Året der gik 2020: Tab, tour og coronakrise

TV2 Øst på visit: Nemme vaner og corona fitness

Af Marina Aagaard, MFT

Vejen til nye vaner på nemmere måder. 
Det emne dukker tit op i starten af et nyt år.
Næsten hvert år i januar bliver jeg interviewet om det.

I år handlede det dog især om, hvordan man kan holde sig i form, nu da fitnesscentrene stadig er corona lukket.

TV på besøg Nemme vaner Marina Aagaard blog

TV2 Øst på visit

Den 1. januar om eftermiddagen får jeg en mail. Om jeg er klar til at fortælle lidt om hjemme motion, nu da fitnesscentrene stadig er coronalukket.

Det vil jeg naturligvis gerne. Det er min pligt! Selvom det er med ret kort varsel og jeg er lidt mat i betrækket (og ekstra rynket og med poser under øjnene) efter nytårsnat og bryllupsdag.

Den 2. januar ved middagstid kommer TV2 Østjylland bilen og dagens journalist-redaktør filmmand.

Velkommen her.

Optagelserne

TV optagelserne foregår rundt om i huset og det tager lidt over 1½ time; det færdige indslag varer 2-3 minutter. Vi er rundt i spisestue, stue, kontor og udenfor, men som vanligt bliver ikke alle billeder og tips brugt. Her er lidt ‘Behind the scenes’ og bonustips.

Spisestuen

Først i spisestuen/køkkenet, hvor der er rimeligt ryddeligt (vi nåede lige at blive færdige med at støvsuge alt bordbombe smulderet væk). Her optager vi øvelser:

Et-bens dødløft (en favorit øvelse), der desværre ikke kom med. Vip frem og tilbage på et ben.

Squat, kom til gengæld som altid med, fordi den er så genial, effektiv og oplagt til hjemmebrug.

Armstrækninger, på skrå på bord var også med. En must-øvelse, fordi den er ret nem og meget effektiv.

Pull-up, på skrå under bordet, meget effektiv, men ikke så godt tv, så den kom ikke med.

Stuen

Her filmer vi senere. Stuen er også ret ryddelig, for her er vi ikke så tit. Der er dog lidt elektronik og ledninger og masser af cd’er i en ‘rodebunke’.

Selvom det optages senere, bliver dette indslagets startscene. Faktisk rigtigt lækkert filmet:

Close-up af remote controllen, som jeg slukker for at at komme op af sofaen og i gang.

Der bliver optaget en del mere i stuen, men det kommer ikke med i det færdige indslag. På journalist-redaktørens spørgsmål svarer jeg, at et godt salgsargument for motion, for de, der næsten ikke gider, må være, at motion gør en gladere og i stand til at gøre det, man har lyst til i hverdag og fritid.

Kontoret

Så filmer vi i længere tid i kontoret, hvor budskabet er, at motion gavner både kroppen og hovedet og humøret. Disse scener kommer ikke med – måske for kedeligt kontor – og budskabet er da også med i en af de andre scener. Tilbage i spisestuen. Redaktøren synes, at det er en god ide, at vi sætter lidt fokus på vaner: Har jeg ikke noget snolder i huset?

Helt ærligt svar før kameraet begynder at optage: Det har jeg sjældent, for det er vist ingen god ide og jeg har ikke ret meget lyst til det. Til gengæld er jeg vild med Samba Mega flødeboller (de kan kun fås i Tyskland) og tilfældigvis kom et par af Henriks kunder med et par kasser til os i sidste uge . Nu er min kasse næsten tom, men lidt er der da til indslaget.

Det er det sidste indslag, der bliver optaget indendørs. Der bliver i udsendelsen byttet om på klippene, så dette flødebolle klip bliver det sidste, man ser!

Mit tip:

Man behøver ikke være så forhippet på at slippe af med de gamle vaner. Det er bedre bare gradvist at implementere nogle nye og bedre, hvor der stadig er plads til nogen af ‘uvanerne’ … selvom man ikke bør kalde dem det, de er jo bare ‘mindre sunde’ vaner.

Udenfor

Så går vi ud og der bliver brugt lidt tid på at optage udgangen … med kig til bunker af rod på skrivebordet lige inden for døren. Nu skal det altså fjernes, Henrik!

Først lidt reklame for gang – jeg har jo lige skrevet en Gå dig i form bog, bemærker journalist-redaktøren:

Ja. Jeg går frem og tilbage på stien uden for huset og han filmer både langt fra og tæt på, det ser rigtig godt ud, da det er klippet sammen.

Han spørger dog: Er det der rask gang?! O.k. så, jeg strammer mig an og gå lidt hurtigere og mere dynamisk.

Så reklame for trappetræning (og step op). Min favorit.

Jeg ville have vist styrke step-op på en stor sten på marken, men tænker at almindelige trapper er mere realistisk for de fleste, så sådan bliver det. Der bliver filmet opad, mens jeg fortæller, at:

Trappegang virker både opad og nedad og er genial motion for muskler og kredsløb (og også hjernen).

Filmningen oppefra og ned viser desværre tydeligt, at vi har ladet stå til også på udeområderne, der er angrebet af alger i en ekstrem grad.

Det var det. En dag på matriklen i Rønde. Med hovedbudskabet:

Hold dig endelig i form, også nu under corona (fitnesscenter nedlukning).

Dyrk motion ude og hjemme – fordi det løfter humøret og det er faktisk ikke ret svært.

Rigtig godt nytår.

Se mere:

TV2 Øst Nyheder Lørdag den 2. januar 2021 

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Året der gik 2020: Tab, tour og coronakrise