret godt stik.

Da vi ankommer sent fredag aften, parkerer Henrik bilen på en af de små gæsteparkeringspladser lige foran hotellet, mens jeg tjekker ind. Den proces tager ikke meget længere end 1 minut. Der er selvfølgelig heller ikke ret mange gæster, men alligevel går det overraskende hurtigt og nemt.

Det viste sig at check-out gik endnu hurtigere og fuldstændig problemløst. Dejligt.

Vi får vores key cards; hotelnøgler er næsten en saga blot. Disse kort fungerer upåklageligt … hvilket ikke er en selvfølge.

Kortet skal bruges til at få elevatoren til at flytte sig. En udmærket sikkerhedsforanstaltning.

Indretning

Hotellet er indrettet i et over 230 år gammelt korntørringsmagasin fra 1787. Bygningen og havnefronten har i århundreder været centrum for aktivitet og historiske begivenheder. Hotellet har været tæt på og overlevet en række begivenheder gennem tiden. “Slaget på Reden” foregik i 1801 næsten lige uden for pakhuset. 6 år senere var bygningen vidne til englændernes bombardement af København.

Admiral Hotel er i dag et moderne hotel, men med historisk stemning mellem træværk og mure samt skibsmodeller og kanoner i lobbyområdet.

Værelset

Vores værelse er på 3. etage. Vi tager elevatoren, hvilket sundhedsmæssigt er uhørt, men trappen er som vanligt ikke umiddelbart synlig. På hotelgangene er der gedigne skibsrelaterede materialer: Trægulve og messing gerigter, beslag og håndtag.
Jeg er vild med skibe og finder, at detaljen med spejle med form som lugerne på skibe, er lige i øjet.

Hotellet har tykke murstensmure og formidable murede buer. I mine øjne en arkitektonisk fordel.

Der er desuden den særlige hotelkvalitet: Tykke, bløde tæpper – her i en elegant lys hav- eller gråblå farve. Luven, der dæmper lyden, føles skøn under fødderne.

Vores værelse er tæt ved elevatoren – og trappen, som jeg nu har lokaliseret. Heldigt.

Vi stiller bagagen på gulvet og jeg åbner døren for Henrik:

Så udbryder jeg højt og i et tonefald som om jeg aldrig har set et (flot) hotelværelse før:

“Neeejjjjjj, Henrik, har du set det her …”

Det sker naturligvis nøjagtigt samtidigt med, at to city folks, elegant klædte gæster, går forbi. Pinligt.

Grunden til mit udbrud er, at værelset har meget store flotte synlige træbjælker, hvilket ser fantastisk ud: Det gør værelset, der ellers er nordisk minimalistisk indrettet, nærmest skihytte-hyggeligt.

Henrik er imponeret over, at badeværelset er monteret med Vola. Toppen af poppen inden for badeværelsesarmaturer. Her i en messing udgave, der matcher resten af hotellet.

Udsigt

Fra værelset har vi udsigt til havnefronten, Operaen, Skuespilhuset og Ofelia Plads. Lidt længere henne ad promenaden ligger Amalienborg Slot, Amaliehaven, Gefionspringvandet, Kastellet, Langelinie og Den Lille Havfrue.

Om morgenen kan vi se solen stå op over bygninger på Holmen overfor. Et plus.

Restaurant

Hotellets restaurant er SALT og den og dens morgenbuffet har et rigtig godt navn. Restauranten er desværre corona lukket, men det er muligt at få room service og morgenmad på en bakke.

De to ting var de eneste områder med et par svage punkter i en ellers perfekt hoteloplevelse.

Room service, tilberedning og levering, foregik lynhurtigt og vores burger og fish’n’chips smagte godt. Dog var Henrik lidt skuffet over, at pommes frites var dækket af folie, så de blev bløde. En klage, læs: høflig forespørgsel, udløste forklaringen: Et kompromis mellem koldt eller blødt – og blødt blev valgt.

Roomservice menuen var ret begrænset og ikke gearet en plantebaseret skråstreg vegetarisk smag, men det gik.

Morgenmaden skulle man ned og hente om morgenen. Man gik i morgenmadsrestauranten og skulle sige ja eller nej til emner på en forudbestemt menu. Fin varieret menu og det smagte godt. På minussiden var, at det var næsten samme menu tre dage i træk og pålægget var meget traditionelt: Skinke to dage og en dag salami, hvilket jeg takkede nej til.

Dertil blev man spurgt om man ville have æble eller appelsin juice og te eller kaffe, der blev skænket for en, så man skulle bare bede om det. Det var godt. Mindre godt var, at selvom der også var ingefær shots, vand og mælk, blev det ikke præsenteret eller tilbudt; man skulle selv spørge.

Da vi ankom, forstod jeg på receptionisten, at man skulle vælge maden og så ville den blive bragt op. Måske har jeg hørt forkert. Det var i hvert fald ikke tilfældet. Jeg er hverken doven eller slap, til gengæld er jeg ikke tryg ved at balancere med bakker med mad. Særligt ikke, da elevatoren skal betjenes med kort, så hver gang skulle bakken ned på gulvet og stå og op igen. Det gik naturligvis, men ikke så elegant.

Alt i alt en super hotel oplevelse med få og små minusser som især må tilskrives corona nedlukningen – og at det var muligt at overnatte ude – på hotel – trods lockdown var dejligt.


Læs mere:

København og havn: Weekend i hovedstaden

Andre hoteller:

JP Rejser: Disse hovedstadshoteller har en særligt spændende forhistorie

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Q-signs: Aerobic og Holdtræning cueing tegn